”En kvinde ville aldrig kunne skrive lige så godt som en mand.”

Sådan sagde en mandlig redaktør på et stort dagblad engang til mig. Og efter at jeg havde læst Journalistens artikel ”Kvinderne overhaler mændene i mediebranchen”, havde jeg samme fornemmelse.

Artiklen handler ellers om, at DJ snart har flere kvindelige medlemmer end mandlige, og journalisten forsøger at dykke ned i, hvad det betyder for journalistikken.

Resultatet er en artikel, som mest af alt genproducerer alle de gamle og dovne forestillinger om, hvad mandlige og kvindelige journalister kan og ikke kan, og hvad der er den bedste journalistik, som i årtier har domineret vores mandsdominerede branche.

Til de redaktører, der medvirker, vil jeg gerne spørge: Hvornår har I sidst udfordret de forestillinger, I tydeligvis genproducerer?

Er kvindelige og mandlige journalister, sådan som I beskriver, fordi sådan er de bare – eller bliver de sådan, fordi det er det, I forventer af dem?

For eksempel fortæller Anton Geist, journalistisk chefredaktør på Dagbladet Information, hvis intentioner garanteret er gode, at lidt flere kvinder interesserer sig for ”de lidt blødere emner”, mens de mandlige journalister hellere vil ned til Ulrik Dahlin og ”lede efter de dumme svin og smække dem én på trynen”.

Han siger videre:

”De mandlige journalister kan godt fortabe sig lidt i bureaukratiet og aktindsigterne, hvor kvinder gennemsnitligt har bedre forståelse for de mennesker, historierne handler om.”

Jeg kan ikke lade være med at få fornemmelsen af, hvad Anton Geist mener, der er størst journalistisk prestige i, og vi ved jo alle, hvad der vinder flest Cavling-priser.

Men det må være kedeligt at være journalist på Information, hvis det er de forestillinger, ens chef møder en med på baggrund af ens køn, og så er jeg ked af at læse, at chefredaktøren på et af de mest velrespekterede medier ikke er klar over, at det godt kan lade sig gøre for ét og samme menneske både at søge aktindsigter og fortælle med mennesket i fokus.

Jeg har for eksempel selv dækket forholdene på fødegangene på den måde i et par år og er stolt af at have sat dagsorden med nærværende fortællinger, som aktindsigter bakkede op. Den slags journalistik er mindst lige så vigtig og god som den, der leder ”efter de dumme svin”.

Som Hanne Dam siger i artiklen, er der andre måder at være kritisk på end den bombastiske.

Og selvfølgelig kan og vil kvinder søge aktindsigter, hvis redaktørerne opfordrer dem til det. Og selvfølgelig kan og vil mænd have forståelse for de mennesker, deres historier handler om, hvis redaktørerne giver dem mulighed for at kaste sig over ”de lidt blødere emner”.

Helt galt går det også, da TV 2 Østjylland postulerer, at nyhedsjournalistikken nok bare er ret ”testosteronfyldt” og handler om ”gode tal”, mens SoMe-indhold ”taler til maven”.

På femina update er vores SoMe-indhold altafgørende for, at vi kan få vores journalistik ud at leve og være i kontakt med vores læsere – det handler om meget mere end mavefornemmelse.

Vi skriver også primært om ”de lidt blødere emner”, og vi ved, at de fleste mennesker enormt gerne vil læse om netop venskaber, parforhold, familie, fødsler. Heldigvis er det en stor del af livet for mange af os og mindst lige så vigtigt for journalister at dække, som når forsvarsministeren har købt for dyre fly for hurtigt, eller Inger Støjberg har gjort noget ulovligt.

Alle disse manglende nuancer i artiklen kunne man have indhentet ved at stille nogle kritiske spørgsmål – også når en kilde taler om, at mænds frontallapper er skyld i, at de ikke gør sig lige så umage som mange kvinder …

Og derudover virker det fuldstændigt tonedøvt og ude af trit med virkeligheden på redaktionerne at påstå, at ”kvinderne overhaler mændene i branchen”, fordi DJ’s medlemstal er lige ved at tippe over, når vi samtidig ved, at der er flere mandlige ledere end kvindelige, og at mænd gennemsnitligt lønnes bedre end kvinder.

TV 2 Østjylland fortæller i artiklen om en ledergruppe udelukkende bestående af mænd, og personligt har jeg meldt mig ud af DJ, fordi jeg ikke gad betale omkring 500 kroner hver måned for at være medlem af en fagforening, der ikke opfattede det som et akut problem at skabe ligeløn, nu hvor jeg ellers betalte dem for at varetage mine interesser – de er nemlig også økonomiske, selv om jeg er kvinde.

Katrine Rosenbæk er nyhedsredaktør på Femina update (Foto: Emma Line Holm Sejersen)

–

Svar fra Anton Geist, journalistisk chefredaktør, Dagbladet Information:

Hej Katrine

Om ikke andet kan man da sige, at du udfolder en vis kreativitet i dit indlæg. For det er jo ikke helt let at vende følgende citat til at være negativt ladet over for kvinder og positivt over for mænd: ”De mandlige journalister kan godt fortabe sig lidt i bureaukratiet og aktindsigterne, hvor kvinder gennemsnitligt har bedre forståelse for de mennesker, historierne handler om.”

Jeg vil nu nok mene, at kreativiteten kammer lidt over, når du ligefrem begynder at opfinde de synspunkter, som du skriver op imod. For jeg har selvfølgelig aldrig givet udtryk for, at ”ét og samme menneske” ikke skulle være i stand til ”både at søge aktindsigter og fortælle med mennesket i fokus”.

Det ville være en skandale, hvis medarbejdere på Information blev mødt med en forventning om, at mænd er bedre journalister end kvinder. Man skulle tro, du havde solidt belæg for sådan en beskyldning. Men i stedet er kernen i din anklage en åbenlys fejllæsning og en påstand, som du selv har konstrueret.

Virkelighedens Information er en noget anderledes arbejdsplads, end du forestiller dig. Hvis du faktisk interesserer dig for, hvordan vi arbejder, er du velkommen til at kigge forbi til en snak.

–

Svar fra Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten:

Hej Katrine

Tak for din kommentar.

Jeg synes, kilderne i artiklen beskriver ret nøgternt, hvad de ser og oplever ude på redaktionerne. De tager forbehold og understreger, at der selvfølgelig er undtagelser fra det overordnede billede – og flere af dem ærgrer sig desuden over, at overvægten af kvinder på studierne endnu ikke har fundet vej til alle redaktioner eller ledelseslag.

Kilderne er med andre ord ret nuancerede. Og jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være så kontroversielt at forsøge at sætte ord på, hvad det gør ved journalistikken, at der kommer flere kvinder ind i faget. For hvad er alternativet? At vi af frygt for at ”genproducere alle de gamle og dovne forestillinger” helt afholder os fra f.eks. at beskrive, at flere mænd end kvinder kæmper lidt på studiet, eller at færre kvindelige end mandlige journalister søger aktindsigter (hvilket i øvrigt er et faktum, vi før har beskrevet)? Er det ikke nødvendigt at starte med at beskrive virkeligheden, hvis man vil gøre noget ved den?

I øvrigt læser jeg ingen steder, at kilderne taler om, hvad der er den bedste type journalistik. Så det må stå for din regning, når du læser sådan en holdning ind i Anton Geists beskrivelse. Sådan læser jeg det ikke – faktisk tværtimod. Alle kildernes hovedpointe er, at mere mangfoldighed blandt journalisterne giver mere mangfoldighed og dermed bedre journalistik.