Medieåret 2010

Hvad var årets vigtigste historie, og hvilke skulle aldrig have været bragt? 13 redaktører på medier, der giver overskud trods krisetid, fælder dom over medieverdenens 2010 - og stiller de spørgsmål, de savner svaret på.

Hvad var årets vigtigste historie, og hvilke skulle aldrig have været bragt? 13 redaktører på medier, der giver overskud trods krisetid, fælder dom over medieverdenens 2010 – og stiller de spørgsmål, de savner svaret på.

Sebastian Relster
Chefredaktør, Historie
Resultat for Bonnier Publications 2009: 144 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Jeg vælger én fra mit eget univers, nemlig nyheden om, at danske forskere kunne kortlægge arvematerialet på et uddødt fortidsmenneske ved at analysere DNA i en 4000 år gammel hårtot. Teknikken rummer uanede muligheder, da DNA-detektiverne ved hjælp af meget få og små organiske prøver kan give os en tur i tidsmaskinen, som de færreste drømte om for få år siden.  

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt?
Helle Thornings skattesag – som altså ikke var en sag. Jeg nåede også mæthedspunktet med de indespærrede chilenske minearbejdere. BBC alene sendte 26 mænd til Chile for at høre et par ordknappe minearbejdere meddele … at de ikke havde noget at meddele.

Årets rubrik? Ekstra Bladet: "Sidney Lee i nyt Anders And-blad".

Årets jobskifte? Kuglestøder Joachim B. Olsens (og mange andres) vej til Liberal Alliance. Al respekt for det fremstormende parti, men sidder vi ikke og venter på en eller anden løbsk kernereaktion op til folketingsvalget?

Årets spin? BP's eks-direktør, Tony 'jeg-vil-have-mit-liv-tilbage' Hayward, burde nok have konsulteret en spindoktor, inden han gik på skærmen og talte til ofrene for oliekatastrofen.

Årets ekspert? Asger Aamund. Han er nemlig ekspert i alt, og den kan hverken cheføkonom Steen Boccian eller professor Flemming Ibsen altså stikke.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Til folkene bag NemID: Hvordan definerer I ordet nem?

SVAR:
Jette Knudsen,
kommunikationschef Danid:
»Sjovt nok, så er der faktisk aldrig en journalist, der har stillet os det spørgsmål. Så her er svaret: Vi definerer ”nem” som ubegrænset mobilitet – NemID kan bruges fra enhver computer, og ”nem” som lettelsen ved at kunne nøjes med at huske en enkelt adgangs-kode, uanset om du skal i banken, på Borger.dk, i din fagforening eller  i dit forsikringsselskab.«

Kristian Lund
Chefredaktør, Dagens Medicin
Omsætning 2009: 25 millioner kroner – Resultat 10-15 procent

Årets vigtigste historie? Skandalen om Lægemiddelstyrelsens godkendelse af et særligt kontrastmiddel til brug for scanninger af nyresyge patienter – Omniscan-sagen. Den danske godkendelse blev kopieret i mange lande, så Danmarks fejl kom til at koste tusinder af invalideringer og dødsfald. En kompliceret sag, som ingen af de store medier tude røre ved. Tøsedrenge.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Politisk journalistik har ramt et absolut nulpunkt med kampagnerne mod Helle Thorning, Lene Espersen, Søren Pind og Ole Sohn. Rædselsfuldt, hvordan politisk journalistik er blevet til degenereret gossip-fis, der bare handler om at få aktindsigt i tonsvis af bilag.

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen? Per Stig Møllers radiokanal – "Radio Gaga". Endnu en radiokanal, som bare er stjålet fra DR.

Årets rubrik? Jeg husker kun de dumme: "Nu er forskerne sikre – det virker. Stor guide: 10 kure der helbreder." Eller "Så let undgår du gigt ". B.T. er skruppelløs, når det drejer sig om at slå plat på læsernes håb om evigt liv.

Årets citat sagt af en medieperson? Plummer: »Og så er det klart, at hvis du lader være med at skrive om mit privatliv overhovedet, så er der en belønning til dig.«

Årets jobskifte? Jakob Winthers flugt fra skandalen i Forsvarsministeriet til pressechef i Danske Regioner. Spøjst. Og uden for medieverdenen: Lene Espersens selvovervurderede skifte til Udenrigsministeriet.

