Vi lader de kolleger, vi har arbejdet sammen med i Afghanistan i stikken, og branchen gør ikke nok for at sikre dem.

Det er den tanke, der gør, at Ahmad Walid Rashidi ikke er ubetinget glad eller lettet over nu at sidde i sikkerhed i København. Han er netop vendt hjem fra Afghanistan, hvor han endte med at blive fængslet og tævet af Taliban, mens han var på opgave som freelancejournalist for TV 2 og Ekstra Bladet.

”Jeg har det helt vildt skidt,” siger han.

Freelancejournalisten tog til Afghanistan i starten af juni og har dels arbejdet med projektet The Afghans, der skal formidle frie og uafhængige nyheder til afghanerne, dels forsøgt at sælge historier til danske medier.

Den 2. august fik arbejdet en brat afslutning, da Ahmad Walid Rashidi sammen med en kollega blev anholdt af Taliban og sad fængslet i fire dage.

Det er kollegaens skæbne, der får Ahmad Walid Rashidi til at have det skidt med at være kommet hjem til Danmark i starten af ugen.

”Jeg har givet ham nogle penge, så han kan leve under jorden, men det er også begrænset, og jeg har ikke råd til at give mere. Jeg føler nærmest, jeg har mistet mit andet ben,” siger Ahmad Walid Rashidi, der mistede sit ene ben som barn, inden han med resterne af sin familie flygtede fra Afghanistan til Danmark.

”Det værste er, når man som menneske er handlingslammet, og det er jeg lige nu. Jeg er ikke særlig interesseret i at tale om de tæsk, jeg har fået. Og jeg føler, jeg taler for døve ører, når jeg siger, at den frie presse i Afghanistan ikke eksisterer mere, og at vi har forrådt vores kolleger i Afghanistan.”

Anholdt på opgave for TV 2 og Ekstra Bladet

Afghanistan er langt fra fremmed land for Ahmad Walid Rashidi, der er født der. Et land, han flygtede fra, da han var seks år. Han er vendt tilbage adskillige gange, siden han var 17 år, og har arbejdet med flere humanitære projekter i landet.

Denne gang var Ahmad Walid Rashidi i landet som journalist. Sidste gang han gjorde det, var umiddelbart inden Kabuls fald sidste år, hvor Taliban overtog magten i landet.

Intentionen med rejsen til Afghanistan som freelancejournalist var klar: At rapportere til danske medier om begivenhederne i Afghanistan, der har været overskygget af krigen i Ukraine. Interessen fra mediernes side var lav.

Men i starten af august blussede interessen op, da Al Qaeda-lederen Ayman al-Zawahiri blev dræbt i et angreb bestilt af den amerikanske præsident, Joe Biden, da lederen befandt sig med sin familie i centrum af Kabul.

Nu ville TV 2 og Ekstra Bladet gerne hyre Ahmad Walid Rashidi til at rapportere fra Kabul.

Ahmad Walid Rashidi opsøgte Talibans sikkerhedstjeneste sammen med en lokal kollega for at få tilladelse til at opsøge det sted, hvor al Qaeda-lederen blev dræbt.

”Vi fik at vide, at vi nok ikke kunne filme, men at det nok var muligt at tage et billede. Det var med den forhåbning, vi tog derned. Da vi kom derhen, nåede vi at sige hej, før nogle talibanere klikkede med deres AK-47’er og pegede på os, gav os bind for øjnene og begyndte at tæske løs på os,” fortæller Ahmad Walid Rashidi.

Ahmad Walid Rashidi havde fået udleveret en arbejdstilladelse, da han ankom til landet. At Taliban er i det område, hvor al Qaeda-lederen blev dræbt, vidner ifølge Ahmad Walid Rashidi bare om, hvor splittet Taliban er.

Fik banket koden til telefonen ud af sig

Hverken Ahmad Walid Rashidi eller hans kollega havde noget beklædning på sig, der signalerede presse. Men ifølge freelancejournalisten nåede han både at vise sit pressekort og sin arbejdstilladelse. Det hjalp overhovedet ikke.

