search

Illustration: Maria Tran

i

Prisfest: København løber næsten altid med de største priser i mediebranchen

Provinsen vinder nærmest aldrig Cavling, Årets Pressefoto eller FUJ. Er københavnerne bedre til at prale, eller er der tale om en ulige kamp?

En indspist københavnsk fætter-kusinefest, hvor det altid er de samme, der vinder – og hvor journalister fra provinsen kun er sjældne gæster. Sådan er billedet ofte, når mediebranchen uddeler tre af de største priser: Cavlingprisen, FUJ-prisen og Årets Pressefoto.

Sidst gik Cavlingprisen til Anders Legarth Schmidt fra Politiken for en serie om psykisk syge børn. Den seneste graverpris fra Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) vandt Politikens Jonas Pröschold for sine artikler om Nemlig.com, og Asger Ladefoged fra Berlingske løb med prisen for Årets Pressefoto med et billede fra Hviderusland.
København. København. København.

I Aarhus sidder journalist Kristian Leider Olsen fra produktionsselskabet Dokumentarkompagniet og undrer sig over det mønster. Hvorfor ender priserne så ofte i hovedstaden?

”Jeg har ikke forklaringen på, hvorfor det forholder sig sådan. Men det undrer mig,” siger Kristian Leider Olsen.

Han og to kolleger fra det aarhusianske produktionsselskab Dokumentarkompagniet var blandt de få forslag til årets Cavlingpris, som ikke arbejder i København eller på Jyllands-Posten.

For i det store billede er provinsen sjældent i spil til Cavling. Heller ikke i år.

”Jeg tror, mange journalister betragter det som en københavnerfest. Lukket land,” siger Kristian Leider Olsen.

Og festen er så lukket, at selv når priserne går til Jyllands-Posten med hovedsæde i Aarhus og TV 2 med hovedsæde i Odense, så er det i mange tilfælde ansatte i København, der har lavet historierne, bemærker Kristian Leider Olsen.

”Graverredaktionerne ligger i København, og alle fire nominerede til FUJ’s graverpris sidste gang arbejdede i København,” siger Kristian Leider Olsen.

Ser man på DJ’s medlemsstatistikker, burde der ikke være en så stor geografisk uligevægt. 2.800 medlemmer arbejder med journalistik i provinsen. I København er tallet 3.850 journalister. Med andre ord er omkring 42 procent af journalistmedlemmerne i DJ ansat i provinsen. Det er tæt på fifty/fifty.

Men skyldes uligevægten så, at københavner-medierne har et forspring takket være de store gravergrupper? Er det, fordi journalister og fotografer i hovedstaden er bedre til at prale? Eller viser det, at regionale medier er for dårligt rustet til at gå all in på store undersøgende projekter?

<span class="rodt">Prisfest:</span> København løber næsten altid med de største priser i mediebranchen 3Asbjørn With fra Nordjyske vandt Cavlingprisen i 2012, fordi hans redaktør gav ham tid til at grave. Siden 2012 har en regionalavis ikke vundet prisen. (Th. Kurt Strand, daværende Cavling-formand). –––(Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix).

 

Skeler ikke til postnumre

I hvert fald sker det meget sjældent, at andre end Jyllands-Posten og de landsdækkende medier i København for eksempel hjemtager en Cavlingpris. Historisk er der kun to regionale medier uden for København, der har vundet Cavlingprisen siden 2000. Det var Nordjyske i 2012 og JydskeVestkysten tilbage i 2000.

Men det er ikke, fordi Cavlingkomitéen bevidst fravælger provinsen. Faktisk ”skeler komitéen slet ikke til postnumre”, når der skal findes en vinder, siger formand for Cavlingkomitéen Tine Gøtzsche.

”Vi forholder os slet ikke til geografi, men vi kan se, at der kommer markant flere forslag fra de store medier,” siger hun.

Det er kun de indkomne forslag, der kan komme i betragtning til Cavlingprisen, og komitéen ”går ikke selv ud og fisker”, forklarer Tine Gøtzsche. Faktisk kan alle og enhver foreslå Cavling-kandidater, men mønsteret er, at der kommer meget få forslag fra provinsen.