Årets spin? Helle og Villys 12 minutter-vil-løse-alle-landets-økonomiske-problemer. Mage til bavl, som selv fagbevægelsen faldt i ryggen.

Årets ekspert? Sundhedsjurist Mette Hartlev fra Københavns Universitet er en superskarp kommentator med dyb indsigt. Uden for sundhedens osteklokke magter Lisbeth Knudsen stort set alt og især mediepolitisk.

Britt Spangsberg
Redaktør, Mediecentret Herlev Bladet
Resultat 2009: 4,5 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Hr. og fru Danmark mener nok, at det er historierne om de chilenske minearbejdere og nyheden om, at Mary venter tvillinger. Men ud fra de beløb, medierne brugte på at dække begivenheden, må det være sommerens VM i fodbold.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt?
Kurt Lassens bog om Kenneth Plummer og historien om Helle Thornings skattesag – begge har svækket den generelle journalistiske troværdighed blandt danskerne.

Årets forretningside i medieverdenen? Visse dagblades lancering af apps til iPad. IPad'ens egenskaber får mig til at tro på et forretningsmæssigt potentiale i brugerbetaling for elektronisk adgang til medierne.

Årets rubrik? "Ikke så meget pis på Lorteøen" fra Erik Jensens dækning af Copenhagen Live i Politiken – et rigtig godt ordspil, der kaprer læsernes opmærksomhed i en historie, der ellers ikke er verdens største.

Årets spin? Caroline Wozniackis dybt professionelle evne til at brande sig selv og sine sponsorer gennem medierne og præsident Sebastian Pineras redningsaktion af de chilenske minearbejdere, hvor selv en omtale af det tøj, minearbejderne forventedes at have på under redningsaktionen, nåede de danske medier.

Årets ekspert? Mogensen og Kristiansen for deres evner til at fange en målgruppe, som ellers ikke bruger tid på politiske analyser – det bidrager til stillingtagen i et demokratisk samfund.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Til Reimer Bo: Hvis du fik chancen for at interviewe Rigmor Zobel og Stein Bagger i dag, hvilke kritiske spørgsmål ville du så stille dem?

Mads Lange
Chefredaktør, Euroman
Resultat for Egmont Magasiner 2009: 50 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Wikileaks' afsløringer om krigen i Irak og Afghanistan – blandt andet at Forsvarsministeriet har tilbageholdt oplysninger om overgreb mod fanger.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? B.T.'s forside 29. juli: "Helles nye løgn. Jurist ikke i tvivl: Det er strafbart".

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen?
Kenneth Plummers gyldne håndtryk. Hvorfor skal han have flere millioner for at sige op?

Årets rubrik? "X Factor-stjernes mormor er prostitueret" i Ekstra Bladet.

Årets spin? Dansk Folkeparti har gang på gang succes med at få Christiansborg og alle medier til at diskutere forslag, der for få år siden var blevet kategoriseret som landsbytosserier: Begrænsninger for opsættelse af parabol-antenner, forbud mod nedtagelse af arabiske nyhedskanaler som Al Jazeera, forbud mod indvandreres overforbrug af saftevand og tørkager i venteværelser, tilbagebetaling af SU-penge i tilfælde af flytning til et andet land efter eksamen …

Årets ekspert? Mads Fuglede om amerikansk politik, som i øvrigt nægter at blive kaldt ekspert. Var væk fra skærmen meget af året og dukkede så op igen under det amerikanske midtvejsvalg, hvor man opdagede, at han har været savnet.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Hr. statsminister, årets Cavling-vinder har dokumenteret, at finansminister Claus Hjort Frederiksen i sin tid som beskæftigelsesminister har brudt loven og vildledt Folketinget – hvorfor har det ikke fået konsekvenser?

Timme Bisgaard Munk
Redaktør og direktør, Kommunikationsforum A/S
Resultat 2009: Cirka 2 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Sagen om den katolske kirkes misbrug af børn.

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen? At medierne nu stolt forærer goodwill, guld og gode læsere til Google, Facebook og Apple App Store, og hvad er lige the return on investment her?

Årets rubrik? Alle rubrikker om Prins Henriks gravhund.

