”Ingen tager til Indonesien eller Jakarta første gang uden at blive overrasket”.
Sådan lød beskrivelsen i Updates kursuskatalog for efteråret 2014 af en efteruddannelsestur til Indonesien, som 16 journalister fra blandt andet DR, Jyllands-Posten og BT var på i november.
Og overrasket blev flere af dem allerede på førstedagen.
Efter ankomsten til landets hovedstad, havde kursusleder og tidligere Asien-korrespondent Jan Lund som første punkt på programmet arrangeret massage. For de mandlige deltageres vedkommende foregik massagen på et spa-sted. Men allerede, da de kommer indenfor, fik flere deltagere mistanke om, at de letpåklædte kvinder på stedet ydede mere end bare massage.
»Jeg kigger ind gennem døren og ser et ret mørkt rum, oplyst af utallige neonlamper, og med en scene med stripperstænger fra gulv til loft placeret i midten af rummet. Her begynder de første af mine advarselslamper at blinke,« fortæller DR-journalist Bjørn Bymand, som var en af deltagerne på turen.
Tog ikke et nej for et nej
Da kursusleder Jan Lund kort efter – ifølge Bjørn Byman og to andre kursister, Journalisten har talt med – forklarede, at »massagen betaler Update for – hvad I får udover det, betaler I selv for«, blev hans mistanke kun værre.
Og da han efterfølgende blev vist hen til et lille rum med en madras på gulvet, neonlys og en massør i nedringet og stramtsiddende tøj, sprang han fra og takkede nej til massagen. En anden kursist havde takket nej til massagen endnu tidligere i forløbet, og sammen satte de sig til at vente på, at de øvrige kursister kom ud fra deres massagerum. Den første kom efter en lille times tid.
»Kursisten ser lettere chokeret ud og fortæller, hvorledes seancen i rummet er begyndt med en ganske ærbar massage, men hurtigt ændrer karakter til at handle om tilbud om seksuelle ydelser – om muligheden for special service og happy ending. Samme beretning kommer flere af de andre kursister med,« siger Bjørn Byman.
Journalisten har været i kontakt med to andre deltagere på turen, som takkede ja til massagen. Den ene ønsker ikke at stå frem med navn, men de fortæller begge, at det hurtigt stod klart for dem, at det egentlige formål med massagen var seksuelle ydelser – hvilket de begge takkede nej til.
»Efter den traditionelle massage begyndte kvinden, jeg var inde hos, at komme med tilbud om ’supplements’. Hun talte ikke engelsk, men hun tog sig til brysterne og skridtet, mens hun tilbød de her tillægsydelser. Og hun var meget insisterende, så det var virkelig en kamp at holde sig på dydens smalle sti. Det var svært at få lov at sige nej, for hun tog ikke et nej for et nej,« fortæller Ulrik Christian Bachmann fra Sjællandske.
Update: Ikke foreneligt med vores principper
Tilbage i Danmark efter turen til Indonesien henvender Bjørn Byman sig til Update for at fortælle om episoden og klage over rejseleder Jan Lund.
»Personligt synes jeg, det er ulækkert. Det strider i hvert fald mod mine begreber om moral – for ikke at tale om, at det skriger til himlen at bruge kursuspenge på at sende et hold kursister til prostituerede. Hvad Jan Lund foretager sig i sin fritid, må han selv slås med, men det er ikke et sted at tage en flok journalister på kursus med hen,« forklarer Bjørn Byman til Journalisten.
Det er ikke første gang, Update har modtaget en klage af den karakter. For lidt mere end to år siden endte en efteruddannelsestur til Moskva i både klager, beklagelse og erstatning, da rejselederen blandt andet havde foreslået kursisterne at tage på luderbar.
Den aktuelle henvendelse fra Bjørn Byman fik omgående chef for kurser og videreuddannelse på DMJX, Tina Christel Kristensen, til at kontakte Jan Lund. Og allerede dagen efter fik Bjørn Byman og de øvrige kursusdeltagere besked om, at Update ikke længere vil anvende Jan Lund som kursusleder.
”Som vi har fået episoden beskrevet, er den uacceptabel og ikke forenelig med vores principper for kurser. Det vil vi naturligvis, som kursusarrangør, beklage,” lyder det blandt andet i mailen til kursisterne.
Over for Journalisten uddyber Tina Christel Kristensen beslutningen i den aktuelle sag:
»Som jeg opfatter det, havde vi faktisk en god og ærlig snak. Og mit indtryk var, at Jan Lund selv var ærgerlig over den situation, han havde bragt sig selv og os i. Min konklusion var herefter, at vi ikke kunne bruge ham.«
Jan Lund afviser
I en mail til Journalisten afviser Jan Lund selv alle anklagerne, som han kalder løse påstande.
”Personligt er jeg ikke blevet tilbudt nogen seksuelle ydelser, og jeg kender heller ingen andre, der er. Men det kan selvfølgelig foregå selv på 5-stjernede hoteller over det meste af kloden, så jeg kan jo ikke sige, at det ikke er sket. Men det var i hvert fald slet ikke derfor, vi var der,” skriver Jan Lund.
Søger man på spa-stedets navn på Google, bliver muligheden for seksuelle ydelser efter massagen dog nævnt allerede i de øverste søgeresultater. Blandt andet kan man læse følgende beskrivelse af stedet:
”Det er ikke en seksuel massageklinik med piger og prostituerede, som du finder i det nordlige Jakartas Red Light District, men nærmere en mild en af slagsen med happy ending efter massagen”.