Med bank og psykisk tortur lykkedes det talibanere at få koden til Ahmad Walid Rashidis telefon ud af ham. Det er den telefon, han har brugt til kontakt med kilder, og selv om han har haft krypteret al kommunikation og kommunikeret i koder med sine kolleger i landet, går der et gys gennem ham.

”De kunne se korrespondancer med LGBT-folk, og pludselig kommer mine kilders liv i fare. De kunne ringe dem op, og da jeg kom ud, tænkte jeg bare på mine kilder og på at give dem nogle penge, så de kan holde sig i skjul,” siger han.

I fængslet fik Ahmad Walid Rashidi behandling som en lokal journalist.

”Som lokal journalist frygter de ikke at slå og tæske dig. Talibanerne har stadig brug for at blive anerkendt af omverdenen, og det skader deres image, hvis de begynder at tæske løs på internationale journalister, men ikke de lokale.”

Talibans behandling gik værst ud over hans kollega og andre lokale. Ahmad Walid Rashidi bliver for en kort bemærkning tavs, før han fortsætter.

”Jeg fik det også bekræftet, da vi kom ud. To af hans fingre var brækket, og hans ryg var rød og blå.”

Ahmad Walid Rashidi havde inden anholdelsen fortalt til TV 2, hvem de skulle kontakte, hvis han pludselig forsvandt. Og efter fire dage i fængsel blev han sluppet ud og insisterede på at få sin lokale kollega med.

Friheden blev fejret, men glæden var kort. Dagen efter blev kollegaen passet op af mænd på en motorcykel og gennemtæsket. Ifølge Ahmad Walid Rashidi var enhver gnist i ham slukket.

”Jeg følte, at det var mit ansvar. Jeg har et dansk pas, kan flyve ud, få en pause. Han har ingenting,” siger Ahmad Walid Rashidi.

Vil have arbejdsgivere til at tage ansvar

Ahmad Walid Rashidi har kun ros til TV 2, der sørgede for at få ham ud af landet og betale hans flybillet. Det samme gælder Globalnyt og Ekstra Bladet, som han har haft løbende kontakt med efter løsladelsen.

”Det var ikke pålagt dem. Hvis de ikke havde gjort det, ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort,” siger han.

En anden gang frygter Ahmad Walid Rashidi, at det medie, han arbejder for, ikke tager det samme ansvar på sig. Derfor savner han, at Dansk Journalistforbund (DJ) gør sig synlig og kræver, at arbejdsgivere har ansvaret for freelancere, når de har hyret dem til at gøre et stykke arbejde i et konfliktområde.

”Journalistforbundet kunnet godt sige til arbejdsgiverne, at når de indgår en aftale med en freelancer, så er de ansvarlige, indtil arbejdet er fuldført. Uanset om man bliver fængslet, eller hvad der nu sker.”

Ahmad Walid Rashidi var i Afghanistan som freelancejournalist sidste år og vendte tilbage i starten af juni. Foto: Privatfoto

Afghanske journalister og mediefolk har i årevis arbejdet for udenlandske journalister i landet, og det har ifølge Ahmad Walid Rashidi sat sine tydelige spor, at de har følt sig ladt i stikken, da Taliban overtog magten.

”Det var svært at motivere dem, fordi de har følt sig forrådt. Når der sker noget, får de en hårdere behandling med tæsk, trusler, chikane. Der er jeg bedre beskyttet med det rødbedefarvede pas og danske medier bag mig,” siger han.

Derfor ønsker han sig, at medierne i Danmark også forpligter sig til at bistå de lokale kolleger, som danske journalister arbejder sammen med. Og det bør være noget, journalistforbundet arbejder for, så det ikke skal være en forhandling fra gang til gang, mener han.

”Udenlandske journalister kan ikke nødvendigvis sprog og kultur, og enhver journalist, der tager til udlandet, gør brug af en tolk og en fixer. Vi kan ikke udnytte dem på den måde og så efterlade dem. Det er en del af vores ansvar, og det skal medierne have at vide.”

”Jeg skal ikke lave politikken, men arbejdsgiverne og forbundet bør lave en aftale om, hvordan det foregår. Så en som mig ikke skal stå i en situation, hvor jeg skal sørge for min kollega for at dække en historie, som er så relevant som Afghanistan.”

