search

Politiken og erhvervsorganisation i win-win

Medlemmerne i Danmarks største erhvervsnetværk for udlandsdanskere er de eneste, der er blevet omtalt i 10 interviews i Politikens stort lancerede økonomitillæg.

Medlemmerne i Danmarks største erhvervsnetværk for udlandsdanskere er de eneste, der er blevet omtalt i 10 interviews i Politikens stort lancerede økonomitillæg.

WIN-WIN. Danmarks største erhvervsnetværk for danskere i udlandet – Danes Abroad Business Group Online (Dabgo) – jubler højt i netværkets nyhedsbrev fra maj. Politikens nye økonomitillæg, der bliver til i et højt promoveret samarbejde med Financial Times, har reserveret spalteplads til medlemmerne, lyder det:

"Er du interesseret i at blive portrætteret … af Politiken?", hedder det indledningsvist.
"Kun Dabgo medlemmer vil blive portrætteret," fortsætter Dabgos stifter og leder, Jesper Løvendahl, i nyhedsbrevet. Han præciserer over for Journalisten, at de ord skal få medlemsskaren til at vokse ud over de 6.000 nuværende.

Målsætningen er over 20.000 medlemmer i 2011.
»Vores gevinst ved samarbejdet er, at vores medlemmer bliver profileret, vi får delt international viden og ikke mindst skabt større opmærksomhed omkring Dabgo,« uddyber Jesper Løvendahl, der har præsenteret Politiken for en række kilder, som avisen derpå kunne vælge frit imellem.

Dabgo – der er non-profit – har medlemmer i en række internationale virksomheder, heriblandt Nokia, Microsoft, Ericsson – "Listen er uendelig lang…" som det sammenfattes på hjemmesiden.
»Det er uden tvivl en win-win-situation for begge parter, som vi har skabt sammen med Politiken,« fremhæver Jesper Løvendahl.

Konkurrenter og medieanalytikere er skeptiske over for samarbejdet.
»Det, der er problemet, er, at feltet af kilder snævres ind, og man bliver afhængig af enkelte leverandører. Læserne ved ikke, om kilderne er valgt, fordi de er de bedste, eller fordi organisationen har forret,« siger Mark Ørsten, som er studieleder på Roskilde Universitets journalistuddannelse. Han påpeger, at den slags eksempler spreder sig i pressen, fordi det samme antal journalister skal producere mere indhold.

»Medier og aktører har en synkroniseret interesse i, at omtale veksles til indhold. Taberne er brugerne, der ikke kan se, hvor historien kommer fra. Det er et problem, fordi vi betaler for klassisk redaktionel udvikling og uafhængighed. Hvorfor ellers betale?«

Også konkurrenten Det Berlingske Officin er kritisk over for Politikens initiativ.
»Jeg mener ikke, at den type aftaler hører hjemme i en kvalitetsbetalingsavis,« siger Lisbeth Knudsen og påpeger, at læserne af betalingsavisen forventer, at det er redaktionen, der udvælger kilderne.
»Hvis det valg overlades til en organisation med eksklusivret på de personer, som optræder i historierne, så er det uetisk, hvis man ikke samtidig i det mindste fortæller læserne, hvordan sådanne historier er blevet til og på hvilke vilkår.«
Politiken henviser til Dabgo i artikelserien på denne måde: "Hver uge fortæller en udlandsdansker om at bosætte sig ude i verden. Læs mere om danskere i udlandet på erhvervsnetværket Dabgo.net."

Det fremgår ikke, at Dabgo leverer kilder til artikelserien.
Mark Ørsten: »De burde skrive, at Dabgo leverer en del af kilderne.«

Baggrunden for samarbejdet er, at Politikens faste freelancer Sune Sølund blev bedt om at udvikle en fast rubrik med danskere, der har gjort karriere i udlandet.
»På den ene side giver Jesper Løvendahl os jo adgang til et netværk, vi gerne vil bruge. Der synes jeg det er relevant at fortælle læserne, at det netværk findes,« siger Sune Sølund.
»Men omvendt ved jeg også godt, at han har en klar interesse i at få profileret sit netværk, og at Politikens omtale har en markedsføringsfunktion for Dabgo. Vi drøftede det på redaktionen og nåede frem til, at det var i orden.«

Sune Sølund understreger, at han ikke mener, Dabgo styrer kildevalget, men kun præsenterer mulige kilder for Politiken. Han påpeger, at han selv har fundet to-fire kilder andre steder.

Politiken har bragt 10 interviews i serien, der er løbet fra 21. april til 23. juni 2010. Og ifølge Jesper Løvendahl er samtlige portrætterede i Politiken medlem af Dabgo.
»Indtil videre har det været 100 procent Dabgo-medlemmer.«
Sune Sølund: »At de, som jeg så har fundet på anden vis, tilfældigvis også er medlemmer af Dabgo, er jo fint nok – det vidste jeg bare ikke. Det fortæller måske noget om, at Dabgo er et stort netværk for udlandsdanskere.«

. Foto: Uffe Karlsson
Redaktør på Politikens økonomitillæg Adam Hannestad er overrasket over kritikken, men erkender, at det kunne fremgå tydeligere, at der er tale om et samarbejde:
»Jeg troede faktisk, at den faktaboks, vi havde i hver artikel, netop gjorde opmærksom på samarbejdet ved at henvise til Dabgo,« forklarer Adam Hannestad. Præcis som Sune Sølund understreger han, at de kilder, Dabgo har præsenteret, kun er til inspiration.

Præcis som Sune Øland understreger han, at de kilder, Dabgo har præsenteret, kun var en inspiration til serien, som nu er stoppet, fordi den ifølge Adam Hannestad aldrig fandt den rigtige præsentationsform.
»Når det er sagt, så ville jeg ingen problemer have med at indskrive en sætning, der gjorde det klart, at Dabgo har formidlet kontakt til kilden eller flere af kilderne. Det havde ganske enkelt ikke slået mig, at jeg behøvede at gøre det tydeligere. Hvis vi får kritik for det, tyder det på, at jeg burde have gjort det klarere.«

Den efterrationalisering er eksperterne helt enige i.
»Hvis vi skal fastholde eller måske ligefrem styrke troværdigheden, så kræver det, at vi er transparente omkring vores arbejde og bliver bedre til at varemærke, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det,« siger Peter Bro, centerleder på Center for Journalistik, Syddansk Universitet.

Sammen med Mark Ørsten har han lavet analysen "Hvor kommer nyhederne fra?"
Peter Bro uddyber:
»Tørrer troværdigheden ud, risikerer støtten – også den økonomiske – også at gøre det. For hvorfor skal publikum ellers abonnere på vores arbejde, og hvorfor skal staten fremover understøtte vores fag og vores egne klassiske medievirksomheder frem for Venstres, Jyske Banks og andre organiserede interessers medieplatforme?«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen