Udskiftning

Lars Munch bliver formand for JP/Politikens Hus

Han overtager posten, efter at Peter Bartram trådte tilbage for en måneds tid siden

Fra 1. maj vender Lars Munch tilbage som formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus.

Det skriver JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse, efter at Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden har udpeget den nye formand.

Lars Munch overtager posten efter tidligere forsvarschef Peter Bartram, der for to år siden overtog den fra netop Lars Munch. Peter Bartram fratrådte sin stilling midt i marts på grund af uenigheder om virksomhedens strategi.

Posten som formand for JP/Politikens Hus betyder, at Lars Munch samtidig fratræder sin formandspost i Politiken-Fonden, hvor han bliver næstformand. Finn Junge-Jensen overtager den formandspost, mens Jørgen Ejbøl fortsætter som formand for Jyllands-Postens Fond.

Koncerndirektør vinker farvel

Det er bare en lille håndfuld dage siden, der sidst blev meldt ud om udskiftninger i toppen af JP/Politikens Hus.

Tirsdag blev det nemlig meldt ud, at Dorthe Bjerregaard-Knudsen stopper som koncerndirektør i huset til sommer efter at have været tilknyttet huset siden 2014.

8 måneder med tumult i toppen

August 2023

Januar 2024

  • JP/Politikens øverste ledelse præsenterer en ny strategi, hvor digital udvikling er det helt store tema. Den digitale udvikling af husets medier samles derudover i en fælles udviklingsenhed.

Februar 2024

  • Først kommer det frem, at 74-årige Jørgen Ejbøl vil fortsætte som formand for Jyllands-Postens fond og dermed fravige fondens praksis med, at bestyrelsesmedlemmer skal fratræde det år, de fylder 75 år.
  • Så forklarer Jørgen Ejbøl, at det var et udtalt ønske fra fondsbestyrelsen og chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, at han fortsatte.
  • I et interview til Politiken siger Jørgen Ejbøl, at koncernens direktion og bestyrelse har lagt en skæv kurs, og at han selv måtte træde til og fyre chefredaktør Jacob Nybroe fra Jyllands-Posten. ”Jeg kan ikke bare sidde og se på, at Jyllands-Posten havner i grøften,” sagde han.

Marts 2024

  • Formanden for JP/Politikens Hus’ bestyrelse, tidligere forsvarschef Peter Bartram, fratræder sin stilling på grund af ”uenigheder om virksomhedens strategi”.

April 2024

  • Efter ”10 spændende år” forlader koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen JP/Politiken. Opsigelsen skete ifølge en pressemeddelelse ”i lyset af den uklarhed om koncernens strategi, der er blevet skabt den seneste tid”.

”I lyset af den uklarhed om koncernens strategi, der er blevet skabt den seneste tid, har jeg dog besluttet mig for, at tiden er inde til, at jeg investerer min energi i nye udfordringer uden for JP/Politikens Hus,” udtalte hun i en pressemeddelelse fra JP/Politikens Hus.

Journalisten forsøgte i kølvandet på den nyhed at få mediehusets ledelse til at forholde sig til, hvorvidt der er uro i topledelsen, og om der er sået tvivl om mediehusets fremadrettede strategi. Det var vel at mærke et forgæves forsøg.

Ingen i ledelsen ønskede at udtale sig, og Dorthe Bjerregaard-Knudsen vendte tilbage på en mail, efter at hun var blevet spurgt om, hvorvidt strategien i JP/Politikens Hus er uklar, som hun udtalte i pressemeddelelsen.

”Det er faktisk ikke det, der står i pressemeddelelsen. Som jeg udtaler, så er der blevet skabt uklarhed om strategien den seneste tid, og i lyset af det har jeg besluttet mig for at investere min energi uden for JP/Politikens Hus fremadrettet,” lød det.

Fik det halve i løn

Da Peter Bartram overtog formandsposten efter Lars Munch i 2022, var det forbundet med en betydelig besparelse.

Mens Lars Munch sammenlagt fik 2,3 mio. kr. om året, måtte Peter Bartram nemlig tage til takke med 950.000 kroner.

Forklaringen på Lars Munchs høje honorar var dog, at han fik udbetalt en millionbonus for tro tjeneste gennem 10 år som adm. direktør i huset, dengang han overtog formandsposten i driftskoncernen, ligesom han også blev begunstiget med en særaftale ved siden af honoraret.

JP/Politikens Hus står bag blandt andet Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Watch Medier, Ritzau Finans, Politikens Forlag og forlaget Saxo.

Bestyrelsen for JP/Politikens Hus består nu af:

  • Lars Munch (formand)
  • Raoul Grünthal (næstformand)
  • Kristoffer Brahm (medarbejdervalgt)
  • Tina Bryld (medarbejdervalgt)
  • Per Mikael Jensen
  • Jeanette Fangel Løgstrup
  • Michael Løve
  • Annette Mellbye
  • Magnus Thielsen (medarbejdervalgt)

0 Kommentarer

Læs også

Strategi

Bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus stopper efter uenigheder

15. MARTS 2024
Strategi

En mur af tavshed har lagt sig over JP/Politikens Hus

17. APRIL 2024