Meningsmålinger

Megafons trussel rammer Jyllands-Posten: ”Det er en skam for demokratiet”

Analyseinstituttet, der sælger meningsmålinger til Politiken og TV 2, har krævet eftervederlag for at have bragt vægtede gennemsnit af målinger

Det er ikke kun Erik Gahner, der står bag hjemmesiden politologi.dk, som har fået tilsendt en juridisk trussel fra analyseinstituttet Megafon for at bringe et overblik over meningsmålinger og det vægtede gennemsnit af dem.

Det samme har Jyllands-Posten, der under valgkampen har fået stillet data fra politologi.dk til rådighed af Erik Gahner.

Jyllands-Posten har under den netop overståede valgkamp valgt ikke at få lavet nogen meningsmålinger selv. I stedet har avisen bragt de vægtede gennemsnit, som Erik Gahner laver.

”Det har vi været glade for, fordi vi ikke har brugt de enkelte målinger, men i stedet brugt dem samlet i en mere nuanceret og kritisk fremstilling med det vægtede snit.”

”Vi ved jo af erfaring, at meningsmålinger betyder meget under en valgkamp, og der er mange vælgere, der måske navigerer efter dem. Derfor har vi set det som en demokratisk service, når vi også er gået kritisk til dem,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hjemmeside lukket

Men den slags brug af data vil Megafon altså ikke finde sig i.

”Kort før valget henvendte Megafon sig til os med en juridisk trussel om, at vi krænker deres ophavsret, fordi vi har formidlet dem,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Og i går offentliggjorde Erik Gahner, at politologi.dk lukker og slukker, efter at han har modtaget et krav om at betale eftervederlag til Megafon.

”Konkret venter jeg afklaring på, om jeg skal betale en millionerstatning til Megafon på baggrund af mit arbejde med Politologi.dk,” skriver Erik Gahner, der har en ph.d i statskundskab fra Syddansk Universitet, og som står bag hjemmesiden.

Men efter den juridiske trussel har Jyllands-Posten også set sig nødsaget til at trække de vægtede gennemsnit tilbage midlertidigt, fordi Megafons data, der er udarbejdet for TV 2 og Politiken, indgår.

”Det er vi rigtig ærgerlige over, fordi det jo er tal, der er offentligt tilgængelige hos Politiken og TV 2, og det har været tydeligt angivet, hvor de kommer fra,” siger chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen.

”Vi synes af demokratiske årsager, at det er en skam, at Megafon nu fremadrettet nægter os at bruge de vægtede gennemsnit. Det er også noget, som Erik Gahner har lavet i årevis, så det her kommer bag på os,” tilføjer hun.

Uenige i Megafons vurdering

Når I ikke selv har betalt for at få udført meningsmålinger under valgkampen, kan du så ikke godt forstå, hvis Megafon synes, at det er træls, at I bruger deres meningsmålinger, som andre medier har betalt for?

”Jeg har ikke hørt fra Politiken og TV 2, at det skulle være træls, og vi citerer TV 2, så man ved, hvor tallene kommer fra. De sender dem jo også ud til brug i Ritzau-telegrammer, så det er nyheder, medierne også gerne vil have ud. Og jeg kan ikke se, hvordan Megafon lider nogen tab på det.”

”Vi har ikke taget deres målinger og lagt dem om bag lås og slå. Det indgår bare som et datapunkt i det vægtede snit, som fremstiller målingerne i et meget mere kritisk og nuanceret lys,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Megafon har stillet krav til Erik Gahner og Jyllands-Posten om at betale et eftervederlag for at have viderebragt data. I den forbindelse har Megafon henvist til ophavsretslovens § 71. De er blevet mindet om, at det efter § 76 i samme lov kan straffes med bøde, mens erstatningskravet er rejst efter lovens § 83.

”Vi er ikke enige i den juridiske vurdering, Megafon kommer med,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Eksperter boykotter TV 2 og Politiken

Politologi.dk blev lukket i går, og Megafons opførsel har vakt oprør i de kredse af eksperter, der beskæftiger sig med politik og meningsmålinger.

Asmus Leth Olsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, og Martin Vinæs Larsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, der blandt andet har optrådt i TV 2 News under valgkampen, har begge valgt at lægge TV 2 og Politiken på is, så længe de betaler Megafon for meningsmålinger.

Det har Politikens chefredaktør Amalie Kestler forståelse for, skriver hun på Twitter.

”Besynderlig fremfærd fra Megafons side. Jeg forstår godt, at forskerne reagerer. Vi var ikke orienteret på forhånd og afventer, at Megafon forklarer sig,” skriver hun.

Andre institutter undrer sig

Også hos andre af landets analyseinstitutter, der laver meningsmålinger for danske medier, undrer man sig over Megafons adfærd.

”Epinions målingers redaktionelle skæbne bestemmes suverænt af DR Nyheder. Fordi de betaler gildet og er pissedygtige journalister. Men når målinger er ude, er de ude. Så er de for alle. Også Erik Gahner, der bruger sin fritid på at samle dem i overskuelige formater,” skriver Thorkil Klint, der er chef for meningsmålinger hos Epinion, på Twitter.

Han uddyber samtidig, at Epinion vil bruge tiden efter valget på at gøre deres målinger, baggrundsinformation og oprindelse mere transparente og tilgængelige.

”Fordi transparens og folk som Erik Gahner holder os skarpe og befolkningen oplyst. Al støtte herfra til politologi.dk,” skriver han.

Lignende opbakning kommer fra Anna Midtgaard Christensen, analysedirektør hos Voxmeter. Hun kalder det ”simpelthen grotesk”, at Erik Gahner har været nødt til at lukke hjemmesiden på ubestemt tid.

”Erik Gahner bidrager med ekstremt værdifuldt arbejde i forhold til formidling og faglige vurderinger af meningsmålinger. Megafon burde være taknemmelig for, at der er eksperter, der tager målingerne under kritisk og kærlig behandling,” skriver hun.

Journalisten forsøger at få en kommentar fra Megafon.

0 Kommentarer