Sociale medier

Exodus? Medier og mediefolk siver fra Musks platform

Flere medier og mediefolk forlader den sociale platform X. Men et af alternativerne føles lidt som at råbe ud i en tom gymnastiksal, medgiver journalist

Man kan vel næppe kalde det en decideret stormflod, men små krusninger i de sociale mediers have indikerer, at flere nu overvejer at vinke farvel til det Elon Musk-ejede sociale medie X.

Senest har The Guardian i dag bebudet, at platformen ikke vil udkomme på X længere.

Og i den danske X-andedam har medie-, underholdnings- og magtfolk som David Trads, Line Holm, Sandie Westh, Kenn Hansen, Sebastian Lynggaard og Christian Friis Bach også endegyldigt vinket farvel til platformen.

”Også jeg lukker min konto nu. X har under Musks ejerskab udviklet sig til noget, der langtfra fremmer den demokratiske samtale. Og nu, hvor han skal have en fremtrædende rolle i en politisk administration, kan man naturligvis ikke bliver her som uvildig journalist,” lød det eksempelvis fra Line Holm, da hun i et opslag i sidste uge bebudede sit X-exit.

Stadig vigtige stemmer derinde

Overvejelserne findes også i forretningsverdenen, hvor nogle virksomheder har svært ved at se, at de får værdi ud af platformen.

Men som journalist er det ikke nødvendigvis ligetil at forlade platformen, som trods alt stadig bruges af magtfulde statsoverhoveder, indflydelsesrige journalister og meningsdannere verden rundt.

Det vurderer Tore Keller, som er journalist og korrespondent for Information i Frankrig.

Alternativer til X

Ifølge SimilarWeb har X omtrent 655,8 millioner aktive besøgende hver måned. Til sammenligning har Instagram 6 milliarder besøgende, mens Facebook ligger på 12,5 milliarder besøgende.

  1. Meta har lanceret det sociale medie Threads, der i opbygning på mange måder minder om de tidlige udgaver af X-forgængeren Twitter. Threads kræver en Instagram-konto. Derudover indsamles der store mængder personlig data fra brugerne.  Threads har i omegnen af 275 millioner månedlige brugere.
  2. BlueSky har været genstand for store forventninger, da Twitter-stifter Jack Dorsey sad i bestyrelsen for foretagenet. Ifølge The Guardian har platformen da fået 700.000 flere brugere efter det amerikanske valg. Platformen minder en del om X. På samme tid indsamler BlueSky markant mindre data om brugerne end eksempelvis Threads. BlueSky vurderes til at have lidt over 17,5 millioner brugere.
  3. Mastodon har ligesom BlueSky haft svært ved for alvor at slå igennem som alternativ til X. For nuværende er der lige under 15,5 millioner brugere.

I dag skriver Tore Keller i et opslag på netop X, at han fremover vil prøve at lægge mere energi i det konkurrerende, og noget mindre, sociale medie BlueSky.

”Jeg har overvejet at stoppe helt, men det er svært at forlade så stor en platform som X. Det er stadig mange vigtige personer på den, og en stor del af samtalen inden for EU foregår på den platform, så det er svært som journalist ikke at være til stede,” siger han.

Mange anonyme

Tore Keller bruger blandt andet X til at dele de artikler, han skriver for Information.

Og her bemærker han særligt, at der er kommet mange negative kommentarer fra profiler, som han er i tvivl om er rigtige mennesker.

”Jeg synes, det er fedt, når almindelige mennesker kigger med og giver deres mening til kende. Men lige nu er det svært at regne ud, om det er almindelige mennesker. Der er mange anonyme profiler, som ikke rigtig kommer med andet end skældsord,” siger han.

Alt det skyldes formentlig de algoritmeændringer, som Elon Musk under sit lederskab af X har foretaget. Blandt andet har Elon Musk sørget for, at alle hans tweets på den ene eller anden måde distribueres til brugerne, selv hvis man ikke følger ham.

”Giftig medieplatform”

Derudover er det seneste kommet frem, at X fungerede som et decideret ground zero for misinformation under det netop overståede valg i USA. Det er også med den begrundelse, at The Guardian nu forlader platformen:

”Den amerikanske præsidentvalgkamp har kun understreget, hvad vi har tænkt længe: At X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at påvirke og forme den politiske debat,” skriver The Guardian.

For Tore Keller er det dog også synligt, at konkurrenten BlueSky indtil videre er lidt noget andet end X.

”Det føles mere som at råbe ud i en meget lille og halvtom sal, hvor et par venner står ude i hjørnet og ikke rigtig siger noget. På nuværende tidspunkt kan BlueSky ikke udfylde samme rolle,” siger han om sin beslutning om at poste mere på mediet.

”Men så kom jeg til at tænke på, at det kunne Twitter heller ikke i starten. Så det tager tid at opbygge sådan noget, og der giver jeg mit eget lille moderate bidrag til at skabe det,” siger han.

2 Kommentarer

Jesper Haller
13. NOVEMBER 2024
Søde kolleger. Vi er solgt. Lige som hele det øvrige over ivrigt digitaliserede samfund. I lommen på tech.
Agata Ewa Lenczewska-Madsen
13. NOVEMBER 2024
Først nu gør de det? Først nu?