”Hvis det især er projekter fra København, der bliver foreslået, må man spørge medierne i provinsen, hvorfor de ikke indsender forslag.”

Tine Gøtzsche, formand for Cavlingkomitéen

”Hvis det især er projekter fra København, der bliver foreslået, må man spørge medierne i provinsen, hvorfor de ikke indsender forslag,” siger Tine Gøtzsche.

Det samme mønster ses også tydeligt ved de seneste indstillinger til FUJ-priserne, hvor kun fem ud af 54 indstillinger kom fra lokale medier eller produktionsselskaber i provinsen, siger formand for FUJ Katrine Jo Andersen.

”Set i det lys giver det mening, at de sjældent vinder,” siger Katrine Jo Andersen.

Hun så gerne, at den undersøgende journalistik ikke kun blev prioriteret i København og på Jyllands-Posten.

”Vi kan have blinde vinkler, når vi går ud fra hovedstaden og dækker lokale forhold. Undersøgende journalistik starter jo ofte med en undren, og man kan jo ikke undre sig over ting, hvis man ikke ser dem,” siger Katrine Jo Andersen.


Chefansvar og beskedenhed

Rasmus Just har tidligere været journalist på JydskeVestkystens indlandsredaktion, hvor cheferne gik op i at sende indstillinger afsted til Cavling og FUJ. På andre små og mellemstore medier er de store journalistpriser ikke inde på redaktørernes radar.

”Det er min oplevelse, at chefredaktørerne og lokalredaktørerne ikke i høj nok grad spørger journalisterne, om de har lavet noget, som burde indstilles, og cheferne er måske heller ikke nok opmærksomme på, hvornår der er deadline for indsendelse af projekter,” siger Rasmus Just.

Opfordringen om at indstille projekter med vinderpotentiale ville ellers signalere, at man har høje journalistiske ambitioner.

”Det ville være sundt, hvis man rundt omkring i det mindste spurgte, om man har et projekt, man skal huske at indstille. Det er et ansvar på chefniveau at styrke den undersøgende tanke,” siger Rasmus Just, der netop er blevet ansat som undersøgende redaktør på JP Lokal, som har redaktioner i Vejle, Horsens, Randers og Viborg.

Chefredaktør på Nordjyske Karl Erik Stougaard forklarer, at mange lokale og regionale nok går mindre op i priser som Cavling og Årets Pressefoto. Og det er sådan set et sundhedstegn, mener han, for jagten på priser går nogle gange over gevind på de store medier.

”På de landsdækkende medier har jagten på priser nogle gange karakter af en farce, fordi det er en drivkraft i sig selv at blive hyldet eller hylde hinanden.”

Karl Erik Stougaard, chefredaktør, Nordjyske

”På de landsdækkende medier har jagten på priser nogle gange karakter af en farce, fordi det er en drivkraft i sig selv at blive hyldet eller hylde hinanden,” siger Karl Erik Stougaard.

Det kan tage uger at finde ud af, hvem der skal indstille hinanden, og hvad der skal indsendes til for eksempel Årets Pressefoto.

”Jeg elsker danske fotografer, men hvis de kunne bruge 10 procent mere tid på at tage fotos og 10 procent mindre på at samle sammen til Årets Pressefoto, så ville det være i alles interesse,” siger Karl Erik Stougaard.

Men det er også et problem, at lokale og regionale medier er så tilbageholdende, siger han.

”Vi har masser at prale af, og det skal vi huske at gøre, for vi er i en branche, hvor nogle er meget dygtige til at prale. De fortjener at få lidt mere konkurrence,” siger Karl Erik Stougaard.

 

Hvor er Jysk Fynske Medier

Faktisk har de regionale medier ikke noget at skamme sig over. Der bliver lavet masser af god journalistik uden for hovedstaden, som kunne komme i spil til Cavling og FUJ-priserne, siger Bruno Ingemann, der var med til at stifte Spadestikprisen, som netop hylder gode historier lavet lokalt.

Han undrer sig især over, at Jysk Fynske Medier med 13 dagblade og det fælles tillæg Avisen Danmark ikke er i spil til Cavling i år.

