jobnyt

TV2 ØST har udpeget ny direktør, som vil ramme de unge

Anette Kokholm vil især forsøge at få den uafhængige journalistik ud til de unge i hele regionen

TV2 ØST har udpeget Anette Kokholm som ny administrerende direktør, da den nuværende direktør, Vagn Petersen, går på pension efter 24 år.

Det har TV2 ØST netop meddelt mediehusets medarbejdere.

Anette Kokholm har en række lederstillinger i mediebranchen på cv’et. Hun har blandt andet været radiochef i DR, udgiverdirektør og direktionsmedlem i Aller Media samt chefredaktør for Familie Journalen.

Ifølge en pressemeddelelse er det en enig bestyrelse, der har valgt at ansætte Anette Kokholm:

”Vi vidste fra starten, at vi ville have en meget grundig proces og afdække hele markedet, så vi kunne finde den helt rigtige til at lede Mediehuset. Vi ville have en person, der var meget stærk på ledelse, og som kan føre TV2 ØST op til næste niveau i et vanskeligt mediemarked,” lyder det i en udtalelse fra bestyrelsesformand Claus Kronborg.

Skal ramme de unge

Her udtaler Anette Kokholm også, at hun selv er meget optaget af, at man skal lave relevant dækning for hele TV2 ØSTs sendeområde.

”Det er ikke nogen lille opgave, for TV2 ØST dækker lige fra Nakskov og Falster i syd til Odsherred i Nord, og der skal skabes nært indhold til alle samfunds- og aldersgrupper.”

Her er det ifølge Anette Kokholm især vigtigt med fokus på uafhængig journalistik:

”Selv er jeg optaget af, hvordan vi kan blive endnu mere relevante for de unge og også være deres mediemæssige samlingspunkt i regionen. I en tid, hvor techgiganterne har godt fat, er det vigtigere end nogensinde,” lyder det.

Anette Kokholm stoppede på DR i forlængelse af en række organisationsændringer. Hun overtager posten 1. november, hvor Vagn Petersen går på pension.

Beslutningen om at gå på pension blev meldt ud i april, hvor Vagn Petersen sagde til TV2 ØST, at man ledte efter en direktør, der var ”opvokset med de nye medier”, og som kan stå for den yderligere digitalisering af TV 2 Øst.

0 Kommentarer