Danske journalister stemmer mere rødt end befolkningen generelt. Norske og svenske journalister har også hang til venstreorienterede partier. Journalisters valg af parti kan hænge sammen med en kritisk holdning til magthaverne, mener svensk professor.

 

Pia Kjærsgaard og de andre politikere i Dansk Folkeparti fik ved folketingsvalget i 1998 ikke en eneste stemme fra en journalist ifølge en undersøgelse. Enhedslisten og SF var derimod tre gange så populære blandt journalister som hos vælgerne generelt.

De politiske tendenser fremgår af en ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet, hvor 349 journalister har svaret, hvad de stemte ved folketingsvalget i 1998.

Undersøgelser fra Norge og Sverige viser også, at journalister i vores nabolande har en forkærlighed for partier på venstrefløjen, når de går i stemmeboksen.

»Journaliststanden har en ideologi, hvor en kritisk holdning til magten og magthavernes partier er central. Når journalisterne stemmer, så giver de udtryk for fagets kritiske holdning til magthaverne,« siger professor ved universitetet i Göteborg, Kent Asp, der gennem de seneste 15 år har undersøgt svenske journalisters politiske ståsted.

Undersøgelsen af de danske journalisters politiske overbevisning er foretaget af Nete Nørgaard Kristensen fra Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. I forbindelse med sin ph.d.-afhandling om journalisters forhold til deres kilder har hun – via et spørgeskema – spurgt journalisterne, hvem de stemte på ved valget i 1998.

I undersøgelsen oplyste 349 journalister, hvad de stemte i 1998, og derudover krydsede 151 journalister af i feltet »ønsker ikke at svare«. De 349 svar viser, at Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre var langt mere ombejlede af journalister, end de var af vælgerne generelt.

Det Radikale Venstre fik for eksempel hele fem gange så stor en andel af journaliststemmerne som vælgerne samlet set gav det lille parti. Derudover gav de adspurgte journalister tilsammen SF og Enhedslisten 33 procent af stemmerne, mens vælgerne i alt kun tildelte de to partier 11 procent af stemmerne. Samtidig stemte journalisterne, ifølge spørgeskemaundersøgelsen, overhovedet ikke på Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet.

Anders Milhøj, lektor i statistik ved Københavns Universitet, siger, at Nete Nørgaard Kristensens undersøgelse er stor nok til at være repræsentativ. Jokeren i undersøgelsen er dog den tredjedel, der ikke vil oplyse, hvor de satte deres kryds. Ingen kan vide, om deres kryds ville have ændret billedet markant, og derfor er Nete Nørgaard Kristensens undersøgelse ikke med sikkerhed sammenlignelig med stemmefordelingen blandt vælgerne, understreger Anders Milhøj.

»Det kan desuden være, at journalister, hvis politiske opfattelse ikke er politisk korrekt, med større hyppighed end andre har nægtet at besvare spørgsmålet,« siger Anders Milhøj.

Nete Nørgaard Kristensen har taget de samme statistiske forbehold i sin ph.d.-afhandling. Tendenserne i hendes undersøgelse går dog igen i en Gallup-undersøgelse, hvor 308 læsere af Journalisten er blevet spurgt om, hvordan de stemte i 1998.

Blandt Journalistens læsere – det er for eksempel fotografer, layoutere, pr-medarbejdere og journalister – er Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet også mindre vellidte end blandt vælgerne generelt, mens Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre er mere vellidte.

Svagheden for venstreorienterede partier har journalister i Norge og Sverige også.

En norsk undersøgelse fra i år, foretaget af analyseinstituttet Opinion, viser, at de to norske partier på venstrefløjen – Rød Valgallianse og Sosialistisk Venstreparti – tilsammen fik 39 procent af journaliststemmerne. Samlet set gav nordmændene derimod kun de to partier 20 procent af stemmerne.

I Sverige er tilslutningen til Vänsterpartiet, der ligger yderst til venstre i svensk politik, dobbelt så stor som i den svenske befolkning. Det viser en undersøgelse fra 1999, der er foretaget af professor Kent Asp, der har spurgt journalister, hvordan de stemmer.