Årets citat sagt af en medieperson? Ditte Okmans statusbesked på Facebook om kioskdamen på Christiansborg: "Der står en fucked up medicineret psykisk syg dame … Hun er så nedtursramt, at hun ikke engang forsøger at skjule det – nej, hun lever af det … Har lyst til at kvæle hende langsomt."

Årets jobskifte?
Reimer Bos skift til nu at arbejde fuldtid for sit eget medieselskab.

Årets spin? På plussiden: Pelsavler Foreningen. Respekt! Endelig nogle, som tør sige fra og slå igen. På minussiden: Brokenhagen-floppet og BP's cover-up omkring omfanget af oliekatastrofen.

Årets ekspert? Nomas fuck-de-ansatte mesterkok og Draper fra "Mad Men".

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Til Rigmor Zobel: Har du nogensinde taget kokain?

Pil Gundelach Brandstrup
Programdirektør, TV3
Resultat for Free-TV Scandinavia 2009, MTG: 820 millioner svenske kroner

Årets vigtigste historie? Det var på sin egen måde den islandske vulkans udbrud, askeskyen og dens indflydelse på flytrafikken. Den begivenhed viste os en anden side af den globaliserede virkelighed. Hvor afhængige vi er af en række ting, og at vi er små og sårbare.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Kampagnerne mod Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt var helt ude af proportioner. En mere kritisk tilgang til sagernes relevans havde klædt en del journalister og medier. 

Årets citat sagt af en medieperson?
Jeg bliver nødt til at fremhæve en sætning med en gennemslagskraft, ingen kunne forudse: Nemlig det famøse spørgsmål stillet af mediedarlingen Amalie i "Paradise Hotel": "Stina, ka' du så godt lide at gå rundt og klæde dig ud som en russisk roulette?" Det var starten på Amalies vej ud i de danske medier, fra "Go'morgen Danmark" og Cirkusrevyen til Politiken og "Mennesker og medier". Og egen reportage-serie på TV3.

Årets jobskifte? Lars Grarup, tidligere mediedirektør i DR, som efter to-tre uger som udviklingsdirektør i Nordisk Film landede jobbet som chefredaktør på Politiken.  

Årets spin? Kenneth Plummer-sagen og Kurt Lassens bog indeholder eksempler på både dårligt og (lige lovlig) dygtigt spin: At bogen kostede Plummer posten som generaldirektør, og at forlaget/journalisten bag fik så ekstrem en markedsføring. Hvad der er hvad, giver vist sig selv.

Årets ekspert? Jeg har altid syntes, at Henrik Juhl Hansen ufortjent står i skyggen af flere profiler på TV 2's Tour de France-dækning. Han skal have kredit som den vidende, engagerede og helt nede på jorden-ekspert, han er.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål?
Til Lasse Jensen fra "Mennesker og medier" på DR: Hvad tænker du om, at dit program med Amalie fra "Paradise Hotel" og "Amalies Verden" måske er det, som har fået størst opmærksomhed og skabt mest debat ud af alle de udsendelser, du har lavet med tunge emner og personer?
Hvorfor?

SVAR:
Lasse Jensen
vært  ”Mennesker og Medier” på P1

»Det undrer mig ikke. Generelt set er mange danske medier jo mest interesserede i det umiddelbart interessevækkende. De tunge emner kræver research og omtanke. Og det tunge sælger ikke nær så godt som Amalie. I øvrigt var omtalen begrænset til tabloidaviserne, specielt Ekstra Bladets website og debatten var stærkt begrænset. Den foregik mest på mail med både begejstrede og meget lidt begejstrede P1-lyttere. Sidstnævnte mente, at jeg ved at invitere Amalie havde "sænket udsendelsens niveau".«

Lis Hornø
Chefredaktør, Tænk
Resultat 2009: 2,9 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Frank Poulsens dokumentar "Blod i mobilen" om slavearbejdere i Congo, der bryder mineraler til telefoner, og hvis arbejde finansierer en borgerkrig.

Årets bedste forretningside i medieverdenen?
Tænk er annonce- og sponsorfrit og lever alene af at sælge indhold. Vores omsætning på webindhold alene er cirka 300.000 kroner per måned, så forretnings-ideen holder.

Årets rubrik? Ude & Hjemme er tit opløftende, for eksempel "Skambidt pige blev model/Vansiret som fire-årig af rasende hund".

