Hitler, som vasker hænder i blod efter nazi-mordet på Østrigs diktator Engelbert Dollfuß i 1934. En brutal tegning af en myrdet socialdemokrat, der udstiller den censur, nazisterne indførte efter magtoverdragelsen i 1933, og som forbød landets medier at skrive om politiske drab.

Bladtegner Hans Bendix skildrede skånselsløst fascistisk terror og dansk medløberi, mens mørket trak sammen over 30’ernes Europa. Og han var ikke den eneste tegner, der råt stødte hovedet i maven på den fremstormende fascisme. Men han var blandt de bedste. Og mest insisterende.

Hans streger står i dag som klassikere, der vidner om en guldalder inden for dansk bladtegning – og om en generation af tegnere med et mod og en mission, der trækker en linje gennem historien fra mellemkrigstidens farlige, politiske satire til tegnernes kamp for ytringsfrihed på Charlie Hebdo i dag.

Det mener i hvert fald Claus Seidel, tidligere formand for Danske Bladtegnere og Hans Bendix’ kollega og ven indtil tegnerens død i 1984.

»Tegnerne gik imod et enormt pres om selvcensur, og Hans Bendix brugte samme begrundelse, som vi hører fra Paris nu: Han følte, det var hans pligt som kunstner, journalist og bladtegner. Han var nødt til at forfægte den sandhed, at alvorlige kræfter var i fuldt sving i Europa. Og han lukkede ikke kæften, før nazisterne stod på hans dørtrin,« siger Claus Seidel.

Fra Tegning af Tiden i 1935. Teksten lyder: Dolfuss in memoriam. Den moderne Pilatus.

Intet skulle foregå, der kunne provokere tysken

Truslen, mellemkrigstidens tegnere fremturede mod, var dog af en anden dimension, end islamistisk terrorisme udgør i dag. 

Da Hitler fik magten i Tyskland, var de danske politikere øjeblikkeligt på vagt over for faren fra syd. Tyskland lå lige dér ved landets fod, men småstaten Danmark stod alene. Det var kun 13 år siden, den dansk-tyske grænse var rykket fra Kongeåen til Flensborg. Ville Hitler kræve en grænserevision? Var hele landets eksistens som suveræn stat på spil?

Statsminister Stauning havde sonderet landkortet for allierede, men fandt ingen. Hverken Norge, Sverige eller London ville love deres støtte. Strategien blev at ligge død: Intet skulle foregå, der kunne provokere tysken. 

Allerede otte dage efter at Hitler fik magten, indkaldte udenrigsminister Peter Munch chefredaktørerne på de landsdækkende dagblade til møde. Her indskærpede han alvoren ved den nye orden mod syd. Han pålagde aviserne, at de måtte være påpasselige i tekst og illustrationer, faktisk skulle de helt lade være med at tegne udenlandske statsledere. 

Dagen efter mødet udkom Social-Demokraten med Hans Bendix’ ikoniske tegning af en nedplaffet, tysk socialdemokrat. Ekstra Bladet, Berlingske og Nationaltidende var andre aviser, der gjorde, hvad de kunne for at blæse på det politiske diktat om selvcensur.

»De tegnede bredt og på bagrund af de aktuelle begivenheder. Men det var magtvældet, de karikerede, tegningernes essens var fascismens uhæmmede fremmarch mod al demokrati,« siger Claus Seidel. 

Hans Bendix fotograferet af Haines Richard.

Tidsskriftet Aandehullet

I efteråret 1933 udkom Aandehullet for første gang. Eva Bendix, Hans Bendix’ datter, var altid med til møderne i sin fars atelier. Her samledes spydspidsen af tidens kulturradikale fra P.H. til Otto Gelsted og skabte et tidsskrift, hvis livsnerve var antifascismen.

»De talte om jødernes forhold i Tyskland, og de kritiserede den forsigtige danske politik. De brændte for Aandehullet, de havde virkelig noget at sige,« husker Eva Bendix om redaktionens møder.  

Tidsskriftet kom kun tre gange. For Hans Bendix’ hjertebarn blev også banemand for hans største provokationer. 

Eva Bendix husker endnu sin mor, som hun »tudede i køkkenet« og »tørrede øjne i forklædet« den dag, Hans Bendix stod ret i Statsministeriet. Stauning havde indkaldt og gav nu sin gode bekendte et ultimatum.

»Vi må bevare neutraliteten over hele linjen. Du kan ikke køre dit eget politiske løb, Bendix. Enten fortsætter du med at udgive Aandehullet og holder op som fastansat tegner på Social-Demokraten. Eller også holder du op med at udgive Aandehullet,« refererer Eva Bendix fra samtalen i sin erindringsbog ’Man siger tak’.

»Min far var ung, 35 år, han havde tre børn. Han valgte det faste job,« konstaterer hun i dag.

Tegning fra Kulturkampen i 1936. Teksten lyder: Af Mussolinis sejrstale: – ”Kulturen med den romerske ørn har sejret over barbariet …” 

Brændte alle tegninger

Hans Bendix var »skræmt, men lod sig ikke skræmme«, beskriver Claus Seidel.

Nok rørte Social-Demokraten ikke længere ved den antifascistiske satire, og i det hele taget rettede dagspressen efter 1935 ind efter situationens alvor og »den kollektive angst«, beskriver han.

