”Vi bestemmer selv i bestyrelsen, hvor gammel man må være,” siger Jørgen Ejbøl. Foto: Magnus Holm/Politiken/Ritzau Scanpix
Jyllands-Posten og Jørgen Ejbøl er åbenbart uadskillelige størrelser.
For selv om udløbsdatoen for Jørgen Ejbøls periode som formand for Jyllands-Postens Fond nærmede sig med hastige skridt, så kom det i dag frem, at den snart 75-årige Ejbøl alligevel fortsætter som formand.
Det er bestyrelsens ønske, men også et ønske fra Jyllands-Postens nyudnævnte ansvarshavende chefredaktør, 38-årige Marchen Neel Gjertsen. Det forklarer Jørgen Ejbøl.
”Det er et stærkt ønske fra hende. Vi har drøftet det tre gange. Jeg var egentlig klar til at komme ud på en ny prærie,” siger han.
Jørgen Ejbøl fortæller, at han og Marchen Neel Gjertsen har udviklet en relation, hvor hun ikke holder sig tilbage med at søge råd hos ham.
”Det kan for eksempel være om Jyllands-Postens historie – hvad der har virket og ikke virket, og hvad man kan bruge den viden til i dag,” siger han.
Til sidste patron
Jørgen Ejbøl bliver også kaldt for pansergeneralen, og han er kendt for at kæmpe til sidste patron. Med den nye tørn som formand tager han en omgang mere på Jyllands-Posten, hvor han siden 1993 har haft jobbet som blandt andet chefredaktør, administrerende direktør og formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus.
Jørgen Ejbøl kan ikke med sikkerhed sige, hvor længe hans nye formandsperiode i Jyllands-Postens Fond kommer til at strække sig.
Men alene det, at han fortsætter, er faktisk et brud med fondens hidtidige praksis om, hvor gamle bestyrelsesmedlemmer må være.
I har jo en regel om, at man stopper i bestyrelsen, før man fylder 75 år. Hvad har du gjort dig af tanker om det?
”Vi bestemmer selv i bestyrelsen, hvor gammel man må være. Og vi har selv sat grænsen ved 75 år. Der er ikke noget juridisk i det, men vi har i den her konkrete situation besluttet at forlænge mig,” fortæller Jørgen Ejbøl.
Hvorfor findes reglen om, at man skal stoppe før de 75 år?
”Det går mange år tilbage, hvor Jyllands-Posten og mange andre virksomheder havde et helvedes arbejde med at få folk til at gå. Nogle sad, til de var oppe i 90’erne. Derfor satte vi en grænse ved 75 år, og det afviger vi fra nu, fordi vi står i en situation, der kræver nogle andre indspil,” siger han.
Om bestyrelsen på et senere tidspunkt vælger at gå tilbage til 75-års-reglen igen, ved han ikke.
”Men jeg skal i hvert fald ikke sidde der i mange år,” forklarer han.
Det digitale er Marchens job
Jørgen Ejbøls nye periode som formand sker samtidig med, at Jyllands-Posten er i gang med et strategiskifte, der skal sætte fart på den digitale omstilling.
Den omstilling kostede i 2023 chefredaktør Jacob Nybroe jobbet. Spørgsmålet er, hvad Jørgen Ejbøl har at tilbyde digitalt.
”Jeg kan ikke noget personligt. Det er ikke mit job. Det er Marchens job og hendes mange folks job. Nu har de total frihed til at vise, hvad de kan, og det er en frihed, de har benyttet sig af. Det kan man se af resultaterne nu, hvor der er fremgang på Jp.dk,” siger Jørgen Ejbøl.
Så Marchen kan komme til dig og tale om, hvad man kan lære af JP’s historie og succeser, mens du overlader det konkrete arbejde med den digitale omstilling til hende?
”Ja, det er ansvaret for den ansvarshavende chefredaktør,” siger han.
Jørgen Ejbøl, formand, Jyllands-Posten Fond
Digital i det rigtige tempo
Jørgen Ejbøl forklarer, at når han og Marchen Neel Gjertsen taler sammen, handler det både om det digitale, men også om det, han beskriver som ”balancen”.
Retningen mod mere digitale tider skal ske i det rigtige tempo.
”Man skal huske på, at de fleste indtægter fortsat kommer fra aviserne. Så man skal finde balancegangen mellem papiret og den digitale del af det,” fortæller han.
Med andre ord hænger den digitale udvikling sammen med, hvordan Jyllands-Postens indtægter mellem print og digital fordeler sig.
”Hvis Marchen får oplaget op på 200.000 eksemplarer igen, så får hun frikort til Dior-kjolerne i Paris,” lyder det fra Jørgen Ejbøl.
Marchen Neel Gjertsen, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten
Kender JP indgående
Ansvarshavende chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at hun og fondsbestyrelsen var enige om at opfordre Jørgen Ejbøl til at fortsætte, fordi Jyllands-Postens befinder sig et sted, hvor der er behov for kontinuitet.
”Jyllands-Posten er i gang med mange forandringer, hvor vi skal omstille os digitalt, og der har det en stor værdi med en formand, der kender Jyllands-Posten så indgående, som Jørgen Ejbøl gør,” siger Marchen Neel Gjertsen.
På spørgsmålet om, hvad hun kan sparre med Jørgen Ejbøl om, når det gælder det digitale, siger Marchen Neel Gjertsen, at det er hende, der træffer de konkrete beslutninger om fx at relancere jp.dk eller outsource printsekretariatet.
”Det, jeg har brug for, er en, som jeg er sikker på vil Jyllands-Posten det bedste både økonomisk og publicistisk. Han er et af de mennesker, som kerer sig mest om Jyllands-Posten, og den passion er en berigelse på alle mulige måder,” siger Marchen Neel Gjertsen.
JP/Politikens Hus ejes 50 procent af Jyllands-Posten Holding, som ejes fuldt ud af Jyllands-Postens Fond, og 50 procent af Politiken Holding, der har Politiken-Fonden som den største aktionær.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hmm - ville man om en mandlig chefredaktør sige, at han ville få lov til at købe alle de jakkesæt han ville?
Sikkert en meget velment kommentar fra Jørgen Ejbøl, men hold da op hvor er det sexistisk!