Det sociale medie X, som tidligere hed Twitter, har i mange år været en direkte kommunikationskanal fra myndigheder til landets journalister. Foto: Adam Gray/Reuters/Ritzau Scanpix
Et omfattende ryk af medieprofiler til det sociale medie Bluesky får nu flere af landets kommunikationsafdelinger til at overveje kommunikationsvejene ud til de danske medier.
For mens den mere borgerrettede kommunikation typisk foregår på platforme som Instagram eller Facebook, hvor opslag kan have en lang levetid, er platforme som X mere egnet til opslag i realtid.
For eksempel bruger alle landets politikredse i varierende grad X til at udkomme med alt fra informationer om sigtelser til efterlysninger af kriminelle eller deling af døgnrapporter.
Men indtil videre forbliver oprettelsen af en aktiv profil på Bluesky ved overvejelserne hos både politiet, anklagemyndighederne og DSB, oplyser de hver især til Journalisten.
”Vi bruger primært X til at komme i kontakt med journalister, og det er klart, at hvis vores målgruppe flytter sig, skal vi overveje at flytte med,” lyder det i en udtalelse fra Anklagemyndigheden på vegne af alle anklagemyndigheder i landet.
Hos DSB oplyser underdirektør Niels-Otto Fisker, at man ”løbende vurderer” DSB’s tilstedeværelse på forskellige sociale medier. Samme toner lyder fra Vejdirektoratet, hvor man endnu ikke har haft drøftelsen om, hvorvidt man skal oprette en profil på Bluesky.
I politikredsene henviser de til Rigspolitiet, hvorfra kommunikationsstrategien lægges. Her siger kommunikationschef René Gyldensten, at Bluesky bestemt indgår i overvejelserne, men at det i det hele taget er en kompliceret øvelse, hvis politikredsene skal skifte kommunikationsspor.
”Det er for tidligt at sige noget nu, men vi tager Bluesky med på listen over muligheder,” fortæller han.
X bruges til at få fat i medier
Groft sagt er politiets kommunikation på X primært et værktøj til at få fat i medier og journalister, hvis der sker noget, som politiet gerne vil have videreformidlet i medierne.
”I første instans handler det om, at vi i forbindelse med en hændelse lynhurtigt kan få mediernes opmærksomhed, så det kommunikeres via eksempelvis dr.dk til borgerne. Det er primært det, vi bruger X til,” fortæller René Gyldensten.
Det er også på bordet, at vi laver en løsning her i huset, hvis det teknisk kan lade sig gøre.
René Gyldensten, kommunikationschef i Rigspolitiet
Opslag på Facebook distribueres ikke på samme måde i realtid, og derfor bruger politiet i højere grad den kanal til kampagner, hvor man eksempelvis kan opfordre folk til ikke at drikke og så køre bil eller til oplysning om falske hjemmesider og internetsvindel.
Før Twitter blev til X, var platformen relativt ukontroversiel, men efter Elon Musks overtagelse har historier om misinformation og ændrede algoritmer også medført overvejelser hos politiet i forhold til det sociale medies langtidsholdbarhed.
”For os er det vigtigste, at vi er et sted, hvor medierne også er. Og hvis de bevæger sig væk fra X, er det heller ikke så relevant for os,” uddyber René Gyldensten.
Vil gerne have norsk model
Samlet set er politiets omfangsvidde dog så massiv på X, at man på papiret når ud til omtrent en million brugere. Det kan være svært for politiet at vurdere, hvor mange af de brugere der rent faktisk er aktive på platformen.
”Det tager vi også i betragtning, og derfor kan vi ikke bare foretage et skift i løbet af natten. Det vigtigste for os er at komme bredt ud med vores budskab, og hvis vi laver et skift, skal der ikke være et vakuum, hvor det er svært for os at trænge igennem til medierne,” fortæller René Gyldensten.
Ideelt set byggede man – ligesom det er set i Norge – en direkte, lukket kommunikationsplatform mellem medierne og politiet, mener han:
”Vi er slet ikke der, hvor vi kan sige, at det bliver Bluesky eller en helt tredje løsning. For det er også på bordet, at vi laver en løsning her i huset, hvis det teknisk kan lade sig gøre,” siger han og tilføjer, at en sådan løsning formentlig også vil være dyr.
I Norge har man udviklet værktøjet ’Presseklienten’, hvor politikredsene kan kommunikere direkte med journalisterne i et lukket kredsløb. For René Gyldensten ville det være at foretrække, hvis medierne og myndighederne kunne nå frem til sådan en løsning, men på nuværende tidspunkt eksisterer muligheden ikke i Danmark.
Ifølge ham har politikollegerne i Norge dog i en overgangsfase fastholdt deres tilstedeværelse på X for at undgå et vakuum.
Ritzau: Op til myndighederne
Hos Ritzau vil administrerende direktør Jacob Kwon ikke problematisere, at politiet primært kommunikerer til medierne via X.
”Vi overvåger selvfølgelig politiets udmeldinger – og andre myndigheders i øvrigt – og videreformidler det, vi mener er relevant. Den information kan vi godt tilgå via X, men vi ville også kunne tilgå den andre steder, hvis myndighederne vælger at flytte deres kommunikation. Det er ligesom op til dem,” lyder det fra Jacob Kwon.
Imens flere organisationer overvejer, hvad de skal stille op med Bluesky, fortsætter platformen sin vækst.
Fredag var der 16 millioner brugere, søndag var der 18 millioner, og her til formiddag er der 19 millioner brugere på det sociale medie, som dog er langt fra konkurrenten X i forhold til størrelse og indflydelse.
Brugerne begyndte at strømme til Bluesky, der til forveksling ligner det gamle Twitter, efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA – og ikke mindst siden Donald Trump udpegede X-ejer Elon Musk til at stå i spidsen for et nyt ministerium i den amerikanske regering. Elon Musk overtog Twitter, som han senere navngav X, i oktober 2022.
Opdateret 15.09 med tilbagemelding fra Vejdirektoratet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
https://www.youtube.com/watch?v=y8zfgIgZ4c0
- Og de journalister, der ikke kan finde ud af at flytte med, burde kigge efter anden beskæftigelse.
- Politikere der fortsætter med at støtte Musk og hans russiske bot-farme bør forhøres hvorfor.