Jacob Nybroe chefredaktør på Jyllands-Posten – Collignon forlader avisen

Jacob Nybroe er ny ansv. chefredaktør på Jyllands-Posten. I den forbindelse har journalistisk chefredaktør Pierre Collignon valgt at forlade avisen. "Med valget af ansv. chefredaktør ønsker Jyllands-Postens ejere at sætte en ny retning, og derfor giver det mening at lade Jacob Nybroe starte uden mig om bord" 

Nyheds- og souschef på TV 2 Nyhederne Jacob Nybroe er ny ansv. chefredaktør på Jyllands-Posten, oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Den nye chef tiltræder allerede i dag.

Han afløser Jørn Mikkelsen, der i går meddelte, at han stopper som Jyllands-Postens ansv. chefredaktør efter otte år på posten.

Jacob Nybroe (51) siger til Journalisten, at han er glad for udnævnelsen. Men derudover vil han ikke udtale sig endnu.  

»Jeg er kisteglad, men jeg vil gerne lige møde Jyllands-Postens medarbejdere, før jeg taler med jer,« siger han. 

I pressemeddelelsen fra JP/Politikens Hus kalder han det en stor og ærefuld opgave at skulle stå i spidsen for Jyllands-Posten.

"Avisens fundament som fordomsfri og liberal med tyngdepunkt i Jylland giver en helt særlig placering i det danske mediemarked. Den kvalitetsposition er der grund til både at slås for og at udvikle, så vores brugere i endnu højere grad kan bruge vores indhold i deres liv. Det håber jeg at kunne bidrage til," siger han i meddelelsen.

Collignon går

Men udnævnelsen betyder, at journalistisk chefredaktør Pierre Collignon har valgt at forlade Jyllands-Posten.

"Med valget af ansv. chefredaktør ønsker Jyllands-Postens ejere at sætte en ny retning, og derfor giver det mening at lade Jacob Nybroe starte uden mig om bord," udtaler Pierre Collignon i en pressemeddelelse.

Han har været i chefredaktionen i fire år.

Kwon forfremmes i TV 2

Med Jacob Nybroes afgang efter blot otte måneder overtager Jacob Kwon hans ansvarsområder. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

"Jeg har med virkning fra i dag udnævnt Jacob Kwon som nyhedschef og souschef. Kwon har, siden han kom til TV 2, både i det daglige og i udviklingen af vores nyhedsudsendelser på hovedkanalen med al tydelighed demonstreret, at han er en kompetent og handlekraftig journalistisk leder. Senest med omlægningen af vores 18-udsendelse som en del af vores nye early prime-flade. Samtidig er Jacob en central del af nyhedsledelsen i Odense, og jeg ser frem til et endnu tættere samarbejde med ham," udtaler nyhedsdirektør Mikkel Hertz i meddelelsen.

Jacob Kwon får ud over sit nuværende chefredaktør-ansvar for hovedkanalens nyhedsudsendelser og TV 2 Vejret fremover også det overordnede ansvar for produktionsafdelingen, fagredaktionen Business samt Nyhedernes administration.

Direktør roser begge chefredaktører

I de to pressemeddelelser, som JP/Politikens Hus har sendt ud, roser Stig Kirk Ørskov både den tiltrædende og afgående chefredaktør.

"Med Jacob Nybroe får Jyllands-Posten en chefredaktør, der evner at forene journalistisk nysgerrighed og videbegær med folkelig og usnobbet formidling, som taler op til borgerne, uanset hvor de bor, og hvem de er. Dertil kommer en stor forretningsmæssig forståelse og evnen til at skabe journalistisk udvikling og resultater. Ikke mindst på grund af ledelsesmæssige evner, der skiller sig ud. Få formår som Jacob Nybroe at engagere og begejstre sine medarbejdere," lyder det om Jacob Nybroe.

"Siden Pierre trådte ind ad døren på Jyllands-Posten for næsten 20 år siden, har han repræsenteret en stor journalistisk faglighed og er aldrig gået på kompromis i kampen for at højne den journalistiske kvalitet. Vi ønsker Pierre held og lykke på hans videre færd," lyder det om Collignon.

Pierre Collignon har været på Jyllands-Posten siden 1997, efter at han blev uddannet journalist. Han har været korrespondent i både Berlin, Moskva og Bruxelles, ligesom han har været Indblik-redaktør, indlandsredaktør og nyhedschef.

Opdateret klokken 9.42 med oplysninger om, at Pierre Collignon forlader avisen

Opdateret klokken 9.52 med oplysninger om Jacob Nybroes afløser.

Opdateret klokken 10.09 med et kort citat fra Jacob Nybroe. 

 

0 Kommentarer