Politikerne fører valgkamp på Myspace

Brian Mikkelsen opretter en Myspaceprofil i forbindelse med valget, og Helle Thorning-Schmidt er på Facebook. Men hvis ikke politikerne passer deres profiler, risikerer de, at det kan give bagslag, vurderer medieforsker.

Brian Mikkelsen opretter en Myspaceprofil i forbindelse med valget, og Helle Thorning-Schmidt er på Facebook. Men hvis ikke politikerne passer deres profiler, risikerer de, at det kan give bagslag, vurderer medieforsker.

Ved åbningen af konferencen New Media Days om nye medier i dag fortalte kulturminister Brian Mikkelsen (K), at han på grund af valget også vil have en profil på Myspace. Han er blot endnu en politiker, der indtager de sociale hjemmesider. Socialdemokraternes formand Helle Thorning- Schmidt er også på Facebook.dk, og statsministeren både blogger og er på Myspace. For ikke at glemme Mogens Lykketoft, der gennem længere tid har gjort sig bemærket med videoklip på Youtube.

Politikerne har først og fremmest indtaget de sociale hjemmesider for at være synlige, der hvor vælgerne befinder sig. Det vurderer medieforsker Kirstine Vinderskov, der underviser på den Grafiske Højskole.

"Jeg håber, at de derudover også befinder sig på siderne, fordi de gerne vil engagere sig med brugerne og indgå i en dialog," siger hun.

Politikerne skal dog ikke regne med, at det ubetinget giver succes at oprette profiler på de nye sider.

"Når man indgår i de universer, forpligter man sig til dialog. Det kan give totalt bagslag i form af et dårligt image, hvis man ikke deltager 100 procent. Hvis man har en masse requests om at blive venner, som man ikke svarer på, eller har en spindoktor til at skrive sine indlæg, så lever man ikke op til kravet om én til én dialog," siger hun.

Hvor stor en betydning de sociale platforme får i en valgkamp, har hun svært ved at vurdere på nuværende tidspunkt.

"Hvis man forstår mediet, kan man komme i kontakt med vælgere, man ellers ikke ville komme i kontakt med. Men det er nok mest af alt medierne, der interesserer sig for det. Den reelle betydning er nok ikke helt så stor, som medierne vil gøre den til," siger hun.

0 Kommentarer