
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Jyllands-Posten lukker de fire digitale lokalmedier i Vejle, Horsens, Randers og Viborg, der alle gik under navnet JP Lokal.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
16 journalister opsiges i den forbindelse, lyder det videre.
”Det er en trist dag for lokaljournalistikken. Ikke mindst for de mange virkelig dygtige journalister, som har arbejdet benhårdt med at levere stærkt indhold,” lyder det i pressemeddelelsen fra Viggo Lepoutre Ravn, som er ansvarshavende chefredaktør for de fire medier, i JP Lokal.
Fem redaktører, 11 journalister
Til Journalisten siger Viggo Lepoutre Ravn, at han på nuværende tidspunkt er på vej rundt til redaktionerne i de fire byer for at holde fratrædelsessamtaler med medarbejderne.
Der er tale om fem redaktører og 11 journalister fordelt ud over byerne.
”Min egen situation er uafklaret,” tilføjer Viggo Lepoutre Ravn, da Journalisten spørger ind til, hvorvidt han selv fortsætter hos Jyllands-Posten.
Tillidsrepræsentant Helle Kvist fra JP Lokal er også på vej rundt til de forskellige redaktioner for at deltage i fratrædelsessamtalerne.
Hun fortæller til Journalisten, at man har indgået en fornuftig fratrædelsesaftale, men vil ikke komme ind på detaljerne i den.
”Det er mit umiddelbare indtryk, at det er kommet som en overraskelse og et chok for folk,” fortæller hun.
Personligt ville hun ønske, at ledelsen havde givet projektet længere snor.
”Der er selvfølgelig nogle svære omstændigheder og en samlet set presset branche, men man ville da ønske, at det havde fået lidt længere levetid,” siger hun.
Udsat for TR-kritik
Jacob Nybroe, som er ansvarshavende chefredaktør hos Jyllands-Posten, forklarer i pressemeddelelsen, at det har været svært at skaffe nok abonnenter. Journalisten forsøger at få en kommentar fra ham.
Som Journalisten tidligere har beskrevet, blev de ansatte på JP Lokal ansat under dårligere vilkår end deres kolleger på Jyllands-Posten, hvilket førte til kritik fra tillidsfolkene. Her argumenterede ledelsen i JP/Politiken for, at JP Lokal var et selvstændigt medie med egen ansvarshavende chefredaktør, der ikke havde noget at gøre med Jyllands-Posten.
Få måneder efter fik JP Lokal dog afslag på mediestøtte, da Medienævnet vurderede, at JP Lokal ikke var et selvstændigt brand, fordi det henviste til Jyllands-Posten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.