Fremtidens journalister får det svært. I hvert fald hvis man skal tro på det billede af fremtiden, film og bøger har tegnet i mange år. Sammen med to eksperter har Journalisten set på science fiction-genren de seneste knap 100 år. Når der har været fokus på mediernes vilkår, er det tit gået galt. I en ofte totalitær fremtidsverden er mediernes rolle reduceret til propagandamaskine for magthaverne eller leverandør af ren underholdning, der skal dulme en undertrykt befolkning.

Medierne som leverandør af dødbringende underholdningsshows er en klassiker. Bogserien ’Hunger Games’ samt film som ’Rollerball 2000’ og ’The Running Man’ er nogle af eksemplerne.

”I fremtidsdystopierne er underholdningen blevet meget ekstrem – det handler om mord, sex og voldtægt, men det er egentlig bare en moderne version af gladiatorkampe,” forklarer Christian Monggaard, filmredaktør på Information.

Det er til gengæld svært at finde journalister, der er helte. Et eksempel er tegneserien ’Transmetropolitan’ fra 1997, hvor gonzojournalisten Spider Jerusalem vender tilbage til storbyen fra sit eksil i bjergene for at afsløre korruption og politibrutalitet.

”Der er generelt en meget negativ forventning til, hvordan journalister og medierne udvikler sig. Det virker som om alle, der skriver om fremtiden, er ret sikre på, at vi ikke har en fri og uafhængig presse i fremtiden,” siger Jakob Stegelmann, mangeårig vært på ’Troldspejlet’ på DR, hvor han anmelder film, tegnefilm, bøger og computerspil.

Men ofte er medierne slet ikke i fokus. De optræder måske mest som eksempler på, hvordan ny teknologi bruges til at kommunikere. Det er også sjældent, at hovedpersonerne i fremtidshistorier faktisk er journalister.

”Der er masser af science fiction, hvor en dedikeret helt kommer ind og finder ud af, hvad der foregår. Men det er ikke journalisterne, der gør det. Forventningen er nærmere, at journalisterne ikke gør det,” siger Jakob Stegelmann.

Den opfattelse deler Christian Monggaard.

”Der er ikke vildt mange science fiction-film, hvor journalister er med, og når de er, har de ikke en hovedrolle. I fremtidsfilm ser man tit, at folk læser avis på en interessant måde og ser tv på en ny måde, men det er ofte mere teknologien omkring medier, man ser udfoldet, end journalisterne og deres rolle,” siger han.

Seks eksempler fra fremtids-fiktionen 

1984 

— bog, 1949.

Historien om Winston Smidt, der lever i et totalitært London i 1984, hvor han omskriver gamle avisartikler i Ministeriet for Sandhed, så de altid stemmer overens med Partiets seneste udlægning af historien. Skrevet af George Orwell.

The Running Man 

— film, 1987.

Arnold Schwarzenegger spiller den uheldige politimand, der i 2017 bliver tvunget til at deltage i underholdningsprogrammet ’The Running Man’. Her skal han kæmpe for sit liv, mens hele befolkningen følger med. Medierne er styret af staten og leverer kun underholdning. Instrueret af Paul Michael Glaser efter bog af Stephen King.

Transmetropolitan
— tegneserie, 1997-2002.

I en udefineret fremtid vender journalisten Spider Jerusalem tilbage til storbyen fra et liv i bjergene for at bekæmpe korruption og magtmisbrug i USA. ’Transmetropolitan’ er et sjældent eksempel på, at journalisten er helten – til gengæld kæmper han mest alene og med dårlige odds. Skrevet af Warren Ellis. 

Starship Troopers 

— film, 1997.

I fremtiden kæmper mennesker mod muterede insekter. Medierne oplyser via tv befolkningen om de mange krige mod insekterne, men er totalt styrede af magthaverne. Instrueret af Paul Verhoeven.

Hunger Games 

— bogserie, 2008-2010.

Borgerne i Panem udsættes i denne dystopiske fremtid hvert år for en lodtrækning, hvor to børn mellem 12 og 18 år fra hvert distrikt vælges og skal kæmpe til døden i det årlige tv-show ’Hunger Games’. Skrevet af Suzanne Collins.

Black Mirror 
— tv-serie, 2011. Afsnit 2, sæson 1. ’Fifteen Million Merits’.

Borgerne i denne dystre fremtid bruger dagen på at motionscykle for at tjene point, de kan bruge til at købe mad eller udvikle en digital version af dem selv. De bor i små rum, hvor alle vægge er skærme, der konstant kører. Det koster point at slukke eller springe reklamer over. Den eneste udvej er at blive reality- eller pornostjerne, som kan underholde de andre borgere. Skrevet af Charlie Brooker.