Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
JP/Politiken-mediet Ekstra Bladet har en podcast, der hedder ’ingen kommentarer’.
Og på en måde er det også en passende overskrift at sætte på ledelsen i JP/Politikens Hus, Danmarks største private mediehus, der omsatte for knap 3,9 milliarder kroner sidste år.
Journalisten har nemlig forsøgt at få mediehusets ledelse til at forholde sig til, hvorvidt der er uro i topledelsen, og om der er sået alvorlig tvivl om mediehusets strategi fremadrettet.
Men det ønsker ledelsen på ingen måde at tale med offentligheden om.
Vi har henvendt os på baggrund af en række opsigtsvækkende nyheder, som de seneste måneder har skabt offentlig palaver og ført til åbne skærmydsler.
Her er tidslinjen over forløbet:
August 2023
- Jacob Nybroe fyres som øverste chefredaktør for Jyllands-Posten. Jobbet overgår til Marchen Neel Gjertsen.
Januar 2024
- JP/Politikens øverste ledelse præsenterer en ny strategi, hvor digital udvikling er det helt store tema. Den digitale udvikling af husets medier samles derudover i en fælles udviklingsenhed.
Februar 2024
- Først kommer det frem, at 74-årige Jørgen Ejbøl vil fortsætte som formand for Jyllands-Postens fond og dermed fravige fondens praksis med, at bestyrelsesmedlemmer skal fratræde det år, de fylder 75 år.
- Så forklarer Jørgen Ejbøl, at det var et udtalt ønske fra fondsbestyrelsen og chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, at han fortsatte.
- I et interview til Politiken siger Jørgen Ejbøl, at koncernens direktion og bestyrelse har lagt en skæv kurs, og at han selv måtte træde til og fyre chefredaktør Jacob Nybroe fra Jyllands-Posten. ”Jeg kan ikke bare sidde og se på, at Jyllands-Posten havner i grøften,” sagde han.
Marts 2024
- Formanden for JP/Politikens Hus’ bestyrelse, tidligere forsvarschef Peter Bartram, fratræder sin stilling på grund af ”uenigheder om virksomhedens strategi”.
April 2024
- Efter ”10 spændende år” forlader koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen JP/Politiken. Opsigelsen skete ifølge en pressemeddelelse ”i lyset af den uklarhed om koncernens strategi, der er blevet skabt den seneste tid”.
Et telefonnummer uden modtager
I bunden af pressemeddelelsen om Dorthe Bjerregaard-Knudsens exit præsenteres to telefonnumre, hvor man kan kontakte henholdsvis koncerndirektør Stig Ørskov og Dorthe Bjerregaard-Knudsen.
Ingen af dem tog telefonen, da Journalisten ringede.
På nummeret til Stig Ørskov fik vi fat i en sekretær, som kunne fortælle, at Stig Ørskov ville ”sidde i møder hele dagen”.
Dorthe Bjerregaard-Knudsen vendte tilbage på en mail, hvor vi spurgte hende ind til, hvorvidt strategien i JP/Politiken er uklar:
”Det er faktisk ikke det, der står i pressemeddelelsen. Som jeg udtaler, så er der blevet skabt uklarhed om strategien den seneste tid, og i lyset af det har jeg besluttet mig for at investere min energi uden for JP/Politikens Hus fremadrettet.”
En mur af tavshed
Efterfølgende er vi på Journalisten gået på jagt efter et svar fra koncernens øvrige ledelse:
Stig Ørskov, administrerende direktør, svarer på mail, at han ”af princip” ikke kommenterer spørgsmål om bestyrelsen eller ejerfonde.
Raoul Grünthal, bestyrelsesformand for JP/Politiken, svarer på sms, at det ”lige nu ikke er aktuelt med et interview”.
Jørgen Ejbøl, bestyrelsesformand i Jyllands-Postens fond, har ”ingen kommentarer pt”.
Lars Munch, bestyrelsesformand i Politiken-Fonden, skriver på mail, at fonden ikke har kommentarer til det, som Journalisten i en mail kalder ”offentlige skærmydsler”.
Peter Bartram, afgået formand for JP/Politiken, svarer i en mail, at han ”ikke kan hjælpe” i denne omgang.
Derudover har Journalisten forsøgt menige bestyrelsesmedlemmer, som henviser til formandskabet.
Blandt andre har vi spurgt medieveteranen Per Mikael Jensen, der i januar trådte ind i bestyrelsen hos både JP/Politiken og Jyllands-Postens Fond.
Han har heller ingen kommentarer, men vi spørger ham:
Hvad tænker du om, at I er mange publicister repræsenteret i bestyrelserne, men at ingen af jer vil stille op og kaste lys over det, der foregår?
”Det er ikke i vores funktion som publicister, at vi sidder der. Det er ikke en del af det. Det publicistiske udtryk skal ses i medierne, ikke i bestyrelsen,” svarer han og tilføjer, at han ikke har nogen kommentarer.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.