
I tre afsnit dokumenterede journalisterne en række seksuelle krænkelser på TV 2 gennem tiden. Adskillige kvinder stod frem i dokumentaren, der blev sendt på Discovery+ og DK4. Foto: Discovery Networks
Det var et angreb på det allerhelligste, da TV 2 valgte at droppe planerne om at lave en dokumentar om sexisme på tv-stationen.
Sådan lød det i et brev fra over 150 TV 2-ansatte, efter at TV 2 havde valgt at skrotte dokumentarprojektet med den begrundelse, at man ikke kunne undersøge sig selv.
Men projektet døde ikke der.
I januar 2021 havde Line Ritz et medarbejderkort til TV 2’s indgangssluser på Teglholmen i København.
Og ud over at være fire måneder henne i en graviditet havde hun også arbejdet fire måneder på dokumentaren sammen med kollegaen Signe Daugbjerg.
De fire måneders research havde afdækket, at der i væggene på TV 2 gemte sig en historie om strukturel sexisme, som siden kanalens fødsel for 34 år siden var gået ud over en række kvinder.
De historier, man gerne vil til bunds i, ligger tit mange år tilbage, og ofte har der jo kun været to mennesker i rummet.
Laura Friis Wang, journalist på Information
Sådan et projekt var umuligt at slippe, siger Line Ritz i podcasten ’Journalisten fortæller Cavling’, som er Journalistens podcast med og om de nominerede journalister til årets Cavlingpris.
Sagde op
Line Ritz endte med at sige sit faste job på TV 2 op for at forfølge projektet på produktionsselskabet Impact TV:
”I situationen var det ikke den beslutning, jeg personligt havde lyst til at træffe,” fortæller hun.
”Jeg var fire måneder henne i min graviditet, og jeg havde lyst til at arbejde med et stille og roligt projekt på TV 2, så jeg kunne gå på barsel i ro og mag på min sikre og stabile arbejdsplads. Jeg havde umiddelbart ikke særligt meget lyst til at blive kastet ud i produktionsmiljøet, som jeg vidste var vanvittigt,” siger hun.
Sådan lyder Cavling-komiteens nominering
Line Ritz, Ole Tornbjerg, Nils Giversen og Thea Pedersen fra Impact TV, Laura Friis Wang på avisen Information og Signe Daugbjerg fra TV 2 er nomineret for dokumentaren ”MeToo: Sexisme Bag Skærmen”.
Gennem intenst arbejde med et stort antal kilder har de formået at dokumentere et arbejdsmiljø, der var præget af magtmisbrug og overgreb. Historien fortælles gennem en række interviews med kilder, der beretter om forløb, de oplever som uhyre skamfyldte – uanset om de selv var ofre eller undlod at gribe ind, selv om de var opmærksomme på, hvad der skete.
Fortællingen drives frem ved, at kilderne supplerer hinandens vidnesbyrd. Hele vejen igennem fastholder holdet bag dokumentaren sit fokus på kritikken af en struktur af magtmisbrug og tavshed. Rækken af vidnesbyrd gør et stærkt indtryk og bidrager til forståelsen af sagen på den enkelte arbejdsplads og MeToo-diskussionen generelt.
Men historien var for vigtig til at lade være. Og modige kvinder havde allerede valgt at stå frem til indledende optagelser, hvor de kunne berette om seksuelle krænkelser på TV 2.
”Jeg tror simpelthen ikke, jeg ville kunne arbejde videre. Jeg ville ikke kunne sove om natten, hvis jeg vidste, at jeg havde haft en mulighed for at hjælpe dem med at fortælle de her historier, og jeg så ikke havde gjort det,” lyder forklaringen på Line Ritz.
Projektet endte efter adskillige bump på vejen med dokumentaren ’#MeToo: Sexisme bag skærmen’, som i november 2021 lå klar til streaming på Discovery+. Projektet er nomineret til årets Cavlingpris med i alt seks nominerede journalister fra tre forskellige arbejdspladser.
Sindssygt svært
En af de øvrige nominerede er Laura Friis Wang fra avisen Information, som efter TV 2’s udmelding om at skrotte dokumentaren blev indlemmet i projektet.
”Som jeg ser det, er det en sindssygt svær genre, man bevæger sig ud i,” siger hun i Journalistens podcast.
”De historier, man gerne vil til bunds i, ligger tit mange år tilbage, og ofte har der jo kun været to mennesker i rummet. Der er ikke et langt papirspor. Måske har der engang været et internt chatsystem eller MSN Messenger, hvor der kunne ligge nogle beviser, men meget af det er væk. Og så handler det først og fremmest om, at man skal tale med rigtig, rigtig mange mennesker,” fortæller Laura Friis Wang.
Sidst men ikke mindst har advokater fra Discovery+ og Impact TV også været inde over processen for at vurdere, om historien holdt vand.
Arbejdet har været hele indsatsen værd, fortæller de to nominerede i podcasten.
Historien rejste sig fra at være et TV 2-problem til at være noget, der også blev genkendt på andre arbejdspladser i Danmark, mener Line Ritz:
”Lige pludselig talte man om tingene på en anden måde, da den her dokumentar udkom,” siger hun.
”Der er mange, der har siddet og tænkt: ’Okay, det her kan vi ikke bare feje væk’.”
Cavling-prisen uddeles 6. januar. Ud over journalisterne fra Impact, Information og TV 2 er de nominerede:
- Frederik Hugo Ledegaard Thim for ’Det levende bevis’.
- Jens Beck Nielsen, Lars Nørgaard Pedersen og Jens Anton Bjørnager, Berlingske, for afdækningen af sagen i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor tidligere chef Lars Findsen blev hjemsendt og senere tiltalt for læk af statshemmeligheder.
- Matilde Kimer, DR, for ’sin enestående dækning’ af krigen i Ukraine.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.