Årets jobskifte? Christian Jensens hop fra Berlingske til Information. Jeg bemærkede en stigning i slagkraftige citathistorier i mediemøllen lige efter. Jobbet på Information er ærefuldt.

Årets spin? Den diplomatiske fiasko, som COP 15 endte med at være for Danmark. Anders Fogh lykkedes med at holde skylden hos Løkke og undgik ridser i lakken.

Årets ekspert? Balletekspert Erik Aschengreen – ingen overgår hans viden om dans. Han kan formidle fra tåspids til hiphop med smittende kærlighed.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål?
Til departementschef Lars Findsen i Forsvarsministeriet: Hvordan er det lykkedes dig at overleve trods rækken af skandaler i dit ministerium, som har
kostet en minister og flere topembedsmænd posterne?

SVAR:
Lars Findsen

departementschef, Forsvarsministeriet

»Jeg går ud fra, at du med dit en smule ladede spørgsmål henviser til sagen om den arabiske oversættelse af jægerbogen. En sag fra min embedsperiode.
Den sag handler som fastslået i byretten grundlæggende om, hvordan to officerer løj over for forsvarets ledelse.
Sagen er anket af anklagemyndigheden. Jeg kan derfor ikke udtale mig om den.
Det er også et grundvilkår for en departementschef, at man kan komme til at stå i skudlinjen. Og det ligger i embedsmandssystemet, at man ikke kan tage til genmæle, når sagen ”kører”.
Mener du, at du stadig sidder inde med ubesvarede spørgsmål i forhold til min rolle i den eller andre sager, kan du komme ind til en kop kaffe og en snak i det nye år. ”Snakken” kan for min skyld godt få karakter af et interview, som du for eksempel kan få optrykt i Journalisten.«


Rasmus Nielsen

Udgiver, Altinget.dk
Resultat 2009-2010: 106.000 kroner

Årets vigtigste historie? TV2 Nyhederne om københavnske hjemmehjælpere, der svigter ældre skatteborgere ved at fuske med tidsregistreringer til private gøremål.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Den aggressive, faktakolde kampagne mod Stephen Kinnocks skatteforhold.

Årets forretningside i medieverdenen? Boliga.dk, der i stigende grad evner at drive sin trafik på sitet frem ved redaktionelt/ statistisk at behandle sin enorme viden om boligmarkedet.

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen? Ugen.dk fra Berlingske Media – konceptet var alt for bredt for internettet til, at nogen ville betale.

Årets citat sagt af en medieperson?
"Tiden er kommet til, at regeringen må tænke alternativt for at kunne overleve. Et overraskende dristigt træk vil være, at den fatalt anskudte Lene Espersen trækker sig som minister." Peter Mogensen i Politiken, november 2010.

Årets jobskifte? Sandy French fra spindoktor for økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til indlandschef for DR Nyheder.

Årets ekspert? Professor i Statskundskab Peter Nedergaard, Københavns Universitet, for underbyggede, perspektiverende og samtidig provokerende indlæg – blandt andet på sin JP-blog.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Forudsætter forarbejderne til den danske grundlov ikke et FN-mandat, for at Danmark kunne gå i krig, hr. NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen?

SVAR:
Anders Fogh Rasmussen
generalsekretær i NATO:
»FN’s Sikkerhedsråd har det primære ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed. Krigen mod Saddam Hussein var efter regeringens vurdering dækket af tidligere FN-mandater. Operationen i Afghanistan er sanktioneret af FN’s Sikkerhedsråd.«


­­­­Vibeke Larsen

Chefredaktør, Herning Folkeblad
Resultat 2010: 2,1 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Hver eneste historie om dårlig opførsel på Facebook. Det burde være logik for burhøns, at man heller ikke på Facebook kan hænge folk ud, som man har lyst til.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt?
Tøger Seidenfadens og Politikens undskyldning for genoptryk af Muhammed-tegningerne. Det var rent udsalg af ytringsfriheden og en svækkelse af andre aviser, der også blev truet af advokaten.

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen? Konkursen af magasin- og reklamevirksomheden Vermø A/S i Herning (som blandt andet stod bag Helse og Tjeck). Direktørparret er politianmeldt for bedrageri, og det vælter ud med gældsposter og regnskabsrod. Tilbage er milliontab til kreditorer, journalister uden job, freelancere i klemme og forliste sponsoraftaler.

