
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I et udspil fra ledelsen på Berlingske er der lagt op til, at 16 journalistiske medarbejdere skal skæres væk.
Det erfarer Journalisten.
Nedskæringerne er et produkt af udmeldingen fra Berlingske Media-topchef Anders Krab-Johansen tidligere på dagen, hvor han gjorde det klart, at mediekoncernen skal spare 17 millioner kroner.
”Voldsomt”
Tillidsrepræsentant Ivar Carstensen fra Berlingske vil ikke kommentere antallet af medarbejdere, men vil gerne generelt sige, at dagens nyhed rammer hårdt i Pilestræde:
”Det er voldsomt. Vi oplever det alle sammen som voldsomt og som mere end forventet, selv om alle vidste, at der manglede penge, og at annonceindtægterne og økonomien ikke levede op til budgettet,” siger han.
Samtidig kan han fortælle, at tillidsfolkene er blevet præsenteret for et udspil, hvor der i hans optik er lagt op til at skære i nogle medarbejdergrupper, hvor der er mange ældre medarbejdere.
”Og det synes vi selvfølgelig er problematisk, for det er jo folk, der har svært ved at finde et andet job, og der mener vi nok, at ledelsen kunne have gjort mere for at opkvalificere dem,” siger han.
I den kommende tid vil der være forhandlinger med ledelsen samt mulighed for at søge om frivillig fratrædelse. Her håber Ivar Carstensen, at man får held med at forhandle antallet ned.
Rammer B.T. og Berlingske
Ifølge Journalistens oplysninger er der tilmed blevet præsenteret en længere række organisatoriske omlægninger af Berlingske.
Dagens udmelding fra Berlingske Media lægger op til en sparerunde, hvor der skal skæres redaktionelle stillinger på Berlingske og B.T. Dermed er der altså ikke lagt op til fyringsrunder på Weekendavisen og Euroinvestor.
Dertil kunne Anders Krab-Johansen tidligere fortælle til Journalisten, at man har afskediget to direktører i huset.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.