Sociale medier

Danske mediefolk: Derfor strømmer vi til Bluesky

Teknikken er på plads, det er nemt for folk at komme derind, og det ligner det gamle Twitter, siger ekspert i mediers digitalisering om grundene til, at mange mediefolk nu strømmer til X-konkurrenten Bluesky

Der sker i disse timer og minutter ting og sager på det sociale medie Bluesky, som er en af konkurrenterne til Elon Musk-ejede X.

Ifølge firmaet bag, som lægger data om den slags åbent frem, er mediet i løbet af den seneste uge vokset med omtrent 1 million brugere.

Og også i den danske medieandedam er flere begyndt at oprette profiler på det sociale medie.

Ifølge en meget lidt akademisk optælling foretaget af Journalisten har mindst 100 danske mediefolk de seneste 24 timer oprettet en profil på mediet, som i sin opbygning minder en del om Twitter-platformen, inden den blev købt af Elon Musk og ændret til X.

Også Information har nu – ligesom Journalisten – oprettet en medieprofil på siden.

”Et mudderhul af irrelevant indhold”

En af brugerne, der har været på Bluesky i et stykke tid, er Aske Kammer, som er lektor på RUC, hvor han blandt andet forsker i mediers digitalisering.

Han mener, at Blueskys chance for reelt at blive et alternativ til X, er blevet større.

”Teknikken er på plads, det er nemt for folk at komme derind, det minder meget om Twitter i gamle dage, og så tror jeg, at der er en netværkseffekt af, at der nu er mange, der begynder at rykke derover,” lyder hans vurdering.

Tre danske mediefolk: Derfor flytter vi

Vi har gennem Bluesky taget kontakt til tre mediefolk, der nu er aktive på platformen Bluesky. Vi har spurgt dem, hvad de vil opnå med skiftet.

Niels Krause-Kjær, journalist og forfatter:

”X er altså blevet for skørt. Algoritmen fylder den med mennesker, der slår hinanden, og MAGA-folk. Har tidligere haft stor glæde af Twitter – både til at følge dansk politik og amerikansk politik. Sådan er det ikke længere. Mit skifte skal egentlig ikke ses som noget statement. X er blot blevet spild af tid.”

Niels Krause Kjær vil permanent rykke teltpælene over til Bluesky.

Julie Schneider, Berlingske-korrespondent i Bruxelles:

”Bare det faktum, at Elon Musk kan styre X på en måde, så vi alle sammen – millioner af mennesker – er tvunget til at se det indhold, han selv slår op, er grund nok for mig til at bytte X ud. Det har været frustrerende længe,” skriver hun og kalder X for et ”stort mudderhul af irrelevant indhold”.

Allerede i morges fandt hun en mulig historie gennem et opslag hos Bluesky:

”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet inspireret af noget på X, som jeg ikke skulle opsøge selv.”

Kasper Junge Wester, journalist hos OLFI: 

”Allerede da Musk opkøbte Twitter, så jeg konturerne af noget skidt tegne sig, og jeg oprettede derfor profiler på flere forskellige alternative platforme, herunder både Bluesky og Mastodon,” skriver han.

”Ingen af dem fik rigtigt flyvehøjde i første omgang. Denne gang virker det til at være anderledes. Jeg har fornemmelsen af, at Bluesky kan udvikle sig til det, Twitter var engang, og hvor saglig debat ikke måtte vige pladsen for konfliktstof og larm.”

Han forlader dog ikke X endegyldigt – endnu:

”X er så stort, og der er trods alt også så meget godt at hente, at det er for tidligt helt at lukke ned.”

For Aske Kammer er et af de afgørende parametre for Blueskys succes, at de nye brugere bliver aktive og rent faktisk bruger det.

Kan blive nyt ekkokammer

Lidt ligesom Twitter og X i mange år har været et ekkokammer for mediefolk, politikere og virksomheder, er der også den samme risiko forbundet med Bluesky:

”Jeg ser ikke for mig, at Bluesky bliver den store, samlende demokratiske samtale, hvor alle danskere er til stede,” siger han.

Men for at det skal blive et reelt, brugbart værktøj for journalister og meningsdannere, er det afgørende, at samfundseliten rykker med over på platformen. Og der er der ifølge Aske Kammer kommet stigende konkurrence fra platforme som eksempelvis LinkedIn, hvor virksomheder, ledere og politikere i stigende grad er begyndt at sprede budskaber fra.

”Det er mere tvivlsomt, om virksomheder og politikere rykker med over på Bluesky, så jeg ser ikke for mig, at journalister bredt set lukker deres Twitter-konti ned og aldrig kommer derind igen, for det kan stadig være et værdifuldt værktøj at have en tilstedeværelse på, om ikke andet så for at overvåge,” siger han.

Om mediefolkenes flirt med Bluesky også spreder sig til Christiansborg, vil tiden vise. I skrivende stund er der godt fire folketingspolitikere på tjenesten.

I USA har den populære demokratiske politiker Alexandria Ocasio-Cortez dog meldt sin genkomst på det sociale medie, hvor hun skriver:

”Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg stoppede med at bruge denne platform i første omgang? Gode Gud, hvor er det rart at være i et digitalt rum med ægte mennesker,” lød det i et opslag, som resulterede i et godt stykke over 57.000 likes.

0 Kommentarer

Læs også

Sociale medier

Exodus? Medier og mediefolk siver fra Musks platform

13. NOVEMBER 2024