Årets rubrik? "Marias morder var uskyldig". I MetroXpress efter løsladelsen af Jan Lindholt Mikkelsen, som sad varetægtsfængslet i 18 døgn mistænkt for at have dræbt den 20-årige Maria Møller Christensen nytårsnat i Herning. Rubrikken taler for sig selv.

Årets jobskifte? Nikolaj Koppel. Fra musikchef i Tivoli til "Talent 2010"-dommer og vært på "Aftenshowet" – og desuden på "Åbent Hus" på P2. DR gør sit for at sikre sig, at landets lyttere og seere får chancer for at opdage, om manden selv har talent.

Årets spin? Citronmåne-forsendelserne til DF. Hatten af for danskerne, som besluttede at protestere mod DF ved at dynge partiet til i noget så dansk som citronmåne-kager.

Årets ekspert? Privatøkonomisk redaktør Lars Nielsen, JP. For underholdende, indsigtsfulde, velskrevne og skarpe dask til finansverdenen eller privatforbrugerne i sine kommentarer.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Til Uffe Thorndal, eks-konservativ og forhenværende borgmester i Hørsholm, som for nylig politianmeldte Kenneth Plummer for at videregive fortrolige oplysninger. Det er cirka 15. gang, han indgiver en politianmeldelse, selv om der ikke er en politisag: Er det for at få medieopmærksomhed, hævne dig eller for at spilde politiets og andres tid, at du bliver ved med at melde folk?

SVAR:
Uffe Thorndal

tidligere borgmester i Hørsholm:

»Kenneth Plummer udleverede fortrolige oplysninger. Det er en klar overtrædelse af straffeloven. Efter retsplejeloven skulle politiet af sig selv tage sagen op til behandling. Men det er desværre sådan, at når det handler om det parallelsamfund, som overdanmark er, så er politimyndigheden overordent-ligt tilbageholdende. Jeg ønsker først og fremmest af hensyn til mine børn og børnebørn, at de skal leve i et retssamfund, hvor der er lighed for loven, således at også magtens mænd og kvinder retsforfølges for de lovovertrædelser, de begår.
Hvis journalisterne i Danmark tog deres arbejde og forpligtelser alvorligt, så ville magthaverne, og de mange virkeligt kriminelle i vort er-hvervsliv ikke slippe så let, og så ville vi være mange, der igen kunne glæde os over at leve i et retssamfund, med lighed for loven.«


Lise Bondesen

Nyhedschef, Se og Hør
Resultat for Aller Media A/S 2009-2010: 5 millioner kroner

Årets vigtigste historie? B.T.'s afsløring af den tavse bombemands sande identitet. "Hmm," tænkte de inde på avisen, "han ligner en bokser, og han havde en enkeltbillet på sig til Belgien – så vi kontakter nogle bokseklubber der". Hvorfor fik politiet ikke den ide? Det hele fik et satirisk skær, som var en svensk krimiroman værdig.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? B.T.'s forsidebasker i sagen om sexmorderen fra Amager: "Nu står ekskæresten frem: Han var så sød og dejlig". Det viste sig, at der var tale om en ungdoms-flirt, som havde møsset lidt med manden, da de gik i folkeskole.

Årets forretningside i medieverdenen? Mon ikke DR og TV 2 har scoret et par gode kroner på deres utallige sms-afstemninger i diverse talent- og danseshows?

Årets rubrik? "Bøsser stjal min dusk". Rubrikken stammer fra mit eget blads forside og handler om Christiane Schaumburg-Müller, som fik stjålet sine hair extensions af et par feststemte homoseksuelle fyre.
I love it!

Årets citat sagt af en medieperson?
Undskyld. Først sagde Politiken undskyld for Muhammed-tegningerne, så erklærede partypigen Susan K. at hun ville sige undskyld til den garderobepige, hun kylede et ølglas i hovedet på. Senere kom Ditte Okmans undskyldning, derpå Lene Espersens, hen over sommeren sagde et par flossede cykelstjerner undskyld, og det samme nåede både Helle Thorning-Schmidt og en hårdt presset Ole Sohn at gøre – selv paven har sagt undskyld til ofrene for sexmisbruget i den katolske kirke.

Årets jobskifte? Kenneth Plummer fra generaldirektør i DR til arbejdsløs.