Men tidsskriftet Kulturkampen tog over efter Aandehullet og trykte Hans Bendix’ satire. Alligevel mistede tegningerne efterhånden bid. Aandehullet udkom en sidste gang i et anonymt eksemplar i 1938. Året efter var selv Blæksprutten, der ellers længe fastholdt en udvandet satire, helt uden kritiske tegninger. 

Det betød ikke, at tegnerne var uden for fare. I 1940 måtte Hans Bendix igen, denne gang på dødsensfarlig vis, stå til ansvar for sine provokationer.

Den 9. april blev Danmark besat, og i maj åbnede Eva Bendix hoveddøren en morgen før skoletid og fandt en sortklædt nazist og endnu en tysk soldat på familiens dørtrin. Den dag blev Eva Bendix hjemme fra skole, mens besættelsesmagten gennemrodede huset for de tegninger, der år tilbage havde kanoniseret hendes far som politisk satiriker. 

De fandt ingen. To aftener forinden var Hans og Eva Bendix gået sammen i kælderen:

»Der var så varmt i fyrkælderen, og min far stod der og rakte mig, hvad der føltes som tusind stykker papir med tegninger, og jeg stoppede dem ind i fyret, og vi brændte dem. Alt blev brændt,« fortæller hun.  

Samme år flygtede Hans Bendix med sin kone og Eva Bendix’ to yngre søskende til USA, hvorfra han resten af krigen forsøgte at advokere for fædrelandet, blandt andet ved at lave radio.

Også andre koryfæer indstillede virksomheden. For eksempel lagde tegneren Anton Hansen helt bladtegneriet fra sig og blev malermester. 

Satiren var omsider tvunget under jorden; anonym, sporadisk og illegal. 

Tegning fra Socialdemokraten, 7. februar 1933. Teksten lyder: Tysk pressefrihed. Uddrag fra tysk avis: – En Nazist har haft det Uheld at tabe 6 Kugler i en Socialdemokrat. Forhåbentligt vil Staten godtgøre ham Tabet. – Hitler har forbudt Pressen at skrive om Nazimordene.

Gav slip, da provokationen blev dumdristig

I dag mener Claus Seidel, at mellemkrigstidens tegnere gik til forsvar for danske værdier med et mod, der endnu aldrig er trumfet. På den måde står Hans Bendix og kollegerne som eksempler til efterfølgelse for alverdens bladtegnere og de redaktører og politikere, der skal støtte dem i at fylde deres rolle ud: 

»Hans Bendix forsvarede pressefriheden ved at vedblive at tegne trods utallige forhindringer. Han besad et stort personligt og kunstnerisk mod og løftede det ansvar, han mente, han havde. Af det skal vi lære, at vi som bladtegnere skal blive ved, så længe det er os muligt, hvad enten vi udfordrer en religiøs eller en politisk magt,« mener han.

Eva Bendix medgiver, at hendes far var sjældent vedholdende i sin fremturen mod fascismen. Men modsat Claus Seidel tolker hun historien om Hans Bendix som en fortælling om en mand, der kendte til rettidig omhu. Hans Bendix gav slip, da provokationen blev dumdristig. 

»Min far gik langt i 30’erne, indtil han kunne se, at Danmarks eksistens var i fare. Han lovede Stauning at holde sig i skindet, og det løfte holdt han nogenlunde. Det var ytringsfrihed under ansvar. Omstændighederne kan jo være sådan, at man må rette ind. Ytringsfrihed er ikke en hellig ting, vi skriver under ansvar, og han modererede sig dér,« siger hun.   

Og således består debatten om satirens rolle og berettigelse fra tiden før Anden Verdenskrig og til i dag. For hvad er vigtigst, freden eller princippet? Hvor er balancen, og hvor langt vil vi gå? 

Hans Bendix forlod ikke arenaen uskadt.

I 1945 vendte han hjem fra USA og fortsatte sit virke som bladtegner ved Social-Demokraten og senere Politiken. Men med Nürnberg-processerne i 1946 sluttede krigen også for Hans Bendix.

Følte sig svigtet af sin samtid

Han talte sjældent om begivenhederne i 30’erne og eksilet i USA, siger Claus Seidel og Amalie Foss, Hans Bendix’ barnebarn og forfatter til en bog om dansk bladtegning. 

Eva Bendix mener, at hendes far til det sidste var stolt over sin indsats før krigen. Men Amalie Foss tolker, at togtet mod fascismen og kravet på at tegne gav morfaren sår, der varede livet ud:

»Tegningerne fra den tid er blandt hans bedste, og nogle er stor kunst. De ligger så tæt op ad portrættet og har meget få karikerede elementer. Den nerve skal satiren have. Men jeg tror, han følte sig svigtet af den måde, hans samtid reagerede på. Han fik så lidt anerkendelse for, hvad han gjorde, også efter krigen, hvor alle helst ville glemme det hele. Og han satte jo alt på spil,« siger hun. 

Tegning fra Aandehullet i 1933. Teksten lyder: Propagandaministeren: Høj Statur, blondt haar, blaa øjne, aflang Hovedform, ovalt Ansigt og lille Næse karakteriserer den sunde, den sande, den racerene Arier.