Journalisten har i dette nummer bedt 13 mediechefer kommentere og kåre medieåret 2010. De er alle valgt, fordi de repræsenterer medier, der giver overskud – det kan vi ikke få for meget af i disse nedgangstider.

Kriteriet for udvælgelse betyder tilmed også, at det i en vis udstrækning er et helt nyt hold, der nu rykker ind i manegen for mediekommentarer. Måske tankevækkende i sig selv. Måden, mediefolket håndterer faget på, er jo i dag et emne, der ofte fylder mindst lige så meget som selve historien. Men det er altså oftest de underskudsramte, der bliver hidkaldt som eksperter, når faget skal perspektiveres og endevendes. Måske en uvane, vi bør gøre op med i det næste årti?

For svær en sag
De overskudsramte chefers bud på årets bedste og værste journalistik og spin er opsigtsvækkende og interessant. Først og fremmest er det karakteristisk, at en del af de begivenheder, panelet udpeger som centrale i 2010, ikke er gravet ud af dansk dagspresse.

Tag for eksempel en sag som Lægemiddelstyrelsens godkendelse af et kontrastmiddel til brug for scanninger af nyresyge patienter. Dødsensalvorlig og med klar dansk vinkel. Men alt for indviklet til, at vi på nutidens mange platforme tør satse på at formidle hele substansen.
 "En kompliceret sag, som ingen af de store medier turde røre ved," noterer Kristian Lund, Dagens Medicin, med tilføjelsen: "Tøsedrenge".

Til gengæld er der rigtigt mange andre historier, som kunne gøres så enkle, at mange medier gerne ville røre rigtigt meget ved dem.

B.T.'s mange hjælpere
Går vi et lag længere ned i mulden fra 2010, så er det gennemgående, at mange af de sager, der for alvor mobiliserede sekretariaterne og satte sindene i kog – i hvert fald hos mediefolket selv, ofte sluttede uden synderlige konsekvenser for de ellers massivt udpegede skurke.
Det er ellers noget af en sætning at formulere i mediefolkets eget blad.

Vi kommer ikke uden om at fremhæve, at B.T.'s dækning af en vis skattesag ofte bliver fremhævet som den historie i året, der aldrig skulle have været bragt.  Inden vi buher af B.T.'s gravere, er det måske værd at notere, at det ganske rigtigt var B.T., der lancerede historien.  Men den fik så sandelig ikke lov at dø i tavshed i de øvrige medier. 2010 blev tværtimod året, hvor den tabloide slagkraft i en kombination med nettets hurtige spredning af historien for alvor slog hul igennem til public service og morgenaviser.

Vi så også noget andet i 2010. Jo højere de såkaldt seriøse medier samtidigt råber "ulven kommer", desto mere styrtdykker oplaget. Men det er sikkert tilfældigt.

Fra støj til væsentlighed
2010 blev også året, hvor det stod klart, at en journalistisk historie med tvivl-som substans sagtens kan udvikle sig til en katastrofe for hovedpersonen, hvis mediehåndteringen er forkert. Helle Thorning kunne have tabt – hvis mediestrategien havde fejlet.

Præcis som udenrigsminister Lene Espersen, hvis "forbrydelse" ikke forekommer meget større.  Espersen tabte, fordi sagen om ferie eller arbejde blev håndteret forkert. Ikke fordi journalisterne skrev om den. Og Kenneth Plummer tabte, fordi han glemte at konsultere en rådgiver, inden han begyndte at plapre løs i den baggrund, der endte i en afgrund.

Dermed kan vi også konstatere, at mediefolket har indgået en særegen symbiose: Journalisterne sender det hårde skyts af sted. Sagen speedes op på trådløse platforme og antager dermed en vis størrelse, der fejlagtigt veksles til væsentlighed. Kommunikatørerne forsøger derpå at styre hovedpersonen uden om katastrofen. Det er fast arbejde for os alle.

Godt nytår!

– Øjvind Hesselager, redaktør