Bjørn Byman er ikke i tvivl om, at du udmærket godt var klar over, at der var prostituerede på stedet. Blandt andet fordi du ifølge ham lagde ud med at fortælle, at massage er på Updates regning, men hvad folk ellers sagde ja til, var for deres egen regning. Er det korrekt?
”Det er helt hen i skoven. Jeg fortalte, at opholdet på stedet, entre plus eventuel massage, var på Updates regning. Alt hvad de brugte derudover for eksempel til øl og mad var på egen regning. Jeg ved ikke, hvad det er, Byman er så forarget over – men det er klart, at sådan et sted i Indonesien ikke ligner Idrætsparkens fitnesscenter. Verden ser altså anderledes ud herude, end den gør i Hørsholm,” skriver Jan Lund.
Kursist: Det var ikke bare tant og fjas
Det er dog ikke alle kursister, som var med på turen, der er forargede over turens første programpunkt. Ulrik Christian Bachmann fra Sjællandske mener, at besøget på massage-klinikken tjente et fagligt formål på turen.
»Jeg synes, det var et godt og professionelt program, Jan Lund havde sat sammen. Han viste os kontrasterne og yderpunkterne i det her land. Og besøget på massageklinikken var ikke bare tant og fjas. Den slags steder er en del af kulturen derude, og besøget gav os et indtryk af, hvad Indonesien også er for en størrelse. Så jeg synes godt, at man fagligt kan forsvare, at vi skulle inden for og se, hvad det var for noget,« siger han.
Selv om der er forskellige opfattelser af episoden – og selvom om Jan Lund over for Journalisten kalder anklagerne for løse påstande – fastholder Tina Christel Kristensen beslutningen om ikke fremover at ville benytte ham som kursusleder.
»For mig er det ikke et spørgsmål om, hvem der har ret. Det handler om, at vi som kursusvirksomhed bliver nødt til at tage den her kundeoplevelse alvorligt. Vi står over for en kunde, som har en opfattelse, og en underviser, som har en anden. Jeg kan ikke gå ind og være kampdommer – men jeg bliver nødt til at træffe en afgørelse,« siger Tina Christel Kristensen.
Byman: En personfejl – ikke en systemfejl
Selv om det ikke er meget mere end to år siden, at en af Updates rejseledere var involveret i en lignende sag, mener Bjørn Byman ikke, at Update har nogen skyld i den aktuelle sag.
»Som jeg ser det var det ikke en systemfejl – det var en personfejl,« siger han.
Tina Christel Kristensen mener heller ikke, de kunne have gjort noget anderledes for at undgå den aktuelle sag.
»Vi sørger selvfølgelig for, at kursuslederne har en fornemmelse for vores ånd og principper. Og vi gennemgår også kursusmaterialet med dem. Set i lyset af, at vi har en ekstremt stor kursusaktivitet hvert år, så synes jeg faktisk, det er forbavsende så få sager, vi har haft,« siger Tina Christel Kristensen.
Men hvad vil I gøre for at undgå det fremadrettet?
»Jeg ville jo gerne have været sagen her foruden. Og jeg vil gerne undgå, at vi oplever en lignende sag igen. Men det kan være svært at sætte regler og retningslinjer op for alting. Det her handler jo om menneskelige vurderinger og menneskelige opfattelser, og jeg kan ikke udstede garantier,« siger hun.
31 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ude fra Asien af kender vi Jan Lund som en vidende og indsigtsfuld journalist. Pudsigt at følge de skingre angreb på ham her på strengen, hvor nogle vil løse alverdens problemer ved at lukke øjnene og lade som om, at de ikke eksisterer. Fattigdom bekæmpes ved at betale en ordentlig løn for udført arbejde - også når det sker i Asien og uden tilkøb af diverse ekstra ydelser. Se, det ville være en rigtigt 'happy ending'...
For en tryghedsdansk hjemmefødning kan det godt virke voldsomt at komme til Asien for muligvis første gang. Derfor kan det sagtens give mening at blive hjulpet til et møde med massagepiger – happy ending eller ej. Selv brokker på dårligt engelsk kan give lidt indsigt i fattigdommen i landet, hvor der er langt kortere mellem liv og død end herhjemme - hvis ønsket. Der er jo ikke tale om tvang. Og man BEHØVER ikke at benytte sig af ”endingen”. Det er lidt ligesom med fjernsyn, man ikke synes om. Man kan jo bare vælge det fra. Jan er en kyndig og rutineret kender af Asien, som jeg har fuld tillid til.
Engelsk selvfølgelig og ikke dansk. Sorry.
Til Steen Lund. Jeg har fortalt journalisten Kerstin Bruun, at min massøse ikke talte særlig godt dansk og blandt andet tog sig til brysterne og skridtet for at vise, hvad hun mente med supplements. Det er så i artiklen blevet til, at hun ikke talte engelsk. Men hun talte engelsk om end noget gebrokkent.
Jan Lund bør læne sig tilbage og glæde sig over, at han var med, da fordomsfrihed var et væsentligt element i journalistikkens DNA.
Sådan er det ikke længere, men det kunne Jan Lund nok ikke vide. Han har i de seneste 25 år mestendels opholdt sig i de varme lande og derfor ikke været opmærksom på den bornete brigades støvletramp herhjemme.
Det har til gengæld folkene bag efteruddannelsen, som uden at blinke fyrer Jan Lund. De skulle skamme sig.
Og vi andre har grund til at ærgre os. Nu får vi ikke mulighed for at komme på et interessant kursus under ledelse af Jan Lund, en dygtig, nysgerrig – og fordomsfri - kollega.
Flere