Årets spin? Stephen Kinnocks skattesag dukkede næppe op i B.T., udelukkende fordi der sad nogle ædle journalister og gravede den frem i sandhedens tjeneste. Aggressiv spin, der endte med at ramme afsenderne i nakken som en boomerang.

Årets ekspert? Allan Tornsberg! Lige ud af posen-dommer i "Vild med dans". Min yngste datter på syv år eeelsker ham – et bevis på, at han har ramt rent ind i målgruppen.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Historien om millionøsen Caroline Fleming og fodboldhugget Nicklas Bendtner, der fandt sammen, og som nu gudhjælpemig venter barn, er i min sladderverden årets bedste. Så naturligvis vil jeg spørge Caroline: Hvorfor i alverden er du ikke blevet skilt fra Rory?


Peter Gram
Direktør og radiochef, Skala FM og Syddanske Online
Resultat for Syddanske Medier 2009: 5,5 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Lene Espersens ferie og afbuddet til det nordatlantiske topmøde. Sagen var banal, men håndteringen blev starten på en konservativ deroute, der synes på vej til at udslette et tidligere folkeparti og fjerne regeringen fra magten ved næste valg.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Kenneth Plummers indiskretioner over for journalist og forfatter Kurt Lassen, som forrådte den journalistiske grundlov ved at offentliggøre information afgivet til baggrund.

Årets økonomiske fadæse i medieverdenen?
At de to store aktører på landssalg til radiomarkedet, nemlig SBS og DDR, fortsat konkurrerer på livet løs om samme beskedne marked. Et fælles bureau for landsreklamer til radio på tværs af ejerskaber er eneste vej frem.

Årets rubrik?
"Klip ud og genbrug: Ballade i Brøndby". Rubrik på forsiden af B.T. i forbindelse med et af de utallige ledelsesopgør i foldboldklubben. Her illustrerer en dygtig bladsnedker, at Brøndby er i nærmest konstant, organisatorisk krise, men ironiserer over det redaktionelle grundvilkår, at journalistik i betydelig grad består af gentagelser.

Årets citat sagt af en medieperson? »I vil kun splitte det ad.« Birthe Rønn Hornbechs kommentar til Christiansborgs journalistkorps. Journalisterne efterspurgte aldeles rimeligt en forklaring på den tilsyneladende uenighed mellem integrationsministeren og regeringens støtter i DF, efter at Birthe Rønn såede tvivl om sin fortolkning af det nye pointsystem for familiesammenføring i Berlingske.

Årets jobskifte?
Ekstra Bladets udnævnelse af norske Geir Terje Ruud fra Verdens Gang til digital chefredaktør.

Årets ekspert? Danfoss' administrerende direktør, Niels Bjørn Christiansen, som besvarer vanskelige spørgsmål om alt fra etik til nationaløkonomi på en letfattelig og kvalificeret facon.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Til Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt: Hvilke forandringer vil den nuværende/kommende regering gennemføre for at redde økonomien i et samfund, hvor antallet af indbyggere på overførselsindkomst overstiger antallet af erhvervs-aktive?

Steffen Lange
Chefredaktør, Midtjyllands Avis
Resultat for Silkeborg Avis A/S 2009: 4,4 millioner kroner

Årets vigtigste historie? "Driftsudgifter på himmelflugt" – Midtjyllands Avis' kulegravning af den kommunale økonomi i Silkeborg, hvor pengene fossede ud af kassen i 2009. Historien blev brugt af flere elektroniske medier. Et klassisk eksempel på, hvordan den journalistiske fødekæde ofte starter i lokalaviserne.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt? Historien om society-kvinden Rigmor Zobel, der fik en mindre bøde i en narkosag, men alligevel blev trukket igennem medierne.

Årets rubrik? "Tilgangen i bordtennis i Thorsø batter ikke nok", "Lykkelig minister mødte sit store idol" (om Lykke Friis' møde med Franz Beckenbauer) og tilsvarende rubrikker med ordspil, som journalisterne på Midtjyllands Avis ofte brillerer med.

Årets citat sagt af en medieperson?
"Journalistikken er i dag i en situation, hvor vi til hver en lejlighed kan opfinde rationelle argumenter for at bryde journalistikkens regler, fordi vi vil være en del af jagten på klik, citater, omtale. Altså præcis samme jagt på opmærksomhed og omsætning, som afløste det aftalebrud, der udgør selve bogen." Skrevet af Øjvind Hesselager i Journalisten om bogen, der fældede Kenneth Plummer.

