
Foto: Mads Frost, Jyllands-Posten
Jyllands-Posten har her til formiddag gennemført den fyringsrunde, der blev meldt ud til mediehusets medarbejdere for to uger siden.
Resultatet er, at Jyllands-Postens ansatte skal sige farvel til syv kolleger på DJ-overenskomst. Det fortæller tillidsrepræsentant Michael Stenvei til Journalisten.
”Udspillet fra ledelsen var, at der skulle fyres seks på DJ-overenskomst. Nu er vi så efter lange genvordige forhandlinger og en historisk arbejdsnedlæggelse endt med et resultat på to fyringer. Resten er frivillige fratrædelser. To fyringer er bedre end seks, men det er stadig en trist dag på Jyllands-Posten,” siger Michael Stenvei.
Ud over de syv redaktionelle ansatte forlader også otte HK’ere samt en enkelt leder Jyllands-Posten. Det samlede antal, der stopper på avisen, er dermed 16.
Fyringerne er sket på hovedavisen, mens Finans går fri for fyringer. Her er til gengæld to frivillige fratrædelser.
Medarbejderne har protesteret
Afskedigelserne på Jyllands-Posten er en del af en spareplan udløst af stigende omkostninger til især papir og distribution.
Ifølge chefredaktør Jacob Nybroe er det nødvendigt at fyre for fortsat at kunne udvikle Jyllands-Postens forretning.
”Sådan som økonomien ser ud, er der desværre ikke andet ansvarligt at gøre end at tilpasse vores udgifter,” lød det i sidste uge i et skriftligt svar fra chefredaktøren.
Han er dog tilfreds med, at det trods alt er endt med kun to fyringer på redaktionen.
”En dag som i dag findes ikke i en glædelig udgave. Men når det er sagt, så er jeg tilfreds med, at vi har kunnet finde en ordning for fem medarbejdere, der ønsker at fratræde,” siger Jacob Nybroe.
Medarbejderne har undervejs protesteret over udsigten til fyringer og henvist til, at Jyllands-Posten, der er en del af JP/Politikens Hus, har en velpolstret ejer med en stor pengetank.
”Virkeligheden er jo, at der hverken er lagt op til underskud på driften i år eller næste år – krise eller ej,” som Michael Stenvei har udtrykt det.
I sidste uge nedlagde Jyllands-Postens ansatte arbejdet i en dag, fordi de oplevede, at forhandlingerne med ledelsen var gået i hårdknude. Derefter kom der skub i forhandlingerne.
32 stopper på Ekstra Bladet og Politiken
Ud over Jyllands-Posten skal Politiken og Ekstra Bladet også sige farvel til medarbejdere i forbindelse med spareøvelsen for hele JP/Politikens Hus.
På Politiken er det 10 medarbejdere på tværs af den redaktionelle og kommercielle afdeling, der forlader avisen i forbindelse med den spareplan, der blev fremlagt tidligere på måneden, mens det på Ekstra Bladet er 22.
På Ekstra Bladet svarer det til den største reduktion af den journalistiske arbejdsstyrke i et hug nogensinde, siger tillidsrepræsentant Jimmi Willemoes.
Opdateret kl. 11.47: Antallet af HK’ere, der forlader JP, er tilføjet.
Rettet kl. 12.27: I en tidligere version fremgik det, at JP siger farvel til seks redaktionelle medarbejdere og ikke syv. Det var en fejl. Det samlede antal er også opdateret.
Opdateret kl. 12:41: Citat fra Jacob Nybroe er tilføjet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.