”Det her døgn er måske det vigtigste døgn, vi har i arbejdsgruppen,” sagde Troels Mylenberg – normalt vært på TV 2 News, men her talende i sin rolle som formand for den arbejdsgruppe, der til efteråret 2018 skal aflevere en redegørelse til Dansk Journalistforbund (DJ) om fagenes fremtid.
Ordene faldt til DJ's arrangement Fagligt Forum søndag formiddag på hotel Scandic Sluseholmen i Sydhavnen, København, hvor DJ over to dage havde sat både fagenes og forbundets fremtid til debat.
Cirka 280 delegerede var mødt op. Hvilket er et stykke fra de 705, der kunne været blevet valgt på generalforsamlinger i kredse og grupper.
Hvad kan vi selv gøre?
Store dele af søndagen på Sluseholmen var helliget en debat om fagenes fremtid, der blandt andet skulle drøftes i gruppearbejde om eftermiddagen.
Troels Mylenberg formulerede denne appel til forsamlingen:
”Mon ikke vi skal tage ansvaret på os selv og forklare, hvad vi gerne vil med vores fag.”
”Hvad kan vi som enkeltpersoner gøre for at udruste os bedst muligt til fremtiden og til at forme den?” spurgte han forsamlingen.
”Vi skal forme fællesskabet!”
Forinden havde formand for DJ Lars Werge åbnet Fagligt Forum i en tale til de delegerede.
Lars Werge trak indledningsvist det lidt dystre billede op, der præger ethvert kig ud over medieverdenens savanne. For eksempel disse to punkter:
- Faste stillinger er nedlagt inden for fagene.
- DR skal spare 20 procent.
”Samlet set er vores kolleger og branche under skarp beskydning i disse år,” lød det fra Lars Werge, der understregede, at også ansatte inden for ikke mindst offentlig kommunikation er under pres.
”DJ’s medlemmer skal arbejde hurtigere i dag end i går,” sammenfattede han.
Og blandt andet derfor var fremtiden sat på dagsordenen.
”Vi ønsker at blive rustet til at træffe de bedst mulige beslutninger for Dansk Journalistforbund. Vi skal ikke forme fremtiden, men vi skal forme fællesskabet!”
”Hav et godt møde, kammerater!” sagde han.
Tre bud på fremtiden
Efter Troels Mylenberg og Lars Werges åbning – og før de delegerede blev sendt i gruppearbejde – gav tre forskellige oplægsholdere på 15 minutter hver deres bud på både udfordringerne og de konturer af en løsning, de hver især kunne se.
De tre oplægsholdere var:
- Anne Porse Nielsen, Seismonaut, et strategisk og digitalt rådgivningshus
- Jan Birkemose, Medietrends
- Søren Schultz Jørgensen, Kontrabande, projektleder for arbejdsgruppen om fagenes fremtid
”Markedet for indhold har aldrig været større!”
Anne Porse Nielsen var første oplægsholder.
Hun opridsede blandt andet, at det er digitaliseringen, der driver globaliseringen og udviklingen – og at den kreativitet, mange medlemmer af DJ besidder, bliver vigtigere og vigtigere.
Hun understregede, at mennesker, der – som mange medlemmer af DJ – skaber indhold, kommer i højere og højere kurs, og at især kreative kompetencer er resistente over for automatiseringer som fx robotter.
Men førertrøjen sidder ikke på de samme dele af verden, som vi er vant til:
”Den vestlige verden er på vej retur. Udviklingen vil i fremtiden komme fra nye lande,” sammenfattede Anne Porse Nielsen, der dog var overordnet optimistisk:
”Markedet for indhold har aldrig været større!” sagde hun.
”Man skal være nysgerrig, grådig og sulten”
Jan Birkemose introducerede derpå et tankeeksperiment: Hvad skal et barn, født i dag, kunne, hvis vedkommende skal blive journalist som voksen?
Og han satte disse ord på fremtidens journalist:
”Man skal være nysgerrig, grådig og sulten.”
Jan Birkemose mener for eksempel, at hver gang en journalist ser en ny platform, skal han eller hun være drevet af lysten til at erobre den.
”Man skal være lynhurtig til at lure brugerfladen og lære at lave fedt indhold,” sagde han.
Et generationsskifte
Birkemose understregede også, at den tid er forbi, hvor den nye generation kan lære faget af den forrige:
”I gamle dage kunne man sætte sig ved siden af stjernerne og lytte til dem. Så var arvefølgen sikret. Men i dag har de fyrtårne skabt deres resultater i en anden tid,” sagde han.
Og så understregede han, at indhold ikke bare er indhold.
”Grundlæggende handler det om, at man ikke bare er indholdsproducent, men at man har et mål med det, man laver,” sagde han – og spurgte:
”Hvad nytter det at være fremragende dygtig til ny teknologi, hvis man ikke har en publicist i sig?”
Dengang avisbudene strejkede
Søren Schultz Jørgensen gav et anderledes bud på, hvad journalistik betyder for folk.
Det gjorde han med et amerikansk eksempel, hvor avisbudene i New York strejkede, samtidig med at Anden Verdenskrig stadig var i gang.
”Hvad betyder det at savne avisen og nyhederne?” spurgte han – og refererede derpå en konkret undersøgelse af budstrejkens konsekvenser for de læsere, der ikke længere kunne få avisen leveret.
Her trukket op med Journalistens ordvalg:
- Folk ved ikke, hvad de skal lave, hvis de ikke får avisen. Medierne strukturerer kort sagt brugernes hverdag. Der er noget at stå op til, når man ved, avisen kommer.
- Læserne savnede noget at snakke om. Avisen sikrede social kontakt mellem læserne og omverdenen.
- Læserne savnede at høre, hvad de mennesker, de kendte, lavede.
Gammelmedierne har glemt at være sociale medier
Søren Schultz Jørgensens pointe var, at medierne er med til at skabe samvær og samtale. Men de gamle medier har glemt denne rolle og ladet Facebook stå for den.
”Vi skal genopfinde en journalistik, hvor vi er stærke og kritiske – men også kan knytte bånd mellem borgerne og være gode til at lytte,” sagde han.
Og så opfordrede han til at udfordre og måske aflive en række normer og formulere nye. De tre øverste lød, at journalistikken skal gå:
- Fra neutralitet til identitet
- Fra iagttager til aktør
- Fra problem til løsning
Søren Schultz Jørgensen sammenfattede også, at medierne skal glemme formuleringen om, at man er neutral, og i stedet forklare brugerne om mediernes valg og fravalg:
”Hvis folk kan se, hvordan vi vælger vores nyheder, knytter de sig til os,” sagde han.
På baggrund af formiddagens oplæg begav de delegerede sig ud i grupper, hvor de skulle give bud på, hvordan de enkelte fag skal udvikle sig i fremtiden.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fantastisk. Denne artikel bør være pligtlæsning for alle medlemmer i DJ.