Årets jobskifte?
Troels Mylenberg som ny chefredaktør på Fyns Amts Avis.

Årets spin? Jesper "Kasi Jesper" Nielsens evne til at få pressen til helt ukritisk at skrive om hvad som helst, der har med Pandora-smykker og AG Håndbold at gøre. Han har hermed overtaget Flemming "Don Ø" Østergaards rolle som mediernes darling.

Årets ekspert? Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen, der på en upoppet og let forståelig måde orienterer om sikkerhedspolitik og terrorisme.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål? Borgerne ude i landet har de senere år oplevet en voldsom centralisering på mange områder, eksempelvis politi- og retsvæsen, sygehusvæsenet og skat. Så til statsministeren: Er danskernes hverdag blevet nemmere efter de mange centraliseringer, og skal bølgen fortsætte?

Stig Nielsen
Chefredaktør, DJØF Bladet
Resultat 2009: 9,9 millioner kroner

Årets vigtigste historie? Wikileaks har bidraget til større gennemsigtighed og ansvarlighed omkring krigene i Afghanistan og Irak.

Årets historie, som aldrig skulle have været bragt?
Det er fristende at sige Kurt Lassens brud på en klokkeklar aftale, men jeg vælger DR 2's serie om "De røde lejesvende", der kunne have været en spændende og interessant ide, men som endte som en gang uinteressant og overfladisk journalistik.

Årets rubrik? "For dum til Danmark". Sådan lød en overskrift på forsiden af Ekstra Bladet, der henviste til, at Naser Khaders familie aldrig var kommet ind i Danmark med det nye pointsystem for udlændinge.

Årets citat sagt af en medieperson? Kurt Strand til DJØF Bladet om journalistikkens funktion: "Opgaven er at være samfundets vagthund. Men der er eksempler på, at den rolle bliver svigtet. At vagthunden helt misforstået bliver skiftet ud med jagthunden."

Årets spin? Hele hurlumhejet omkring indførelsen af et pointsystem for udlændinge. Her lykkedes det at dreje den offentlige debat væk fra de væsentlige problemer i samfundet og gøre det til en diskussion om at holde endnu flere ude fra samme samfund.

Årets ekspert? USA-eksperten Niels Bjerre-Poulsen fra CBS på grund af hans betragtninger i forbindelse med midtvejsvalget i USA.

Årets ubesvarede journalistiske spørgsmål?
Anders Fogh Rasmussen udtalte i forbindelse med George Bushs erindringsbog, at de to var rigtig gode venner på trods af uenigheder på blandt andet menneskerettighedsområdet. I bogen udtrykker Bush sin støtte til brugen af tortur. Så til Anders Fogh: Er der nogen grænser for, hvad dine venner kan gå ind for, før du ikke kan være venner med dem mere?

SVAR:
Anders Fogh Rasmussen
general-sekretær i NATO:

»Først og fremmest vil jeg slå fast, at jeg skarpt fordømmer brug af tortur. Det er min politiske grundholdning, at der bør gælde universelle menneskerettighe-der. Til disse hører forbud mod tortur. Og når vi kæmper for at forsvare menneskerettigheder, skal vi naturligvis selv overholde dem til punkt og prikke.

Min opfattelse er, at Danmark gennem et tæt personligt forhold mellem mig og den amerikanske præsident fik langt større indflydelse på en række områder, end vi ellers ville have fået. Og når jeg fremførte kritik af nogle af de metoder, som USA havde bragt i anvendelse efter terrorangrebene 11. september 2001, herunder forhol-dene omkring Guantanamo, blev der derfor lyttet nøje.

Jeg har haft mange samtaler med præsident Bush om menneskerettigheder og de krav, vi som demokratier må leve op til. USA er og bliver verdens supermagt. Jeg ville ikke have tjent Danmarks interesser ved at indtage en personligt fornærmet hold-ning til forhold, som jeg ikke var enig i.«

Research og tekst om perioden 2000-2010

De spørgsmål, der svares på i mediechefernes kavalkade, er stillet af Ida Nyegaard Espersen.

Alle personer, der bliver stillet et spørgsmål, er forsøgt kontaktet for svar.

0 Kommentarer