”Man skulle mene, at Jysk Fynske Medier har alle muligheder for at gøre det her, men det sker ikke. De siger ikke engang, at de har det som en ambition,” forklarer Bruno Ingemann.

”Man skulle mene, at Jysk Fynske Medier har alle muligheder for at gøre det her, men det sker ikke. De siger ikke engang, at de har det som en ambition.”

Bruno Ingemann, journalist og stifter af Spadestiksprisen

Om de lokale og regionale medier så ville ende med at løbe med nogle af de største journalistpriser, er dog ikke sikkert, forklarer Bruno Ingemann.

”Konkurrencen er benhård, og jeg tror ærligt talt ikke, at der er en blind plet, hvor juryerne glemmer en oplagt vinder fra de små redaktioner,” siger Bruno Ingemann, der tidligere har arbejdet på Nordjyske, DR Nordjylland og Jysk Fynske Medier og nu er på Kommunen.dk.

Ofte er redaktionerne på de lokale og regionale medier nemlig så små, at man ikke bare kan trække en journalist ud af vagtplanen til et undersøgende projekt, siger Asbjørn With, der vandt Cavlingprisen i 2012 som journalist på Nordjyske for en artikelserie om udygtighed og selvtilstrækkelighed i Rebild Kommune.

Han var heldig at have en redaktør, som gav ham plads til at grave alligevel.

”Han kunne se, at jeg havde en ild, der brændte, og den skulle han ikke slukke. Hans opbakning var helt afgørende for, at jeg kunne grave mig ned i stoffet i 13 måneder. Når jeg skrev historier til 1. sektion i avisen, var der nogle kolleger, som kunne dække af for mig på Rebild-siderne i avisen,” siger Asbjørn With.

Genlyd på Sjælland

Chefredaktør på Sjællandske Medier Bente Johannessen mener, at Cavlingprisen ofte gives til graverprojekter af en størrelsesorden, som regionale medier har svært ved at levere, fordi prioriteringerne på et regionalt medie ligger et andet sted.

”Det vigtigste for os er at lave historier, som giver genlyd på Sjælland. Hvis vi var så heldige, at det også kastede en pris af sig, ville det være fantastisk,” fortæller hun.

Bente Johannessen tror, at de københavnske medier løber med de fleste af priserne, fordi deres redaktioner er større, og de har lettere ved at trække folk ud af vagtplanen.

”Det vigtigste for os er at lave historier, som giver genlyd på Sjælland. Hvis vi var så heldige, at det også kastede en pris af sig, ville det være fantastisk.”

Bente Johannessen, chefredaktør, Sjællandske Medier

På Sjællandske Medier er der omkring 200 DJ-medlemmer, der laver fire dagblade og 41 ugeaviser. Så hvorfor er det ikke nok til at frigøre folk til undersøgende journalistik?

”Vi skal ikke have en gravergruppe, for vi ønsker ikke, at historien skal tages fra den journalist, der har fundet den. Men det ville være oplagt at ansætte en eller to journalister, der havde til opgave at hjælpe til på de store historier. Men vi gør det kun, hvis vi kan finde pengene til det,” siger Bente Johannessen.

Men ”man behøver ikke poste millioner i det” for at vinde Cavling, forklarer Cavling-formand Tine Gøtzsche.

”Det er slet ikke et kriterium, hvor lang tid man har brugt på det. Hvis man laver brændende god journalistik på den halve tid, bliver det vurderet på samme vilkår,” siger Tine Gøtzsche.

Historier fra provinsen vinder

Det mest paradoksale er, at der ofte er masser af historier med prisvinder-potentiale i provinsen. Det er bare ikke de lokale og regionale medier, der bærer historierne frem.

Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl fra Jyllands-Posten vandt for eksempel Cavling i 2019 for artikelserien ’Det store Sundhedssvigt’, der havde sit epicenter på Ringsted Sygehus.

”Det siger mig, at de lokale medier mangler værktøjer til at brække historien op,” siger Bruno Ingemann.

”De kompetencer har de på de store medier i København, og det har stor betydning for, om man vinder,” siger Bruno Ingemann.

7. januar 2022 uddeles årets Cavlingpris, og igen bliver vinderen et medie fra København. De fire nominerede i slutspillet er nemlig Fagbladet 3F, B.T., Ekstra Bladet og DR.

