Ingeniøren: E-læsere kan blive fremtidens avis

E-læsere stormer frem i USA, og kan blive afløseren for den trykte avis. Det skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren fredag. Se også Journalisten.dk's tv-indslag med tidlig prototype på den bøjelige elektroniske avis.

E-læsere stormer frem i USA, og kan blive afløseren for den trykte avis. Det skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren fredag. Se også Journalisten.dk's tv-indslag med tidlig prototype på den bøjelige elektroniske avis.

Det er en and, at avisen er død. Ganske vist hænger forretningsmodellen ikke længere sammen for den daglige papiravis, bragt til døren og læst under morgenmaden. Men ny teknologi er ved at revitalisere avisen – i stedet udgivet på nettet, på mobilen og på de kommende nye e-læsere fra Amazon, Sony eller Apple, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren i morgen fredag.

"Hvis den gamle trykte avis var en isflage, så må man sige, at vandet under isflagen varmes gevaldigt op i disse dage," siger Søren Schultz Jørgensen, som er direktør og medejer af medieudviklingsvirksomheden Kontrabande.

"Avisen er ikke længere 'avisen', som vi kender den. Den er i fuld gang med at blive noget andet allerede. Derfor er nyheden om 'avisens død' bag os. Det, vi ser nu, er, at avisens koncept, indholdet, genopstår i alle mulige varianter," udtaler han til magasinet. 

Ingeniøren fremhæver desuden, hvordan salget af e-læsere i USA er steget til det tredobbelte på blot et år. Med den nuværende vækstrate vil de elektroniske aviser dominere verdensmarkedet i 2018, hævder it-konsulenter. (læs også: e-Reader Displays To Hit 77M In 2018)

I Danmark kan man endnu ikke købe e-læsere, men det vurderes blot at være et spørgsmål om tid. Eksempelvis lanceres Amazon Kindle angiveligt i Europa den 4. september på IFA-messen i Berlin, skriver Stuff.tv. Og ifølge New York Times vil vi allerede næste år se en helt ny generation af bøjelige e-læsere (e-Readers) udviklet specifikt til avislæsning.

New York Times kan således berette, hvordan blandt andre News Corp. er på vej med deres løsning, mens magasinforlaget Hearst er ved at gøre klar til at lancere magasiner på bøjelige skærme, og senest i denne uge er der kommet meldinger om en helt ny 'tablet' fra Apple. Desuden er der lignende tiltag fra Plastic Logic, som ved udgangen af i år forventer at være på gaden med sin digitale avislæser. 

Kernen i hele aviskonceptet, hvor teknologien smelter sammen med det redaktionelle indhold og giver et helt bestemt format, er altså ved at blive sprængt.

Markedschef Henrik Tøgersen fra Danske Specialmedier mener også, at det er på høje tid, at dagbladene tænker nyt. Til Nyhedsmagasinet Ingeniøren siger han:

"Hvis jeg var en avis, så ville jeg distribuere den nye e-læser gratis til alle mine abonnenter og sikre mig, at de kunne få avisen hver dag." 

Indtil videre er e-læserne desværre ikke gode nok. Hverken Amazons Kindle eller Sonys e-læsere er endnu troværdige alternativer til den trykte avis. De er i sort-hvid, man kan ikke kommentere på dem, markere, mikse eller udvikle nyt indhold. Og hvis man bare vil udgive en gammeldags avis på en anden platform, går pointen tabt.

"Men løsningen er lige rundt om hjørnet," mener Henrik Tøgersen.

På Washington Post og New York Times udvikler man lige nu fremtidens avis.

"Og de danske medier vil sikkert læne sig meget op ad deres konklu­sioner. Hele humlen er jo at finde en ordentlig forretningsmodel, så man igen kan tjene penge på indholdsproduktionen, og hvis det pludselig bliver en ny indpakning, og ikke indholdet, som bliver salgbar, så vil også aviserne gå i den retning."

Tøgersen tror, at opskriften vil blive en gadget med 3G-teknologi og muligheden for opdatering hver morgen. Læserne vil få en e-læser som en del af deres abonnement – fuldstændig på linje med, hvad vi ser på mobiltelefonmarkedet lige nu. Så vil læserne meget mere fleksibelt kunne vælge det indhold, der interesserer dem.

Se også Journalisten.dk's web-tv-indslag med Tøger Seidenfaden, hvor en prototype af det bøjelige e-paper præsenteres: Tøger: Plastik giver håb til trængte aviser

Hele fredagens udgave af Nyhedsmagasinet Ingeniøren vil kunne læses her.

Læs også: Anker Brinks anbefaling: Overvej papirløse aviser

0 Kommentarer