Forsøgte at få det med i medieforliget

Ahmhad Walid Rashidis opråb sparker sådan set en åben dør ind hos Dansk Journalistforbund.

”Når medier har nogle ude i verden, har jeg en klar forventning om, at de påtager sig det arbejdsgiveransvar, der er. Det gælder både uddannelse, sikkerhed og hjælp, hvis der er problemer, og at de tager ansvar for både faste og løst tilknyttede,” siger DJ’s formand, Tine Johansen.

Dansk Journalistforbund stillede et krav om kædeansvar for at kunne få mediestøtte som en del af medieforhandlingerne. Et punkt, der dog ikke blev flertal for.

”Det her er et meget konkret eksempel på et kædeansvar. At man også har ansvaret, når man sender nogle ud for at være vores øjne og ører i en krig eller krise,” siger Tine Johansen.

Tine Johansen konstaterer, at både Ekstra Bladet og TV 2 inden for det seneste halve år har påtaget sig det ansvar. For Ekstra Bladets vedkommende, da to freelancere blev skudt og måtte evakueres fra Ukraine, ligesom at TV 2 hjalp til med at få Ahmad Walid Rashidi ud af Afghanistan.

”Vi er glade for at se, at det er praksis på mediearbejdspladser. Men vores drøm er, at det er et krav, der bliver nedfældet, for at få mediestøtte,” siger hun og tilføjer:

”Alternativet kan blive kontrakter med freelancere. Vi ønskede en national plan for det her, men hvis det ikke bliver en model, må vi selv påtage os ansvaret for, at det sker. Så er det noget, som arbejdsmarkedets parter skal forhandle om.”

I forbindelse med Kabuls fald sidste år gik DJ sammen med andre medieorganisationer om at få hjælp til de afghanske mediefolk, der har hjulpet danske medier. Også de bør nemlig omfattes af kædeansvaret, mener Dansk Journalistforbund.

”Det mener jeg fortsat. At der er et arbejdsgiveransvar over for de mennesker. Hvis man vil have beretninger fra de steder, hvor det er farligt, skal man også tage ansvar for det,” siger Tine Johansen.

Tine Johansen kan ikke oplyse, hvad der sker med Ahmad Walid Rashidis kollega, men at der generelt er hjælp at hente for journalister i fare.

”Gennem vores organisationer – International Media Support og alle deres samarbejdspartnere – gør vi også et arbejde for at bringe folk i sikkerhed. Det kan vi ikke sige så meget om af sikkerhedshensyn, men der går også nogle mekanismer i gang der,” siger hun.

I konstant fare

Der er ikke nogen tvivl om, at sikkerhedssituationen for journalister i Afghanistan har ændret sig siden Kabuls fald.

60 procent af landets journalister har mistet deres arbejde det seneste år, og ifølge FN og Amnesty har adskillige journalister fået krænket deres menneskerettigheder eller er blevet udsat for tortur på grund af deres arbejde.

Det er på trods af, at Taliban forud for magtovertagelsen lovede, at der ikke var nogen trusler mod journalister i landet, og at journalister ville blive beskyttet. Alt andet har vist sig at være tilfældet.

Journalister på stribe er blevet tæsket, fængslet og truet. Kvindelige tv-værter er pillet af skærmen, og 60 procent af landets journalister arbejder ikke længere.

Sprang der en bombe, kunne de på The Afghan vælge mellem at citere Taliban-kontrollerede mediers dødstal eller lade være med at beskrive, hvad der var sket, fortæller Ahmad Walid Rashidi.

Afghanistan havde indtil 15. august sidste år 547 medier. I løbet af det seneste år har 219 af dem ifølge organisationen RSF stoppet deres aktiviteter.

Det internationale journalistforbund, IFJ, oplyser, at det hver eneste dag får henvendelser fra afghanske journalister, der beder om støtte. I den forbindelse opfordrer det internationale forbund om at donere til den såkaldte Safety Fond og opfordrer alle verdens regeringer til at udstede nødvisum til afghanske journalister, der endnu ikke har forladt landet, fordi de er i fare.