Han siger dog, at et rødt kryds i stemmeboksen ikke nødvendigvis betyder, at journalisten har røde holdninger. Siden 1989 har han med fem års mellemrum målt, hvor svenske journalister satte deres kryds. Derudover har den svenske professor undersøgt, hvordan journalister forholder sig til specifikke politiske spørgsmål om eksempelvis skat og trafik. Det viser sig, at der er uoverensstemmelse mellem, hvordan journalister stemmer og deres holdninger. Når det gælder konkrete spørgsmål, så er svenske journalisters holdninger ikke rødere end befolkningens holdninger.

»Journalister stemmer ikke på mainstream-partier. De går imod etablissementet. Det er en del af fagets ideologi,« siger Kent Asp.

Umiddelbart bør læserne ikke frygte, at journalisters politiske ståsted gennemsyrer historie- og kildevalget, vurderer Kent Asp.

Han har blandt andet fundet ud af, at i Sverige stemmer mediechefer og journalister, der har politik som stofområde, på samme måde som befolkningen.

»På redaktionerne ansættes politiske afvigere ikke på de centrale poster. Medie-ejerne mener sandsynligvis ikke, at medarbejdere med ekstreme holdninger har særlig god føling med, hvad der interesserer læserne. Samtidig sker der også en tilpasningsproces blandt journalisterne. Det vil sige: Vil du være en toneangivende journalist, så kan du ikke afvige for meget politisk,« siger Kent Asp.

Han mener også, at det er svært for en journalist at farve stoffet med sin personlige holdning, fordi nyheder bliver til i et samarbejde mellem journalisten, redaktionssekretæren og redaktionschefen.

»Den enkeltes muligheder for at påvirke er minimal, for der er mange er involverede i arbejdsprocessen,« siger Kent Asp.

På www.jmg.gu.se/index7.html kan du finde en gennemgang af professor Kent Asps forskning i svenske journalisters politiske holdninger

Tal og tendenser

Tendenserne i Gallups tal om Journalistens læseres politiske ståsted er troværdige, konkluderer Anders Milhøj, der er lektor i statistik ved Københavns Universitet.

»Til trods for, at stikprøverne er relativt små, så viser talmaterialet samlet set statistisk troværdige tendenser,« siger han.

Procentsatserne er derimod ikke nødvendigvis en hellig sandhed. Anders Milhøj har regnet på den statistiske usikkerhed i undersøgelser, hvor der er 200 svar – i de Gallup-undersøgelser, Journalisten omtaler, er der henholdsvis 255 og 209 svar.

* Hvis et parti får 30 procent af stemmerne i en stikprøve på 200 personer, vil man med 95 procents sikkerhed højst ramme 6,5 procentpoint forkert i forhold til Journalistens læsere samlet set.

* Hvis et parti får 10 procent af stemmerne i en stikprøve på 200 personer, vil man med 95 procents sikkerhed højst ramme 4,3 procentpoint forkert i forhold til Journalistens læsere samlet set.

* Hvis et parti slet ikke får nogen stemmer i en stikprøve på 200 personer, så vil der med 95 procents sikkerhed højst være 1,5 procent af Journalistens læsere, der stemmer på det pågældende parti.

Kort om undersøgelsen

I februar og marts 2001 sendte Nete Nørgaard Kristensen som et led i sin ph.d.-afhandling et spørgeskema til 1587 personer. De personer havde hun fundet ved hjælp af opslagsværket »Danske Journalister 2000«.

De første to personer på hver side, Nete Nørgaard Kristensen vurderede til at have kildekontakt, sendte hun skemaet til. 743 besvarede spørgeskemaet, der indeholdt 86 spørgsmål.

I forbindelse med spørgsmålet »hvad stemte du ved sidste folketingsvalg?« fik Nete Nørgaard Kristensen 508 brugbare svar. De svar, der blev sorteret fra, kom primært fra journalister, der ikke længere havde kildekontakt, fordi de for eksempel var blevet pensionister, ledige eller havde fået job i pr-branchen.

 

Vagthunde følger vagthund

Journalister og Enhedslistens politikere har ­- ifølge Enhedslistens Søren Søndergaard – en fælles mission: at grave, kontrollere og bore i magtens ømme punkter.

