
Ud over de to dagblade i Nordjylland og Ringkøbing er der fortsat pladser hos Amager og Hvidovre Hospital, Gigtforeningen, Medicinske Tidsskrifter og Ringkøbing-Skjern Kommune.
Mens 55 studerende endnu ikke har landet en aftale med en arbejdsplads om praktik fra august, og praktikudvalget efterlyser flere praktikpladser, er der fortsat steder, hvor man ser langt efter en praktikant.
Seks forskellige praktiksteder har nemlig stadig ledige pladser, som bare venter på en af de journaliststuderende.
En af pladserne er på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Dagbladet er efterhånden vant til ikke at kunne lokke praktiksøgende til, men i øjeblikket er der en praktikant på avisen.
”Det er vi superglade for. Vi er glade for ham, og vi er i det hele taget glade for at have en praktikant og at kunne løfte den uddannelsesforpligtelse, vi har,” siger Gudrun Pedersen.
”Det er en rigtig ærgerlig situation, og det er et strukturelt problem. Det er tydeligt, at det bliver sværere at få pladserne besat, når man kommer væk fra de store bycentre,” siger chefredaktør Gudrun Pedersen.
Kan være nødt til at tage andre praktikanter
Også hos Nordjyske, der holder til i Aalborg, er man stødt ind i problemer med at tiltrække de studerende, hvilket ellers ikke plejer at være et problem for avisen.
“Vi ærgrer os over, at hverken vi eller uddannelsesstederne trods ihærdige forsøg kan forklare de studerende, at der er gode og ofte bedre lærepladser i byer uden for København og Aarhus,” siger Karl Erik Stougaard, ansvarshavende chefredaktør på Nordjyske, i et skriftligt svar og tilføjer:
”På Nordjyske opgiver vi selvfølgelig ikke, men det er klart, at vi undersøger andre muligheder end kun at hente praktikanter fra journalistuddannelserne. Det vil samtidig give os mulighed for at få andre og højst nødvendige kompetencer ind på redaktionen.”
Gudrun Pedersen, chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern
God mulighed for bolig og sport
På Dagbladet Ringkøbing-Skjern oplever chefredaktøren ikke, at de studerende er skeptiske over for praktikstedet eller den uddannelse, de kan få på dagbladet.
”Men i sådan et lillebitte land synes de åbenbart, at de ekstra kilometer hertil er for meget.”
”Det er superærgerligt, for vi giver en god uddannelse til vores praktikanter, når vi har dem,” siger Gudrun Pedersen.
Hvis man er studerende og bor i Aarhus eller Odense, så er der jo langt til Ringkøbing. Gør I nok i forhold til at tilbyde boliger osv.?
”Der er faktisk noget, som hedder Career Campus, som er fede lejligheder i et fedt byggeri. Det er indrettet til voksne, som kommer herud og arbejder. Vi har også en på dagbladet, som flyttede ind der og aldrig er kommet derfra igen,” siger hun.
Chefredaktøren fremhæver samtidig, at der ikke er grund til at frygte, at der ikke er et miljø for unge i og omkring Ringkøbing. I Ringkøbing Fjord er der kabelpark, og både bølger og vind ved Vesterhavet gør området til et mekka for alle slags surfing.
”Der er et miljø for unge, som giver en masse forskellige muligheder, både kulturelt og sportsligt, og boligmulighederne er her. Vi tager også gerne med ud og viser, hvad der er af muligheder ud over arbejde.”
”Og derudover, vigtigst: Vi giver en god mulighed til dem, der kommer i praktik.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.