Før Moussa Mchangama i det seneste Euroman fortalte om, hvordan han er blevet far i en regnbuefamilie med tre forældre, sin aktivisme, og hvordan det er at afvige fra normen, havde han nogle meget klare krav.

Han ville blandt andet se spørgsmålene på forhånd og kunne komme med input til dem. Han ville se, hvilken rubrik Euroman ville bruge. Og Euroman skulle sørge for, at de var klar til at monitorere kommentarsporet, når artiklen blev bragt online. Særligt, fordi det er emner, livsstilsmagasiner sjældent har skrevet om.

”Hvis man deler noget meget personligt, intimt eller hårdt, bliver man ofte ikke mødt med den respekt, ansvar eller omsorg fra visse medier, som man bør,” siger Moussa Mchangama, der selv har oplevet hårde kommentarer og hadtale på sociale medier.

”Mødet mellem menneske, medie og omverden på sociale medier er sindssygt hardcore. Det tager de færreste medier reelt stilling til eller ansvar for. De kan ikke styre, om folk går amok. Men jeg kan sørge for, at de gør deres arbejde ordentligt. Jeg skal være tryg ved at stille op,” siger han.

Moussa Mchangama har selv i flere år har været redaktør for og skrevet til magasiner, er forperson i foreningen Mino Danmark og rådgiver virksomheder. Han har delt sine konkrete råd til andre kilder, der står frem med en personlig historie, på Instagram.

Men egentlig ville han mest ønske, at det slet ikke var nødvendigt at dele dem.

”Jeg kan stille de her krav, fordi jeg selv er privilegeret. Jeg ved, at bladet gerne vil have mig med. Men det bør ikke være den enkelte kildes ansvar at stille de krav. Det bør være journalister og redaktørers ansvar, at kilderne er trygge og gerne vil deltage igen, når de deler noget sårbart. De må ikke sidde tilbage og føle, at de er blevet udnyttet til en historie.”

”Sindssygt krævende mentalt”

Men hvilke råd vil Moussa Mchangama så give til medierne, hvis de skal være bedre til at tage ansvar for sårbare kilder – eksempelvis kilder, der er blevet udsat for overgreb, eller kilder, der er en del af en minoritet?

”Kilder oplever ofte, at når interviewet er overstået, og de har godkendt citater, så slipper medierne dem,” siger han.

”Medierne skal gøre det klart, hvordan deres onlineplatforme og debatspor fungerer. Allerhelst skal de sørge for at holde øje med kommentarsporene. Men som minimum skal de fortælle kilderne, at de nok ikke bør læse kommentarsporet, eller at de ikke har ressourcer til at holde øje med debatten, hvis det er tilfældet,” siger han.

Men medierne skal allerede vise hensyn og tænke over deres kilder, før de henvender sig med henblik på et interview, mener han.

”Journalisterne skal sørge for at bruge tid på forberedelse. Hvis du skal lave et interview med en person, der har oplevet et overgreb, så skal du finde ud af, hvordan du taler med en person om et overgreb. Du tænker måske, at du har lært at stille spørgsmål og være kritisk på den rette måde. Men det er ikke en politiker, du skal interviewe her. Det er en person, der har oplevet noget traumatisk. Det er et stort ansvar,” siger han.

”At deltage i debatter personligt – om et emne med stor samfundsbetydning – er sindssygt krævende mentalt før og undervejs i processen. Men det er det også bagefter. Journalisterne skal følge op. Og de skal sørge for, at kilden hele tiden ved, hvad de bidrager med. Hvad er konteksten? Hvor bliver det bragt henne? Hvor længe har de ret til at bringe det?”

Fra en gammel verden

Selv vil Moussa Mchangama eksempelvis i dag ikke stille op i interview, hvor han skal stå på mål for, om der er racisme i Danmark.

”Jeg vil ikke tale om det ud fra en journalistisk vinkel, der fra start underkender, at min oplevelse eksisterer. Det er et emne, der er dybt personligt for mig som kilde,” siger han.

Moussa Mchangama roser også medierne for, at de lige nu opsøger flere typer kilder, der før ikke havde en stor stemme i offentligheden. Kilder, der var ”ekskluderet”, som han siger.

Men:

”Medierne skal huske, at magtforholdet ikke er lige mellem dem og kilderne, de interviewer. Når man bliver spurgt af et magasin, om man vil stille op, får man julelys i øjnene. Det er sejt at blive spurgt. Men der er en skævvridning af magtforholdet der,” siger han.

Han er også med på, at journalister undervejs i et interview stiller spørgsmål, der ikke er aftalt på forhånd.

Mange journalister vil vel synes, det er et problem at skulle sende deres spørgsmål på forhånd?

”Jeg ved udmærket godt, at et interview ikke forløber sådan, at en journalist bare læser sine spørgsmål op. Så er det heller ikke levende. Men at få en meget klar spørgeramme – det behøver ikke være hvert evigt eneste spørgsmål – gør det muligt for mig som kilde at forstå, hvad jeg medvirker i. Hvor vil journalisten hen med historien,” siger han.

Er der ikke nogen steder, det kunne være et problem?

”Det her handler om historier, der primært er menneskedrevne. Det er ikke rettet til eksempelvis politisk nyhedsstof. Det er nogle råd, der kan bruges, når du arbejder med mere udsatte kilder,” siger han.

”Jeg tror, at man flere steder i branchen godt kan se, at journalistikken har haft store konsekvenser for mange mennesker. Journalister skal turde gå kritisk til og undersøge deres egen metode. Den er fra en gammel verden, der har ændret sig meget.”