Meningsmålinger

Strid om ophavsret kan føre til støj i politisk journalistik

Michael Bang Petersen, professor i politisk psykologi, mener, at lukningen af politologi.dk har betydet en dårligere debat omkring meningsmålinger. Analyseinstituttet Megafon er uenig i analysen

Det er nu et år siden, at analyseinstituttet Megafon rettede en juridisk klage mod Erik Gahner, der står bag hjemmesiden politologi.dk.

En henvendelse, som fik Erik Gahner til at lukke den side, der i årevis havde samlet forskellige analyseinstitutters meningsmålinger og bragt et såkaldt vægtet gennemsnit af dem. En service, der ifølge Erik Gahner selv gav mulighed for at vurdere kvaliteten af meningsmålingerne.

Megafon mente derimod, at der var tale om brud på ophavsretten, når deres data blev offentliggjort på politologi.dk.

Jyllands-Posten fik dengang også en henvendelse fra analyseinstituttet, og avisen har siden da ikke bragt gennemsnit af analyseinstitutternes målinger. Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, kritiserede dengang Megafon for deres henvendelse til Erik Gahner. Hun kaldte det en ”skam for demokratiet”.

Her et år senere mener professor i politisk psykologi ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, at lukningen af politologi.dk er et problem for mediernes dækning af partiernes styrkeforhold.

”Det kan have betydet, at medierne i større grad har kunnet vinkle deres historier på enkelte, støjfyldte målinger, som ikke nødvendigvis er dækkende for den faktiske udvikling i partiernes popularitet,” siger Michael Bang Petersen.

Sikre valid viden

Udfordringen er ifølge professoren, at medierne har en interesse i at vinkle skarpt på de resultater, som det enkelte analyseinstitut kommer med.

”Meget af den journalistik, der er omkring meningsmålinger, er fokuseret på et enkelt analyseinstituts målinger, fordi det er de målinger, som medierne har købt og betalt for. Medierne forsøger selvfølgelig at få så meget ud af dem som muligt, og de kan derfor have en tendens til at overfortolke små ændringer,” siger Michael Bang Petersen.

Derfor er det vægtede gennemsnit ifølge ham et vigtigt værktøj, fordi de forskellige analyseinstitutters meningsmålinger ofte peger i øst og vest.

”Det gør dels, at man kan få reduceret den tilfældige støj, der er i meningsmålingerne samlet set, men også at man kan vurdere kvaliteten af hvert enkelt meningsmålingsinstitut,” siger Michael Bang Petersen, der mener, at sammenligningen af de forskellige analyseinstitutter bidrog til en mere kritisk dækning af meningsmålingerne.

”Det er en meget konkret måde, hvorpå man kan sikre, at den viden, som både politiske analytikere og den almindelige borger har til rådighed, er så valid som mulig,” siger Michael Bang Petersen.

”Fraværet af et vægtet gennemsnit kan gøre, at meningsmålingerne samlet set fremstår mere usikre, end de egentlig er. Og det kan have betydning for borgernes tillid til meningsmålinger som journalistisk værktøj,” tilføjer han.

Påvirke befolkningens holdninger

Michael Bang Petersen peger videre på forskning, der viser, at meningsmålinger kan påvirke befolkningens holdninger. Han refererer til et dansk forskningsprojekt, som viste, at positive meningsmålinger kunne give fremgang for partierne, mens dårlige målinger havde evnen til at sende partierne tilbage.

”De her målinger har effekter på befolkningens holdninger, og hvor den vil sætte kryds. Derfor er det helt afgørende, at informationer om partiernes styrkeforhold er så korrekte som muligt,” siger han.

Derfor er det ifølge Michael Bang Petersen problematisk, at valgforskere ikke længere kan sammenligne de forskellige analyseinstitutters målinger, herunder Megafons.

”Vi står i en dårligere situation, og vi vil få en dårligere politisk debat omkring partierne, når vi kigger ind i Europa-Parlamentsvalget og andre valg i fremtiden,” siger Michael Bang Petersen, som dog understreger, at han ikke forholder sig til det juridiske.

”Jeg siger bare, at den service, som politologi.dk har leveret, er ret afgørende. Den sætter os både i stand til at finde ud af, hvor vælgerhavet er, og om der er nogen meningsmålingsinstitutter, der ser ud til at have en dårligere kvalitet,” siger Michael Bang Petersen.

Megafon afviser kritik

Administrerende direktør for Megafon Asger H. Nielsen mener ikke, at et vægtet gennemsnit er et brugbart værktøj til at gå kritisk til meningsmålinger.

”Meningsmålingsfirmaer måler meget forskelligt, og derfor kan man ikke meningsfyldt sætte forskellige målinger ind i et samlet gennemsnit,” skriver han i et skriftligt svar til Journalisten.

Asger H. Nielsen skriver videre, at meningsmålingsinstitutter foretager målinger på forskellige tidspunkter, hvorfor der ifølge ham kan være udsving i resultaterne. Han afviser, at et gennemsnit er den eneste måde at dække målingerne kritisk:

”Det betyder ikke, at man ikke kan forholde sig kritisk til målinger og til de institutter, der laver dem,” skriver Asger H. Nielsen.

”Alle medier kan med tydelig kildehenvisning frit gengive og kommentere den seneste Megafon-måling. Men vi ønsker ikke, at andre uden betaling kan anvende vores talmateriale til at lave deres eget gennemsnitsprodukt,” oplyser Asger H. Nielsen.

Journalisten ville gerne have talt med Erik Gahner omkring lukningen af politologi.dk. Han oplyser til Journalisten, at han ikke ønsker at stille op til interview.

0 Kommentarer