
Foto: Mathias Svold / Ritzau Scanpix
Berlingske Media skal spare 17 millioner kroner som følge af svigtende annoncesalg.
Det vil også ramme på medarbejdersiden hos Berlingske og B.T., men mediehuset ønsker for nuværende ikke at oplyse, hvor mange medarbejdere der skal opsiges, da besparelsen skal forhandles med tillidsfolkene.
Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.
Ifølge Journalistens oplysninger er der dog tale om 16 stillinger på Berlingske.
”Siden omkring nytår har vi kunnet se et lavere salg af især digitale annoncer, end vi havde regnet med i indeværende år,” siger Anders Krab-Johansen til Journalisten.
Her fortæller han også, at koncernen har sagt farvel til to direktører, og at man i den kommende tid vil forhandle med B.T. og Berlingskes tillidsfolk om rammerne for opsigelserne.
Rammer B.T. og Berlingske
Besparelserne gennemføres i de fleste dele af mediehuset og omfatter både direktører, ledere og medarbejdere. Redaktionelt er det dog kun Berlingske og B.T., der skal reducere på medarbejdersiden.
Weekendavisen havde dog allerede i begyndelsen af året en sparerunde, hvor nogle stillinger blev nedlagt.
Berlingske sendte sidst i marts en pressemeddelelse ud, hvoraf det fremgik, at mediehuset kom skånsomt igennem krisen på grund af en digital omstilling i huset.
Den digitale omstilling har blandt andet betydet, at B.T. fra nytår gik over til at være et udelukkende digitalt produkt. Over for Journalisten afviser Anders Krab-Johansen dog, at der vil blive skåret ned på papirudgivelserne hos Berlingske og Weekendavisen.
Seneste sparerunde med opsigelser var i 2020, hvor der blev fyret 12 medarbejdere i Berlingske Media som følge af coronakrisen. Her valgte otte medarbejdere også at tage imod en frivillig fratrædelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.