Morten Lund vil hoste op med penge til direktører

Nyhedsavisens tidligere ejer, Morten Lund, er ked af den måde, han har behandlet avisens direktør, Morten Nissen Nielsen, og bestyrelsesformand Svenn Dam på. Det siger han til Epn.dk. Sagen drejer sig om 10 mio. kr.

Nyhedsavisens tidligere ejer, Morten Lund, er ked af den måde, han har behandlet avisens direktør, Morten Nissen Nielsen, og bestyrelsesformand Svenn Dam på. Det siger han til Epn.dk. Sagen drejer sig om 10 mio. kr.

Morten Lund er dog ikke i stand til her og nu at efterkomme kravet. Men han lover at betale de omkring 10 millioner kroner, som de har stævnet ham for.

»Ikke lige nu for det kan jeg ikke, men vi må finde en ordning,« siger Morten Lund til epn.dk.

Løftet om at betale pengene kommer, kort inden han skal i retten tirsdag, hvor Morten Nissen Nielsen og Svenn Dam vil begære ham personligt konkurs.

Partnerne har ligget i konflikt siden Nyhedsavisen lukkede i oktober 2008. Herefter bortviste Morten Lund bestyrelsesformanden. Svenn Dam var kommet i besiddelse af en ikke underskrevet kontrakt, der angiveligt sikrede Morten Lund et millionbeløb fra Berlingskes ejer, David Montgomery, hvis han lukkede avisen.

»Jeg har spillet hardball over for de mennesker, og det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg var egoistisk og et pikhoved, fordi jeg var presset og bange. Men jeg har givet mit ord på, at jeg ville sørge for Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen, og det vil jeg leve op til,« siger Morten Lund.

0 Kommentarer