Den fælles mission betyder, at forholdsvis mange journalister vælger at stemme på Enhedslisten, mener Søren Søndergaard. Han er ikke synderlig overrasket over, at Enhedslisten er en stemmesluger blandt journalister.

»Vi gør i Enhedslisten nogle af de samme ting, som i hvert fald nogle journalister gør,« siger Søren Søndergaard, Enhedslistens gruppeformand.

Af hensyn til balancen i nyhedsstrømmen, så mener Søren Søndergaard ikke, at det er et problem, at forholdsvis mange af de adspurgte journalister stemmer på Enhedslisten.

»Næh, for vi er underrepræsenterede blandt redaktører og ejerne af medierne. Jeg tror ikke, at man kan finde en eneste redaktør, der stemmer på Enhedslisten,« siger han.

Søren Søndergaard mener ikke, at Enhedslistens popularitet blandt journalister afspejler sig i journalistikken. Tværtimod.

I hans øjne er Enhedslisten nogle gange underrepræsenteret i medierne i forhold til den andel af stemmerne, som vælgerne har tildelt det lille venstrefløjsparti.

Upartiske journalister

Ugebrevet A4 har undersøgt befolkningens kulturpolitiske synspunkter. 24 procent erklærer sig enig med udsagnet: »Enig i at det er et stort problem, at nyheder og indslag i DR er farvet af venstreorienterede holdninger.«

»Selvfølgelig har jeg mærket, at der kan være et problem,« siger Pia Kjærsgaard, partileder for Dansk Folkeparti.

Hun mener, at de venstreorienterede holdninger viser sig både hos DR-journalister og andre, og siger, at det må give anledning til selvransagelse hos journalister.

»Jeg kan godt have en fornemmelse af, at når jeg møder en journalist, der ikke har mødt mig før, er der nogle fordomme, jeg lige skal have gjort op med,« siger Pia Kjærsgaard, der dog synes, hun har et godt forhold til de fleste journalister.

»Det er et spørgsmål om kemi, og om at man respekterer hinanden. Men der er absolut nogle, jeg har et dårligt forhold til – og med god grund. David Trads (chefred., Information) kan ikke skjule sit hæmningsløse had, og heller ikke Tøger Seidenfaden (chefred., Politiken). Men det ved man jo på forhånd.

Dengang Ulla Østergaard (spindoktor, Indenrigs- og Sundhedsministeriet) var på Jyllands-Posten, havde hun meget svært ved at tilbageholde sit mishag over for vores delegerede, da hun deltog i vores årsmøde. Det er uacceptabelt.«

Pia Kjærsgaard tror, at flere journalister vil begynde at stemme på Dansk Folkeparti.

»Når vi får en større andel af journalisternes stemmer, håber jeg, at de journalister, der sympatiserer med os, kan skjule deres antipati mod de venstreorienterede partier. Journalister skal være upartiske og objektive. Jeg er totalt ligeglad med, hvad de stemmer på, bare de kan formidle professionelt. Det er vigtigt for hele samfundsdebatten, at journalister beskriver, hvad der foregår, og at de forholder sig kritisk. Jeg vil ikke have særbehandling, men behandles ud fra det, jeg siger, og respekteres for det, jeg står for.« /am

Belæste radikale vælgere

Med til profilen af de radikale vælgere hører, at de ofte har gennemført en længere uddannelse.

Det kendetegn fremhæver Marianne Jelved, gruppeformand for Det Radikale Venstre, som forklaring på, at forholdsvis mange journalister – sammenlignet med vælgerne generelt – stemmer på hendes parti.

Helt overrasket over andelen af stemmer, som journalister tildeler Det Radikale Venstre, er Marianne Jelved ikke.

Hun har en svag erindring om et resultat af et prøvevalg, der for år tilbage blev foretaget blandt journaliststuderende. Her kom Det Radikale Venstre også ud med et pænt stemmetal – så vidt Marianne Jelved husker.

Marianne Jelved mærker ikke de radikale sympatier, når hun bliver interviewet eller ser sig selv eller partiet omtalt i en artikel eller i et tv-indslag.

»Det er jo ikke journalistens politiske holdning, der afgør, hvilken overskrift, der er i avisen. Det er avisens linje. Jeg er helt uforstående over for, at politiske holdninger skulle have en afsmittende effekt,« siger hun.