KLUMME. Mit eget gamle fagblad har sat fokus på fremtiden og udviklingen, og som den støvede redaktør og dermed officiel repræsentant for både for- og nutid er jeg skubbet langt ud i kulden.

Det er brutalt og symbolsk. Jeg har dog fået tildelt et lille reservat at tumle min rollator på, hvilket ikke mindst skyldes, at de vikarierende ungdomsredaktører i sidste øjeblik besluttede at lytte, da den 54-årige mimrede, at deres fremtidstema stank langt væk af aldersfascisme.

For fremtidstemaet er jo skrevet og tilrettelagt til de unge. Det er dem, der skal opdateres og klædes på. De bliver udpeget som talenter – de ejer som altid det hele – selv om de jo kun kan det halve.

Det sagde jeg. Og så tænkte knøsene, at der også skulle være noget for de gamle, ellers går det amok i kommentarsporet, hvor folk på efterløn har masser af tid til at skrive sure opstød. Og jeg forsvarer jer ikke, sagde jeg.

Det virkede!

Disse linjer er derfor rent redaktionelt spin, der skal bilde jer ind, at vi, der er 45+, også er med i temaet. Og i fremtiden.

Det interessante er, at mit og mine ligesindedes problem ikke er selve fremtiden eller udviklingen som sådan. Men snarere, at vi ikke rigtigt er en aktiv del af den. Derfor skal fremtiden aflyses og udviklingen bremses.[quote:0]

Der er flere ting, du kan gøre for at holde udviklingen væk. Her er min guide til gamle velplacerede røvhuller, der frygter fremtiden:

For det første er det vigtigt, at du har en position som mindst mellemleder, når udviklingen rammer. Som mellemleder kan du arrangere møder. Sørg for, at det er lange møder.

Så længe man holder møde, sker der nemlig ingenting. Derfor sørger du også for i din opsamling efter tre-fire timers møde at sige, at det har været spændende og peger fremad, og at I må arbejde videre med tankerne mere konkret og casebåret på et nyt møde eller ligefrem et seminar. Og skal vi ikke give en hånd til de unge løver, der har tænkt ud af boksen!

Det, der er ude af boksen, kommer aldrig ind i den.

Mellem møde og nyt møde/seminar sørger du for at rundsende de slides, der blev vist på mødet. Skriv for eksempel ”spændende” eller ”peger fremad” i emnelinje. Delte slides kan tage gejsten fra enhver. Samtidig er det topsmart og ganske ungdommeligt at dele.[quote:1]

Du signalerer dermed, at du er fremtidsorienteret, samtidig med at du er præcist det modsatte. Med andre ord: Du har nu som mellemleder handlet – helt uden at gøre noget. Faktisk har du med dit initiativ absolut intet sat i gang og dog styrket dit image som udviklingsorienteret. Voila!

Den sløjfe er i sig selv en meget stor del af hele opskriften på at overleve fremtiden og udviklingen.

Hvis situationen alligevel bliver truende, for eksempel ved at en ny medarbejder viser sig at kunne en hel masse smart, du ikke forstår, og som han selv tager initiativ til at ville lære kollegerne, skal du straks hilse det velkommen og rose ham – men også begynde at tale om kerneværdier og den fælles mission.

Kerneværdierne – det skal du så ikke sige – er det eneste, du kan og altid har gjort, og som de unge derfor netop ikke gør, fordi det er so last year. Missionen er det, I siger I vil, men som I endnu ikke har nået – og med garanti aldrig når.

Det er altså to helt sikre kort at trække og dvæle grundigt ved.

”Det er fint med udvikling, godt du bringer det op, Harry, og inden vi går videre: Har vi helt styr på kerneværdierne og missionen?” kan du sige – måske med en lammende metaforisk opfølger: ”Intet hus er jo stærkere end fundamentet!”

Så er den udviklingstrang faktisk lagt ned af dårlig samvittighed og lidt angst for fremtiden. Et stykke tid.[quote:2]

Og fortsætter det alligevel, arrangerer du seminaret, hvor de unge løver rigtigt skal boltre sig. Her sætter du derfor først en udenlandsk – svensk eller tysk er godt – gæsteforelæser på om formiddagen. Så frokost. Og så opsamling af formiddagen. På originalsproget.

De unge løver lægger du i programmet lige efter frugten, men før kagen, hvor folk er begyndt at tænke på, at de skal hjem og hente børn. Især de unge. Salen vil være halvtom og mentalt helt fraværende, når de unge går på.

Du tager et par billeder på seminaret og deler på LinkedIn. Skriv noget a la: Fremtiden er uvis – medmindre man selv planlægger den!

Husk udråbstegnet. (Husk: Du skal IKKE bruge Twitter eller Facebook. Der kan du blive mødt med spørgsmål. Det sker aldrig på LinkedIn. Her liker folk bare, og deler.)

Under billederne noterer du, hvad den udenlandske gæsteforelæser hedder, og anbefaler vedkommende voldsomt. Det er et fint subtilt signal om, at det var dagens vigtigste punkt, og at du har stort overblik.

Og hvis andre uploader et billede af Harry og andre unge løver i en halvtom sal, så kan du bare like det og skrive, at det var så fedt, at de unge bød ind også, og pisse synd at så mange skulle hente børn efter kagen og derfor ikke hørte det hele, men ”kom igen! :)”. Husk endelig smiley!

Hvis det hele løber af sporet, og nogen på LinkedIn spørger ind til, hvad de unge løver egentlig tænker om fremtiden, så skriver du, at det er et topgodt spørgsmål – og deler slidesene fra dagen: ”Læs mere her!” Så er den lagt død igen.

[quote:3]

Typisk kan du bruge cirka et år på ovenstående cyklus. Og den kan gentages igen og igen. De mest udviklingsforhippede vil snart søge væk. Til afskedsreceptionen skal du huske at rose dem for at være så fremtidsinteresserede. Og sige, at du er stolt af at sende dem videre og glad for, at du har bidraget til deres udvikling, og at du håber at se dem igen.

Hvilket du kan være helt tryg ved, at du aldrig gør.

Og så til sidst: Er du 50+ og har alligevel fået slæbt læsebrillen helt ned til sidste afsnit i denne tekst, så lad os lige blive enige om noget, mens de unge flintrer af sted. Vi ved jo godt, at den vigtigste forudsætning for at have fortsat succes i sit arbejdsliv ikke er, om man i huj og hast tilpasser sig udviklingen. Nej, tværtimod. Det er, om man forsvarer og bevarer sin kernefaglighed. At kunne drible med hashtag vil for eksempel altid være mindre vigtigt end at kunne skrive godt. Skal vi være enige om det?