Nordjyske venter på fyresedlerne: ”Der er den forventede trykkede stemning”

Redaktionerne i Nordjyske står over for tocifrerede millionbesparelser og afskedigelser, som skal effektueres i januar. Tillidsrepræsentanter forhandler lige nu med ledelsen om forløbet og antallet af afskedigelser

De ansatte i Nordjyske Medier gik på juleferie, vel vidende at de snart har færre kollegaer. Mediehuset skal nemlig spare i omegnen af 26 millioner på redaktionerne i løbet af 2020, meddelte ledelsen sidste år.

Direkte omregnet svarer det til 40 stillinger, men i øjeblikket forhandler tillidsrepræsentanterne med ledelsen om, hvordan sparerunden skal forløbe og herunder også antallet af afskedigelser.

Men medarbejderne ved ikke mere om, hvordan sparerunden kommer til at ramme redaktionerne nu, end da de gik på juleferie.

”Der er den forventede trykkede stemning i huset. Folk ved og forventer, at der kommer til at ske store ting og sager. Ud over det er det meget begrænset, hvad der er af afklaring,” siger Bo Lehm, tillidsrepræsentant på Nordjyske Medier.

Han fortæller også, at ’flere’ har søgt om at få en frivillig fratrædelse og fået det.

Afskedigelserne skal effektueres inden udgangen af januar.

Sparerunder er blevet en tradition

I 2019 gennemgik Nordjyske to sparerunder. Og når dette års sparerunde er overstået, skal Nordjyske gennem endnu en i 2021, hvor omkring 19 millioner af omkostningerne skal barberes af redaktionerne.

Men udsigten til mere end en sparerunde gør ikke den store forskel for stemningen blandt medarbejderne, vurderer Bo Lehm.

”I de private medier har det jo efterhånden været en årelang fast tilbagevendende tradition, at vi skulle spare. Det er ved at være mange år siden, vi har prøvet, der ikke var minimum ét årligt scenarie,” siger han.

0 Kommentarer