
Louise Pettersson forklarede tidligere i dag, at Sjællandske Medier i højere grad skal fokusere kræfterne digitalt. Foto: Thomas Olsen/Sjællandske Medier
”Vi finder det stærkt kritisabelt, at ledelsen stadig ikke har præsenteret medarbejderne for en konkret strategi, hverken for vores fremtidige arbejde eller for, hvordan vi kan undgå flere fyringer i fremtiden.”
Sådan lyder det i en udtalelse sendt fra de redaktionelle medarbejdere på Sjællandske Medier til ledelsen i huset, efter at der i dag er blevet præsenteret en såkaldt tilpasningsplan, der betyder, at op mod 30 redaktionelle stillinger skal nedlægges.
I den forbindelse har ansvarshavende chefredaktør på Sjællandske Medier Louise Pettersson forklaret, at redaktionerne fremover skal have langt større fokus på journalistisk indhold og mindre på avisen.
Hun har i samme omgang gjort det klart, at hun på ingen måde kan give garantier om, hvordan fremtiden ser ud i forhold til økonomi og nye tilpasninger. Tværtimod nærmest.
”Det at tilpasse sin medievirksomhed er new normal. Som virkeligheden er nu, er det svært at udstede løfter om, at det her er den sidste runde. Det er klart, at medarbejderne også stiller det spørgsmål. Om det her er nok. Om noget er nok, vil der altid være delte meninger om. Det vigtige er, at man gør det, man synes er rigtigt i situationen. Og at man handler i tide,” sagde hun tidligere i dag til Journalisten.
Kan hyre andre ind
Dagens besked har været ekstra hård at sluge på Sjællandske Medier, da det er den tredje spare- eller fyrerunde på bare ét år.
”Vi står midt i den tredje fyringsrunde på et år. Vi vil på det kraftigste opfordre ledelsen til at gøre deres ypperste for, at vi ikke skal stå her igen,” står der i udtalelsen fra medarbejderne, der fortsætter:
”Det giver frustrationer, utryghed og bekymringer, at tilpasningerne bliver ved med at komme drypvis og lader til at slå vilkårligt ned ude på redaktionerne.”
Her er hele udtalelsen fra medarbejderne
Vi står midt i den tredje fyringsrunde på et år. Vi vil på det kraftigste opfordre ledelsen til at gøre deres ypperste for, at vi ikke skal stå her igen.
Det giver frustrationer, utryghed og bekymringer, at tilpasningerne bliver ved med at komme drypvis og lader til at slå vilkårligt ned ude på redaktionerne.
1. september 2022 blev der skåret 11 redaktionelle stillinger og fire grafikerstillinger.
27. april i år blev der skåret 18 redaktionelle stillinger.
Nu står vi med et oplæg om at nedlægge 30 redaktionelle stillinger.
Der skal ikke være tvivl om, at vi medarbejdere i Sjællandske Medier deler ledelsens bekymringer om et marked, der er både uforudsigeligt og markant udfordret. På et godt stykke af vejen forstår vi derfor nødvendigheden af tilpasninger.
Vi redaktionelle medarbejdere har på kort tid tilpasset os og været meget omstillingsparate. Vi har blandt andet navigeret i en kaotisk implementering af en ny, dyr hjemmeside, et nyt, dyrt system at arbejde i, et nyt, dyrt layout med tilhørende nye arbejdsgange, og nu skal vi igen i nyt gear med en ny og sikkert også dyr digital omstilling.
Alligevel har ledelsen, trods løfter om plads til investering og personlig udvikling, tilsyneladende ikke tillid til og tro på deres egne medarbejderes evner til at løfte opgaver, som der nu i stedet bliver ansat folk udefra til at løse. Vi finder det dybt kritisabelt, at det endnu en gang er redaktionelle medarbejdere, der betaler prisen for ledelsens dyre beslutninger.
Det har tæret på kræfterne og trivslen, at vi langt hen ad vejen har skullet lægge asfalten, mens vi kørte på den. Samtidig synes der ikke at være glimt af lys for enden af tunnelen.
Vi finder det stærkt kritisabelt, at ledelsen stadig ikke har præsenteret medarbejderne for en konkret strategi, hverken for vores fremtidige arbejde eller for, hvordan vi kan undgå flere fyringer i fremtiden.
Vi opfordrer ledelsen til at være konkret i forhold til, hvilke opgaver der ikke skal løses, når der er færre redaktionelle medarbejdere i Sjællandske Medier.
Vi opfordrer ledelsen til også at kigge i egne rækker og resten af koncernen, når tilpasninger skal effektueres, samt tager hul på nogle af de spareforslag, som vi medarbejdere allerede har bidraget med. Både nu og i fremtiden.
Vi opfordrer ledelsen til at efterleve de ønsker om frivillige fratrædelser, der måtte komme.
Louise Pettersson har forklaret, at de nye tilpasninger kommer som følge af et annoncemarked, der særligt på print bare har fortsat sin nedtur.
Et stykke af vejen forstår medarbejderne da også godt, at det er nødvendigt at justere og spare. Det falder dem dog for brystet, at ledelsen samtidig med at præsentere idéen om at nedlægge 30 stillinger har sagt, at man kan blive nødt til at hente nye kræfter ind med andre kompetencer.
”Trods løfter om plads til investering og personlig udvikling, tilsyneladende ikke tillid til og tro på deres egne medarbejderes evner til at løfte opgaver, som der nu i stedet bliver ansat folk udefra til at løse.”
”Vi finder det dybt kritisabelt, at det endnu en gang er redaktionelle medarbejdere, der betaler prisen for ledelsens dyre beslutninger,” skriver medarbejderne.
Efterlyser klar plan
Louise Pettersson forklarede tidligere i dag, at Sjællandske Medier i højere grad skal fokusere kræfterne digitalt. Det betyder blandt andet, at det kan blive nødvendigt at ansætte folk med kompetencer inden for lyd og video.
Men medarbejderne efterlyser en mere tydelig plan.
”Vi opfordrer ledelsen til at være konkret i forhold til, hvilke opgaver der ikke skal løses, når der er færre redaktionelle medarbejdere i Sjællandske Medier,” skriver de.
”Vi opfordrer ledelsen til også at kigge i egne rækker og resten af koncernen, når tilpasninger skal effektueres, samt tager hul på nogle af de spareforslag, som vi medarbejdere allerede har bidraget med. Både nu og i fremtiden.”
Sjællandske Medier meddelte tidligere på eftermiddagen, at Palle Høj, chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis, fratræder sin stilling. Derudover vil man heller ikke genbesætte den stilling i chefredaktionen, der blev tom, da Søren Johannesen for nylig forlod koncernen. Det sker for at slanke chefredaktionen.
”Vi har lige nu behov for at tilpasse vores organisation og omkostninger i en situation med udfordret økonomi. Samtidig har vi en uændret stor ambition om at styrke vores lokale journalistik og lykkes endnu bedre digitalt,” sagde ansvarshavende chefredaktør i Sjællandske Medier Louise Pettersson i pressemeddelelsen.
”Derfor arbejder vi med en ny ledelsesstruktur, hvor vi har større fokus på den lokale redaktionelle ledelse og vores evne til at bruge kræfterne bedre på tværs af vores mange redaktioner,” sluttede hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.