Hunger Games kapitel 4

Købt eller solgt? ”Måske er jeg så presset nu, at jeg har brug for et lille klap på skulderen”

Gennem interviews, beskeder og dagbogsnoter hudfletter to journaliststuderende i fem kapitler deres eget og nogle af deres medstuderendes praktiksøgningsforløb. I dag skal du blandt andet høre Amila Ibrisagics historie

Dette er kapitel 4 i serien 'Hunger Games', hvor de to journaliststuderende Alexia Junker og Christina Lucia Jacobsen i fem kapitler forsøger at forstå det praktiksystem, som for mange bliver et chokerende første møde med mediebranchen. Du kan læse kapitel 1 her, kapitel 2 her og kapitel 3 her.

 

Alexia:
”Nejnejnej, jeg kan slet ikke holde ud, hvor ynkelig jeg var lige der.”

Christina:
”Haha – Ej, den var ikke helt god, det var den altså ikke.”

Alexia:
”Men altså, det afspejler meget godt, hvor hård en proces det er. Det er jo ikke, fordi jeg havde haft alle mulige dårlige oplevelser, som mange af de andre studerende, vi har snakket med, men det viser, hvor presset man kan blive af uvisheden.”

Christina:
”Jeg var godt nok også glad for, at jeg fik tilbudt en plads allerede tirsdag. Ellers havde jeg haft det på samme måde. Helt sikkert.”

 

Vi har efterhånden hørt mange historier fra studerende, der har haft forskellige oplevelser af forløbet, men når alt kommer til alt, så er en af fællesnævnerne, at uvisheden gør ondt. For det er i uvishedens skygge, at selvtilliden lider, og hvor man begynder at miste troen på, at det nogensinde vil lykkes.

Mange, inklusive os selv, ville hellere have haft et afslag første dag end at gå rundt og falme i en selvpinsel af analyser og falske forhåbninger. En del af kritikken fra de studerende er, hvorfor medierne har så svært ved at tilkendegive et afslag, når de godt kan strø om sig med favoriterklæringer.

En af dem er Amila Ibrisagic, som vi kontaktede efter at have læst hendes opslag på LinkedIn.

Ligesom Amila, undrer vi os over, hvorfor redaktionschefen ikke bare med det samme sagde, at han ikke så et match, frem for at holde hende hen. Men han siger også, ifølge Amila, nogle andre ting, som vi undrer os over. For hvad mente han egentlig med, at det vil blive husket, hvis en studerende først takker ja og så hopper fra igen? Og hvad mener han med, at han ikke er pjattet med, hvordan praktiksystemet er skruet sammen? Og hvordan er praktiksystemets opbygning relevant i forhold til hans og Amilas interaktion?

Vores spørgsmål har vi forelagt chef for DR Syd, Mikkel Hastrup Rasmussen, da det er ham Amilas kritik er rettet imod. I et skriftligt svar skriver han:

”Hvert år taler vi på DR Syd med mange journaliststuderende, og vi sætter en ære i at give dem alle så god en oplevelse med praktiksøgningen som muligt. Vi holder grundige samtaler med alle ansøgere, ligesom vi også giver eventuelle afslag mundtligt, så den studerende ved, om vedkommende er købt eller solgt og ikke skal vente med at finde ud af det til selve matchdagen. En jobsøgningsproces i DR sker altid i fortrolighed, og praktikrunderne er ikke anderledes. Derfor kan vi heller ikke kommentere på den studerendes kritik, men DR Syd kan slet ikke genkende det hændelsesforløb, som den studerende husker det. Det undrer os, at den studerende aldrig har rakt ud, hvis noget i processen har virket uklart. Vores dør – den virtuelle såvel som den fysiske – er naturligvis stadig åben for det.”

Et svar der desværre ikke besvarer ret mange af de spørgsmål, vi egentlig havde til Mikkel. Så vi lader dem hænge i luften, og afstår fra at tolke på Mikkels kommunikation med Amila. I stedet konkluderer vi, at det alt andet lige øger presset på de studerende, når de ikke ved, om de er købt eller solgt, som Amila siger i sin historie. Og som sagt, kunne det være rart, hvis medierne også gav de studerende besked, hvis de på forhånd ved, at de ikke vil tilbyde dem pladsen, uanset om andre hopper fra.

Vi har hørt argumentet om, at medier der har 30 til 40 samtaler ikke har mulighed for at skrive ud til hver enkelt studerende med hverken afslag eller status, men nu er samtaleretten afskaffet, og måske det kunne betyde, at der blev frigivet lidt plads til at forløse et par studerende?​​​

Følg med i næste og sidste kapitel, der udkommer i morgen, og hvor du blandt andet skal høre, hvordan praktiksøgningen endte for Alexia Junker og Christina Lucia Jacobsen.

Del
Kopier link

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right