Chefredaktør i Jysk Fynske Medier Peter Orry er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelser.

<span class="rodt">Prisfest:</span> København løber næsten altid med de største priser i mediebranchen 2
Asger Ladefoged, Berlingske, vinder Årets Pressefoto 2020. –––(Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix).

Fotografer uden for København er nærmest usynlige ved Årets Pressefoto

Anker Jørgensen var statsminister, sidste gang en fotograf fra en regional avis vandt Årets Pressefoto. Deres vinderchancer er ”tæt på ikke-eksisterende” efter årtiers nedskæringer.

Det er næsten altid de samme medier i København, der vinder Årets Pressefoto: Berlingske og Politiken. Det er meget landsopdelt. Sådan var det i år, og sådan er det generelt ved Årets Pressefoto.”

Sådan beskriver pressefotograf fra Svendborg Maria Fonfara den geografiske skævhed mellem hovedstaden og resten af landet, når Pressefotografforbundet hylder årets bedste billede.

I år var Maria Fonfara jurymedlem ved konkurrencen, hvor prisen for det bedste pressefoto gik til Asger Ladefoged fra Berlingske.

Det eneste medie uden for København, der traditionelt kan give københavnerne modstand, er Jyllands-Posten.
Maria Fonfara siger, at der er dygtige fotografer i hele landet, men nedskæringerne blandt fastansatte fotografer i provinsen fremmer ikke deres chancer for at kunne gøre sig gældende ved Årets Pressefoto.

Især Jysk Fynske Medier har skåret massivt i fotoafdelingerne de seneste år.

”Det gør det endnu sværere at prioritere fotografiet, fordi fotograferne får mere travlt – og prioriteringen af miljøet, hvor man snakker om fotografi, forsvinder,” siger hun.

Sidst en fotograf fra en regionalavis vandt Årets Pressefoto, var i 1978, hvor Steen Rasmussen fra Sjællands Tidende havde taget et billede af en svineavler, der redder en gris ud fra en brændende stald. Selv om det er mere end 40 år siden, varsler Sjællandske Medier ikke en oprustning af fotoafdelingen, der kan bringe Sjællandske Medier tættere på Årets Pressefoto.

”Vi har pressefotografer ansat, som gør et godt arbejde, men vi vil ikke udvide fotografstaben, det er der vist ikke mange medier, der gør i disse år. Vi bevæger os ind i en verden, hvor levende billeder bliver vigtigere, og det vil vi tage højde for i vores ansættelser, men vi kommer ikke til at opruste på stillbilleder,” siger chefredaktør på Sjællandske Medier Bente Johannessen.

Ikke-eksisterende vinderchance

De seneste års nedskæringer på de lokale og regionale aviser betyder, at deres vinderchancer er ”tæt på ikke-eksisterende”, siger Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX.

”Årets Pressefoto er reelt en konkurrence for freelancere med egne projekter og fastansatte på de større medier,” mener han.

Men det er der ikke noget nyt i. Selv da fotoafdelingerne i provinsen var bedre bemandet, var mønsteret det samme.

”Dengang væltede det jo heller ikke ind med billeder til Årets Pressefoto,” siger han.

”De store medier har de dygtigste fotografer, fordi de har headhuntet dem. Det ville være dumt at lade, som om det ikke forholder sig sådan.”

Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX

Søren Pagter trækker en parallel til professionel fodbold, hvor nogle klubber vinder hele tiden – og andre kan håbe på at markere sig en gang imellem.

”De store medier har de dygtigste fotografer, fordi de har headhuntet dem. Det ville være dumt at lade, som om det ikke forholder sig sådan. Det er fotografer, der leverer på højeste hylde år efter år ligesom de europæiske topklubber, mens andre leverer en gang imellem ligesom FC Midtjylland og Brøndby IF,” siger Søren Pagter.

Han siger, at mange fotografer laver gode billeder til regionale medier, onlinemedier, magasiner og fagblade.

”Men det kræver noget helt andet at levere årets bedste billede i konkurrencen med alle de andre fotografer, der sender ind,” siger Søren Pagter.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen