Chikane

Trusler og hetz mod manden bag Onkel Reje udløser sygemelding og politianmeldelse

Mads Geertsen er i en periode blevet udsat for chikane bestående af trusler og hetz mod ham på sociale medier

Manden bag DR-figuren Onkel Reje, Mads Geertsen, har sygemeldt sig og aflyst en række optrædener rundt om i landet.

Det skriver Berlingske.

Mads Geertsen er den seneste tid blevet udsat for en hetz på sociale medier i en sådan grad, at der ifølge DR er tale om chikane og trusler, som nu er blevet politianmeldt.

”Mads og hans karakter Onkel Reje bliver lige nu udsat for et angreb, som vi tager skarpt afstand fra. Det består af forvrøvlede og grundløse beskyldninger, men også af grove trusler og chikane. Det vil de fleste blive påvirket af, og det gælder også for Mads. Derfor har han valgt at sygemelde sig og aflyse en række forestillinger,” siger Morten Skov, der er B&U-chef i DR, til Berlingske.

Koordineret angreb

Onkel Reje er en piberygende karakter, der springer ud af DR’s Ramasjang-univers. Den langskæggede mand med piben har flere gange været genstand for kras kritik. Det kammede for eksempel over for nogle seere tilbage i 2019, at Onkel Reje drak whisky, og han blev anklaget for at opfordre små børn til at tilbede satan.

B&U-chefen ønsker ikke at gå i detaljer om, hvad chikanen udspringer af, og hvad truslerne går på. Han fortæller dog til Berlingske, at både enkeltpersoner og grupper står bag det, han kalder et ”koordineret angreb”, og at Mads Geertsen blandt andet bliver truet på sit velbefindende.

Der har de senere år været stigende fokus på digital chikane af medarbejdere i mediebranchen, og både DR og TV 2 har siden 2020 indført retningslinjer for at håndtere chikane mod deres medarbejdere.

DR har derudover haft en såkaldt chikaneofficer ansat, der skulle løfte DR’s håndtering af den type sager.

Uset niveau

På P3 har medarbejdere tidligere fortalt til Journalisten, hvordan de bliver ramt af chikane på sociale medier. Chikane, der består i blandt andet voldtægtstrusler, stalkere og had rettet mod værter.

”Dem, der lukker mest lort ud, er de voksne,” fortalte Søren Bygbjerg, der på det tidspunkt var chef for P3:

”Det er, som om de ikke forstår, at der er forskel på at sidde derhjemme i hjørnesofaen og sige noget groft, som andre ikke hører, og så at sige det direkte til det menneske, det handler om. Det er en generationsting, hvor de voksne kunne lære meget af deres børn.”

Selv om DR efterhånden er vant til den type sager, og der med mellemrum bliver politianmeldt chikane og trusler mod de ansatte, er det anderledes i tilfældet med Mads Geertsen, siger hans chef.

”Vi er vant til at få kritik og klager. Men det her har en anden karakter. Det er grove trusler, chikane og koordineret hetz. Vi har ikke prøvet noget, der har været på niveau med det her,” siger Morten Skov til Berlingske.

0 Kommentarer