Jeg må tilstå, at mit fagblad fik indfanget min opmærksomhed den anden dag, da jeg kom forbi en artikel med overskriften ”Kvinderne overhaler mændene i mediebranchen”. Spændende! tænkte jeg. Hvor mon kvinderne overhaler mændene? Mon det er i chefredaktørstolene? Det var det ikke. Mon det så kunne være i antal nomineringer til én af de priser, vi er så gode til at uddele i branchen? Det var det heller ikke. Var det så i lønstatistikkerne? Også nej.

Det drejede sig derimod om de seneste medlemstal fra Dansk Journalistforbund, som viser, at kvinder per 31. juli 2023 udgør 49,9 % af medlemmerne (hvilket jo ret beset ikke rigtigt er at overhale mændene, men fred være med det).

Denne udvikling i medlemstallene bliver afsættet for artiklen, som sætter sig for at undersøge, hvad en lige kønsfordeling blandt medlemmerne kan betyde for journalistikken, der historisk set har været udøvet og i høj grad domineret af mænd. Det er et yderst relevant spørgsmål, og det er kun glædeligt, at der efterhånden er en form for konsensus om, at det rent faktisk betyder noget, hvem der laver journalistikken.

Så jeg gik i gang med at læse artiklen, og det endte med at tage et godt stykke tid, for jeg måtte stoppe op flere gange og spørge de linjer, jeg netop havde læst, om det her var seriøst.

Ikke én gang, ikke to gange, heller ikke tre gange, men stort set hele artiklen igennem præsenteres man som læser for udsagn som, at kvindelige journalister generelt ”interesserer” sig mere for ”de lidt blødere emner”, at kvinder ikke er ”født og opdraget” til at være kritiske, at nyhedsjournalistikken ”nok bare er ret testosteronfyldt” – og så er det noget med de unge, mandlige journaliststuderendes frontallapper, som skulle modarbejde dem i studieøjemed, men jeg er ikke hjerneforsker, så det vil jeg undlade at komme videre ind på.

I en tid, hvor spørgsmål om køn fylder så meget i vores offentlige samtale og dermed også i journalistikken, kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved den biologiske determinisme, som hvis artiklen i Journalisten skal stå til troende, åbenbart udgør en central del af de fortællinger, vi som journalister fortæller hinanden og verden om os selv. At ”kvindelige journalister” skulle have en særlig medfødt evne til at dække menneskehistorier og ”bløde emner” (som jeg antager bl.a. handler om børn og barsel). Og at ”mandlige journalister” derimod drages mod den ”testosteronfyldte” nyhedsjournalistik, hvor der bare skal søges noget aktindsigt.

Jeg benægter ikke, at der er mønstre i de emner, som hhv. kvindelige og mandlige journalister historisk set har dækket og langt hen ad vejen fortsat dækker. Men at det skulle være udtryk for en særlig medfødt, biologisk hang eller præference, vil jeg gerne stille mig overordentligt kritisk for, og jeg ville ønske, at artiklen havde gjort det samme. Især når formålet med artiklen nu ellers synes at være netop at undersøge sammenhængen mellem køn og den journalistiske praksis her i landet.

Her ville det have været både relevant og vigtigt at sætte fokus på nogle af de usynlige strukturer, som sætter rammerne for de rum, vi som journalister har at udfolde os i, og hvordan de påvirker os i vores virke. Havde artiklen gjort dette, ville den måske have spurgt, om kvindelige journalisters omfavnelse af de såkaldt ”bløde emner” snarere var og stadig er et resultat af historiske betingelser frem for deres kromosomer. At det var de stofområder, hvor der var plads til, at de kunne udfolde sig.

Hanne Dam siger det faktisk selv i artiklen: ”Som kvinde på Information dengang (1970’erne og 80’erne, red.) skulle man simpelthen finde sig i, at mændene var imod en. De syntes, vi lavede blød og kedelig journalistik og var dummere end dem. Men med det kvindepolitiske stof kunne de jo dårligt sige sådan, for som kvinde vidste jeg jo alt om at være kvinde – det var min hjemmebane.”

Disse historiske betingelser er med tiden blevet den virkelighed, vi agerer i. Ældre generationers journalister er blevet forbilleder og rollemodeller for nye generationer af journalister, som har set deres muligheder i faget reflekteret i deres rollemodellers vej og dermed også de emner, de har beskæftiget sig med.

Antagelser som dem, der kommer til udtryk i artiklen, placerer ubevidst kvindelige såvel som mandlige journalister i redaktionslokalet med deres køn først, og de kan potentielt begrænse kvinder såvel som mænd i deres journalistiske virke.

Det er den samme type antagelser, som betyder, at journalister med minoritetsbaggrund i højere grad end majoritetsdanske journalister forventes at finde interesse for emner relateret til netop minoritetsspørgsmål. Det er ikke noget, der sker bevidst, og jeg er helt sikker på, at de interviewede fra artiklen vil benægte, at køn er noget, de skænker store tanker i det daglige. Men måske vil det faktisk være godt, hvis vi som branche kunne begynde at tale om, at der – i mediebranchen som i så mange andre brancher – er køn på spil i vores måde at udøve vores fag på. Ikke som en biologisk sandhed, men som et resultat af den historie, faget bærer med sig.

Karen Lerbech er journalist og ekstern lektor ved Center for Journalistik

Svar fra Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten:

Kære Karen

Tak for dit indspark.

Artiklen handler om, at journalistik engang var et mandefag, men at der nu uddannes flere kvinder end mænd til faget. Den udvikling ses også i DJ’s medlemsstatistik.

Som du også skriver, er det relevant at tale om, hvad det betyder for journalistikken. Men din reaktion er nok et bevis på, at det – som Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen siger i artiklen – er svært at tale om, uden at man i nogens øjne kan komme til at ”forfalde til halvkedelige stereotyper”.

Det synes jeg nu ikke, at vi gør her. Kilderne beskriver ret nøgternt, hvad de ser og oplever ude på redaktionerne, og jeg læser ingen steder, at de påstår, at forskellene mellem kønnene skyldes ”en særlig medfødt, biologisk hang eller præference”. Tværtimod taler Hanne Dam, som du selv nævner, netop om opdragelse, kultur og strukturer.

Men når det er sagt, kunne man selvfølgelig sagtens dykke dybere ned i de bagvedliggende årsager og strukturer i en anden artikel.