Efter seks måneder har TV 2 Øst fundet afløseren for Annette Kokholm, der blev afskediget efter gensidig aftale i april i år. Foto: Sofia Busk
Valget er faldet på Ole Hampenberg Andersen som ny administrerende direktør for TV 2 Øst.
Det skriver TV 2 Øst.
Dermed bliver det ham, der sætter sig i det sæde, der har været ledigt, siden Annette Kokholm efter gensidig aftale med bestyrelsen blev opsagt i april, efter at hun havde haft ansvaret i knap to år.
Bestyrelsesformand Claus Kronborg glæder sig over ansættelsen og mener, at Ole Hampenberg i den grad har meritterne i orden.
Den nye direktør kommer fra en stilling som centerchef i Vordingborg, hvor han har været ansat i 10 år, og han har blandt andet været ansat i Landbrug & Fødevarer som chef for medier og public relations. Derudover har han en baggrund som journalist og har blandt andet været redaktionschef på netop TV 2 Øst.
Derfor glæder den nye direktør sig også til at vende tilbage til sin gamle arbejdsplads, hvor han senest var ansat i 2012.
”TV 2 Øst spiller en vigtig rolle som public service-institution og som aktør i den demokratiske samtale her i regionen. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til TV 2 Øst og til at arbejde sammen med de dygtige medarbejdere og bestyrelsen, for at sikre lokal og regional nyhedsformidling af høj kvalitet,” siger Ole Hampenberg Andersen til TV 2 Øst.
Trivselskrise
Når Ole Hampenberg Andersen stiller sig i spidsen for TV 2 Øst, ligger der flere tunge opgaver på skrivebordet foran ham.
Han skal nemlig både sætte den digitale retning, arbejde med strategien og naturligvis være bindeled til bestyrelsen og repræsentantskabet.
Det fremgik allerede af jobopslaget, som mediet lagde ud i jagten på den nye direktør.
Men derudover er der et stort arbejde med at genoprette trivslen og motivationen blandt medarbejderne, der har været hårdt ramt på det seneste.
I februar var Arbejdstilsynet på besøg på TV 2 Øst og konstaterede, at arbejdsmiljøet var ”uudholdeligt”, og at der blev slået hårdt ned på kritik af ledelsen, der ikke tøvede med at banke medarbejdere på plads med skældud.
En fyringsrunde, hvor klimaet i samarbejdsudvalget var surt, hjalp heller ikke på forholdet mellem ledelse og medarbejdere.
Ole Hampenberg Andersen tiltræder den 1. november.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg tænkte, hvem er han. JOURNALISTEN nævner ikke noget. Men der er faktisk en ikke særlig gammel artikel om hans tiltræden på Journalisten.
Jeg bemærker "den nye direktør kommer fra en stilling som centerchef i Vordingborg, hvor han har været ansat i 10 år, og han har blandt andet været ansat i Landbrug & Fødevarer som chef for medier og public relations".
Jeg har en naturlig og begrundet skepsis overfor chefer i Landbrug & Fødevarer, så det kan godt vise sig, at Ole her har skudt ved siden af. Men da også at de, der ansatte ham, mente, at det her var nødvendigt. Om det så er rigtigt, aner jeg ikke. Men mon.