Nemlig.com, svigt og svindel: Her er vindere af årets FUJ-priser

Foreningen for Undersøgende Journalistik har uddelt sine fire årlige priser

Årets graverdag hos Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) er ved at gå på hæld, og det betyder, at foreningen går i gang med at uddele sine årlige priser, der bliver uddelt i de fire kategorier ’Metodeprisen’, ’Aktualitetsprisen’, ’Formidlingsprisen’ og ’Graverprisen’.

De nominerede projekter er bedømt ud fra fokus på den journalistiske metode.

På baggrund af det er juryen kommet frem til følgende vindere:

Metodepris til Svindelsagen

Metodeprisen går til Sebastian Gjerding, Bo Elkjær, Jette Aagaard og Niels Sandøe, der for Finans og Information står bag ’Svindelmaskinen’ om en af danmarkshistoriens mest omfattende svindelsager, Operation Greed.

Op mod 900 firmaer indgik i sagen, og efterfølgende kunne 168 af dem forbindes til virksomheder, der har efterladt ny moms- og skattegæld for flere hundrede millioner kroner.

Det er forbilledligt arbejde med retsdokumenter, kuratorafgørelser og udsatte kilder, der har fået historien frem i dagens lys, lyder det fra juryen. Og historierne er kommet til på trods, understreger den:

”Journalisternes kilder er under projektet blevet truet af bandemedlemmer og skygget af politiet, men journalisterne bag projektet har alligevel formået at hive historierne hjem med et enormt, undersøgende benarbejde.”

Samtidig får journalisterne ros for deres evne til at formidle historierne.

”Arbejdet står som et nutidigt opslagsværk i digitale, undersøgende værktøjer krydret med nænsomt kildearbejde, der er gået etisk velovervejet til det kriminelle miljø bag svindlen,” skriver juryen.

Aktualitetspris for plejehjemssvigt

DR-journalisterne Mathias Friis, Laura Marie Sørensen og Astrid Fischer modtager årets aktualitetspris for ’Det fatale plejehjemssvigt’.

Projektet afdækkede blandt andet, at Kommunernes Landsforening omskrev en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, hvilket betød, at plejehjemspersonale kom bagerst i køen til lyntest for coronavirus. I ugerne efter pressemeddelelsen slog antallet af smittede og døde på danske plejehjem rekord.

Fra juryen lyder det:

”Serien dokumenterer overbevisende, at den markante overdødelighed kan tilskrives fejl og svigt, som kunne være undgået. Havde embedsmændene gransket deres egne tiltag og beslutninger så grundigt og forbilledligt, som Mathias Friis, Astrid Fischer, Laura Marie Sørensen har formået at gøre det, havde det højst sandsynligt reddet menneskeliv.”

”’Det fatale plejehjemssvigt’ bør alene af den grund tjene som inspiration. Ikke kun for journalister, men også for embedsmænd og magtpolitikere, som navigerer i en farlig sundhedskrise. Men i stedet for at takke journalisterne for at gøre opmærksom på de fatale svigt, så vi alle kan tage ved lære af dem, har magtfulde kilder søgt at modarbejde serien fra første færd.”

Formidlingspris til podcast ’I de forkerte hænder’

Journalist Helle Fuusager og podcastredaktør Thomas Arent, der i dag begge er på Frihedsbrevet, vinder formidlingsprisen for podcast-serien ’I de forkerte hænder’ fra Ekstra Bladet.

Serien afslører afgørende brister i arbejdet med at tvangsfjerne børn. Blandt andet dokumenteres det, at en psykolog i årevis leverede fejlbefængte rapporter, ligesom det bliver afsløret, at kommuner og uddannelsesinstitutioner har benyttet sig af psykologens arbejde på trods af advarsler.

”Det, der løfter arbejdet op i en liga for sig, er den medrivende fortællestil, hvor den til tider surrealistiske historie rulles ud. Og ikke mindst de mange etiske til- og fravalg, der træffes undervejs. For materialet og karakteren af flere af de medvirkende byder på mange faldgruber,” skriver juryen i sin vurdering og tilføjer:

”Undervejs griber man sig flere gange i at tænke; kan det virkelig være rigtigt det her? Men det er rigtigt. Afsløringerne har allerede skærpet forvaltningernes praksis for indhentning og kontrol af vurderingsrapporter samt fået personalemæssige konsekvenser i en af de belastede kommuner.”

Graverprisen for Nemlig.com-afsløringer

Aftenens hovedpris – Graverprisen – går til Jonas Pröschold fra Politiken for Nemlig.com-sagen.

Jonas Pröschold har afdækket kritisable forhold for Nemlig.com-chaufførerne, der blev straffet med bøde for forsinkelser, og som ikke havde mulighed for pauser og hvil i løbet af arbejdsdagen.

”Takket være Politikens afsløringer er pris ikke længere det eneste konkurrenceparameter for udbringningsfirmaerne. Bødesystemet er afskaffet. Krav fra store, kommunale kunder betyder, at transport- og lagerarbejderne nu har udsigt til bedre vilkår. Også konkurrenterne i branchen har travlt med at stramme op,” skriver juryen og tilføjer:

”Trods modstand og modspin lykkes det journalisten at afdække et voksende skyggearbejdsmarked, som almindelige borgere kun ser solsiden af. Befolket af mennesker, der taler rumænsk og arabisk, og som sjældent får en stemme i medierne.”

0 Kommentarer