
Foto: Mads Frost (red. Jo)
Dagens melding om en ny stor sparerunde på Jyllands-Posten er landet som et granatnedslag blandt mediehusets ansatte.
Det fortæller tillidsrepræsentant på Jyllands-Posten Michael Stenvei.
”Det er virkelig voldsomt. Det er nærmest lidt surrealistisk at høre. For kollegerne er det et granatnedslag – de er i regulært chok,” siger han.
Ifølge tillidsrepræsentanten lægger ledelsen op til at nedlægge op mod 25 redaktionelle stillinger. Dertil kommer de 12-13 ansatte, der i dag arbejder i Jyllands-Postens sekretariat, der som en del af sparerunden skal udliciteres til virksomheden Wunderkind.
Samlet risikerer op mod hvert tredje DJ-medlem på Jyllands-Postens redaktion dermed at blive ramt af sparerunden.
”Vi har haft sparerunder mange gange før. Men det her er en historisk stor sparerunde for JP, i hvert fald i nyere tid. Jeg ved godt, at vi ikke er Danish Crown og nedlægger 800 stillinger, men sidst jeg tjekkede, var vi cirka 115 DJ-medlemmer, så procentuelt er det her jo mange. Det er rigtig mange,” siger Michael Stenvei.
”Det er jo vanvittigt”
Den historisk store sparerunde kommer, mindre end et år efter at Jyllands-Posten sidst var igennem en fyringsrunde. Den resulterede i, at syv medarbejdere på DJ-overenskomst i november 2022 blev opsagt.
Derudover måtte otte HK’ere og en enkelt leder forlade avisen. I april i år blev lokalsatsningerne JP Lokal desuden lukket, og i den forbindelse blev 16 journalister opsagt.
”Vi har næsten ikke rystet forrige sparerunde af os. Men sammenlignet med det her var det jo nærmest ingenting. Nu skal vi vinke farvel til et sekretariatet –JP’s dna – og derudover så skal der findes op mod 25 redaktionelle stillinger. Havde du spurgt mig for en uge siden, ville jeg have sagt, at det her er jo vanvittigt,” siger Michael Stenvei.
Han lover, at han og de øvrige tillidsfolk de kommende uger kommer til at udfordre ledelsen på spareplanen. Både i kroner og ører, men også redaktionelle stillinger.
”Som tillidsfolk er vi nødt til at få ledelsen i tale på det her. Vi er nødt til at ende et andet sted, ellers risikerer vi, at JP ender som et afsvedet bombekrater,” siger Michael Stenvei.
Kan ikke veksle skyer til solskin
Direkte adspurgt, om der er punkter i spareplanen, som tillidsfolkene allerede nu ved, at de kommer til at slå ned på over for ledelsen, svarer Michael Stenvei:
”Der er fuld plade hele vejen rundt på sparekravene. Det er svært at finde noget, der er værre end andet – det hele er rent no go.”
Virksomhedsoverdragelsen af sekretariatet til Wunderkind er én af de ting, tillidsfolkene stiller sig undrende over for.
”Det er et geværgreb, man normalt ikke forbinder med publicistiske virksomheder, men med store kapitalfonde eller virksomheder virkelig på vej ud over kanten. Sidst jeg tjekkede, var Jyllands-Posten ingen af delene,” siger Michael Stenvei.
Han kvitterer dog for, at Jyllands-Postens ledelse allerede nu har været ude og tilbyde frivillige fratrædelser. En del af arbejdet bliver nu at finde ud af, hvad der skal ligge i de frivillige fratrædelser.
”Jeg håber, vi kan ende et andet sted, end udspillet lægger op til. Men vi kommer jo ikke til at kunne veksle sorte skyer til solskin, så uanset hvad er det hardcore,” siger Michael Stenvei.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.