Sparerunde

Sjællandske fyrer 10 i tredje sparerunde på ét år

I alt skal de ansatte på Sjællandske Medier vinke farvel til 19 redaktionelle kolleger som resultat af den seneste sparerunde

Her til morgen har der været prikkerunde på Sjællandske Medier, som dermed har gennemført den tredje sparerunde i mediehuset på bare ét år.

I alt fik 10 ansatte besked om, at Sjællandske Medier ønsker at afskedige dem. Det bekræfter ledelsen over for Journalisten.

Samlet skal mediehuset dog vinke farvel til langt flere end de 10.

Ni ansatte har søgt og fået en frivillig fratrædelse, og dermed er der i alt 19, som stopper i mediehuset som følge af sparerunden.

Tillidsrepræsentant Kasper Ellesøe ønsker ikke at sætte yderligere ord på i dag.

”Nu koncentrerer vi os om vores kolleger,” siger han til Journalisten.

Tre flyttes fra lokalredaktion

Ud over de 19, som altså forlader Sjællandske Medier, er der desuden syv stillinger, som pt. er ledige eller vikardækkede, og som ikke bliver genbesat.

Ifølge Journalistens oplysninger vil de stillinger, der er besat af vikarer, blive nedlagt, når vikarens ansættelse udløber.

Desuden nedlægges tre stillinger på tre forskellige lokalredaktioner, hvor medarbejderne har fået tilbudt andre stillinger i Sjællandske Medier.

Oprindeligt var der fra ledelsens side lagt op til, at 23-24 redaktionelle stillinger på den ene eller den anden måde skulle opsiges, og at i alt 30 stillinger ville blive nedlagt.

Utryghed og bekymring

Det er tredje gang på bare ét år, at de ansatte på Sjællandske Medier har været igennem en fyringsrunde. I september sidste år stoppede 11 redaktionelle medarbejdere, og så sent som i april i år blev yderligere 18 stillinger nedlagt på redaktionerne.

Ifølge chefredaktør Louise Petterson skyldes de nye besparelser, at annoncemarkedets nedtur bare er fortsat uden udsigt til bedring.

Og medarbejderne kan ikke få svar på, hvornår det stopper. For ledelsen har gjort det klart, at der ikke kan udstedes garantier for fremtiden.

”Det at tilpasse sin medievirksomhed er new normal. Som virkeligheden er nu, er det svært at udstede løfter om, at det her er den sidste runde,” har Louise Pettersson tidligere udtalt til Journalisten.

Udtalelsen fik dengang hårdt kritik fra medarbejderne, som i en fælles udtalelse var stærkt kritiske over for, at ledelsen ikke præsenterede en plan for at undgå flere fyringer.

”Vi står midt i den tredje fyringsrunde på et år. Vi vil på det kraftigste opfordre ledelsen til at gøre deres ypperste for, at vi ikke skal stå her igen,” lød det i udtalelsen fra medarbejderne, der fortsatte:

”Det giver frustrationer, utryghed og bekymringer, at tilpasningerne bliver ved med at komme drypvis og lader til at slå vilkårligt ned ude på redaktionerne.”

 

Rettet kl. 13.29: Det er rettet, at de tre lokale stillingsnedlæggelser er på tre forskellige redaktioner og ikke samme redaktion.  

0 Kommentarer