Kommissioner har vist sig ikke at være leveringsdygtige i rygende pistoler. De dyre undersøgelseskommissioner kan komme med vigtige detaljer, men de bidrager sjældent med afgørende nyt.

Sådan lyder det fra en række journalister bag sager, der endte i en kommission.

I dag kom Skattesagskommissionens rapport. Lars Nørgaard Pedersen fra Berlingske har dækket skattesagen, og han mener ikke, at kommissionen kommer med afgørende nyt:

»De overordnede konklusioner var fremme. Den hårdeste kritik, som Skattesagskommissionen er kommet med, handler om det med ombudsmanden, og det havde pressen allerede skrevet, inden kommissionen startede på sit arbejde,« siger Lars Nørgaard Pedersen.

Han har selv været med til at beskrive, hvordan ombudsmanden fik urigtige oplysninger i en sag om aktindsigt.

Lars Nørgaard Pedersen mener dog, at kommissionen har formået at kaste mere lys på vigtige detaljer i skattesagen:

»Kommissionen har haft adgang til nogle ting i forvaltningen, som ville være helt uhørt, hvis vi som journalister havde haft. Til gengæld vil jeg vove den påstand, at hvis man skal finde ud af, hvem BT’s kilde er, så ville journalisterne være langt bedre end kommissionen, som kun kan hive folk ind og spørge, om det var dig. Journalister kan jo møde op i folks garager midt om natten og spørge til baggrund, om de ved noget,« siger Lars Nørgaard Pedersen.

Han mener, at en journalistisk metode i kommissionen kunne have gjort undersøgelsen mere effektiv.

»Vi var nok også startet med at spørge mere direkte til redegørelserne (fra højstående embedsmænd i ministeriet, som udløste kommissionen, red.), og så kunne man hurtigt være kommet markant længere,« siger Lars Nørgaard Pedersen.

Tamil-sagen hev tæppet væk

Ligesom med skattesagen blev der også nedsat undersøgelseskommissioner for Farum-sagen, statsløsesagen, Dan Lynge-sagen og Blekingegade-sagen.

Journalisten har talt med de journalister, som har været tættest på sagerne, og ingen af dem mener, at undersøgelseskommissionerne kom med nye store afsløringer.

»Der kom ikke noget afgørende nyt frem,« fortæller Morten Pihl, som fik en Cavling-pris for sin journalistik om Farum-sagen.

En af de fire journalister bag Dan Lynge-sagen, som ligeledes gav en Cavling, havde samme oplevelse:

»Det var ikke de store nyheder, der kom frem,« siger Thomas Stokholm, der i dag er tv-direktør på Ekstra Bladet.

»Man skal ikke sætte næsen op efter de store afsløringer, når der bliver nedsat en kommission. Hvornår har vi sidst set en kommission virkelig trække tæppet væk? Det må vel være Tamil-sagen,« siger Thomas Stokholm.

Jurister lærer ikke undersøgelsesmetoder

Ulrik Dahlin, som vandt en Cavling for statsløsesagen, synes heller ikke, at afhøringerne i kommissionen ændrede på det store billede, men der kom vigtige detaljer frem i kommissionsarbejdet, som endnu ikke er færdigt.

»Jeg tror dog ikke, alt er kommet frem,« fortæller han.

Peter Øvig Knudsen fik også både en Cavling – og en undersøgelseskommission nedsat – efter at han havde skrevet sine bøger om Blekingegade-sagen. Her satte han blandt andet kritisk fokus på, hvorfor PET ikke var gået videre med de oplysninger, de havde om Blekingegadebanden.

»Formålet med at nedsætte kommissionen var jo at kigge nærmere på de punkter. Men når jeg læser rapporten, så er man kommet med undskyldninger for PET i stedet for at finde ud af, hvorfor de ikke handlede,« siger Peter Øvig Knudsen til Journalisten.

Han tror, at det enten skyldes, at konklusionen var skrevet på forhånd, eller den måde, man nedsætter kommissioner på:

»Den første er meget konspiratorisk, og det er nok ikke sådan, det hænger sammen. Hvis man ser på, hvordan kommissionerne er skruet sammen, så er det systemernes egne mænd. De har en embedsmandslogik, som hindrer dem i se, hvad der er interessant at undersøge nærmere. Jeg tror ikke, det er en bevidst handling, men man lærer ikke dybdegående undersøgelsesmetoder på jurastudiet, og man har ikke den vane og motivation for at trænge dybere ind i sager, som journalister og historikere har. Derfor burde der også sidde journalister eller historikere med, hvis ikke en undersøgelseskommission skal være spild af penge,« mener Peter Øvig Knudsen.

Han fortæller, at han flere gange er stødt på beretninger fra embedsmænd, hvor det er »himmelråbende«, at man ikke har undersøgt nogle detaljer nærmere, og at han har talt med andre journalister, der fortæller præcis samme historie.

Kommissioner danner overblik

Spørgsmålet er dog, om det nødvendigvis er kommissionernes opgave at finde de rygende pistoler.

Måske er de fine som det, de er, påpeger et par af de journalister, som Journalisten har talt med:

»Ofte er det vel også sådan, at journalisterne har afdækket store dele af det, som kan afdækkes, og så bliver kommissionerne nedsat for at få et overblik, og fordi sådanne afsløringer kræver, at nogen handler,« siger Thomas Stokholm.

Ulrik Dahlin, som stadig venter på rapporten fra Statsløsekommissionen, mener også, at kommissionen har været til stor gavn, selv om den ikke afslører alt. Han fortæller, at han talte om at skrive en bog om statsløsesagen med journalist Anton Geist, der ligeledes vandt en Cavling for dækningen, inden kommissionen gik i gang. Det er han glad for, at han ikke gjorde i dag, for der er kommet meget nyt frem. Uanset hvad mener han, at det er godt at undersøge den slags sager:

»Hvis man kigger på skattesagen, så er der selvfølgelig behov for at undersøge, om fremtrædende embedsmænd har ligget under for politisk pression fra ministerens side. At man så kommer frem til, at det ikke er tilfældet, gør ikke undersøgelsen overflødig,« siger Ulrik Dahlin.