
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Har chefredaktør Tom Jensen på et medarbejdermøde mandag i forbindelse med Berlingske Medias spareplan sagt, at man vil erstatte journalistisk arbejde med robotter?
Det har der hele ugen været delte meninger om på Pilestræde, efter at det i mandags blev meldt ud, at Berlingske Media skal spare, og at der derfor skal nedlægges stillinger på både Berlingske og B.T..
På den ene side har en enig medarbejderstand holdt fast i, at det var ord, der kom ud af Tom Jensens mund, mens Tom Jensen på den anden side på det kraftigste afviste medarbejdernes udlægning og kaldte Journalistens artikel en ”falsk nyhed” på sociale medier.
Men nu, efter at Berlingskes medarbejdere igen er mødt ind på arbejde efter to døgns arbejdsnedlæggelse, har Tom Jensen fået en anden opfattelse.
Det fortæller han til Journalisten.
”Efter at jeg fik mulighed for at mødes med medarbejderne i går, kan jeg forstå på dem, at det er den helt brede opfattelse, at det er kommet sådan ud på mødet i mandags.”
”Jeg troede ikke, jeg havde sagt det, fordi det aldrig har været planen at erstatte journalistisk arbejde med robotter, men jeg kan ikke sidde overhørig, at der er 100 mennesker, der har hørt mig sige noget i den retning. Så det må jeg bare beklage,” siger Tom Jensen.
Ingen planer om robotter
Tom Jensens udmelding på medarbejdermødet mandag kom i kølvandet på nyheden om en omfattende sparerunde på 17 millioner kroner i Berlingske Media.
Her vil ledelsen skære medarbejderstaben med 16 medarbejdere på Berlingske. Det fik medarbejderne til at nedlægge arbejdet frem til onsdag morgen, blandt andet på grund af udmeldingen om kunstig intelligens.
”Vi har en principiel bekymring for, at I vil skifte journalistisk arbejde ud med en teknologi, der stadig er usikker. Her tænker vi på jeres udmelding om, at I vil erstatte menneskelig indholdsredigering med kunstig intelligens,” lød det i et brev fra medarbejderne.
Over for Journalisten vil Tom Jensen gerne slå fast, at man på Berlingske ikke har planer om at erstatte journalistisk arbejde med robotter.
”Det kommer ikke til at ske. Det, vi i første omgang kommer til at gøre, er at indfase nogle korrekturlæsere af kød og blod, der skal korrekturlæse vores indhold.”
Så I ansætter nogle korrekturlæsere midt i en sparerunde?
”Vi kommer til at ansætte korrekturlæsere efter det her, ja.”
Tom Jensen vil ikke gøre sig til dommer over, om hans udtalelse har været med til at skabe et tillidsbrud mellem medarbejderne og ledelsen, men han forstår fuldt ud, at stemningen lige nu er trykket.
”Vi er mennesker, og vi begår alle fejl. Når man gør det, så må man beklage. Og det er fuldt forståeligt, at stemningen lige nu er trykket. Vi har gang i en svær og hård sparerunde, så det er fuldt forståeligt, at folk er bekymrede,” siger han.
Tillidsmand: Godt han vedkender at have udtrykt sig forkert
Ivar Carstensen, der er tillidsrepræsentant hos Berlingske, er glad for, at Tom Jensen nu trækker sin udtalelse tilbage.
”Det er vi glade for som journalister, fordi vi alle sammen har opfattet det på en anden måde. Så det er kun godt, at han vedkender, at han har udtrykt sig forkert. Vi er også glade for, at der ikke er robotter på vej. Hvad det så ender med, det må vi se på, når det kommer,” siger han.
Har udmeldingen mandag fra Tom Jensen været med til at øge tillidsbruddet mellem ledelsen og medarbejdere?
”Det er svært at sige. Udtalelsen var i hvert fald med til at gøre folk sure, det er helt sikkert. Til gengæld er det kun godt, at han tager det på sig, at han udtrykte sig forkert.”
”Det er svære tider med en fyringsrunde, som vi står i. Det har været med til at gøre klimaet dårligere, men nu trækker han i land, og det er med til at gøre det bedre,” siger Ivar Carstensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.