Det skulle egentlig have været en ganske normal sen aftenvagt eller nærmere tidlig nattevagt, da Sanne Gottlieb i december mødte ind som vært på Radio IIII’s ’Nattevagten’.

Et program, der sender fra klokken 23 til 01, og som henvender sig til dem, der af den ene eller anden grund er vågne og lytter til radio på det tidspunkt af døgnet.

I programmet vælger værten et emne, og så ringer lytterne ind eller sender sms’er, som værten kan læse på en skærm foran sig.

”Det er lidt Det Vilde Vesten. Man ved aldrig, hvad det er for nogle typer, der ringer ind. Det kan være taxachauffører, nogen på nattevagt, ensomme. Men det er sådan set fint nok,” fortæller hun.

Men på lige præcis den vagt i december, blev Sanne Gottlieb ramt i en grad, at hun ikke længere er vært på programmet.

”Jeg kan ikke huske nattens emne. Men jeg kan huske sms’en,” fortæller Sanne Gottlieb.

Sms’en lød: ”Sanne, du ved jo godt, jeg kommer og voldtager dig en nat i dit soveværelse”.

Slog det hen

Sanne Gottlieb har været vant til, at der tikkede sms’er med lidet flatterende ordlyd ind. Det kunne være beskeder som ”din store so”, ”din luder”, ”din røv er for stor”.

Men sms’en den decembernat var anderledes.

”Det var ikke en generel ”du er en idiot”. Det var meget konkret. Det var voldtægt, og det var mit soveværelse,” siger Sanne Gottlieb.

Hun noterede nummeret. Tænkte, hun skulle finde ud af, hvem sms’en kom fra. Det blev nytår, og hun kom fra tanken og slog det hen med, at det nok var en ung mand, der ikke vidste, hvad han egentlig skrev.

”Så tænkte jeg ikke mere over det, indtil for fire-fem uger siden.”

På det tidspunkt tikkede der en ny sms fra samme nummer ind, mens Sanne Gottlieb var live i radioen. Det var relateret til nattens emne om angst og fobier. Der var ingen trusler. Men Sanne Gottlieb genkendte nummeret.

”Jeg blev virkelig gal,” fortæller hun.

Begyndte at hyperventilere på gulvet

Hun satte en nyhedsudsendelse på, ringede op til nummeret fra teknikerens telefon for at optage opkaldet. I første omgang gik der kludder i det.

”Jeg var så stresset, at jeg holdt telefonen forkert. Men han oplyste sit navn og medgav, at han havde sendt den sms til mig i december,” fortæller hun.

Hun bad kort efter igen teknikeren om at ringe manden op fra hemmeligt nummer og optage samtalen.

Hun spurgte til hans navn. Om han havde planlagt at voldtage hende. Svaret var ja, men han vidste jo ikke, hvor hun boede - endnu.

Hun spurgte også, hvad han troede, hun ville tænke om det, og hvorfor hun skal voldtages. Svaret lød: Fordi hun er lækker. Og at det kunne være, Sanne kunne lide det, for det er der mange kvinder, der godt kan lide.

Sådan gengiver Sanne Gottlieb samtalen.

”Han blev ved med at fastholde, at det virkelig var noget, han gik og tænkte på. Det var bare fantasier, men det var måske noget, han ville handle på,” fortæller hun.

Under samtalen husker hun sig selv som meget fattet. Meget målrettet. Fokuseret på at få det ud ham, hun ville kunne bruge.

”Jeg ville kunne bevise over for politiet, at der var en trussel. Og at der flere måneder senere var en fastholdelse af ønsket eller fantasien om at gøre det. Jeg tænkte kun i bevis.”

Først da hun havde lagt på, ramte virkeligheden.

”Jeg begyndte at hyperventilere og måtte lægge mig ned på alle fire på gulvet,” fortæller hun.

Resten af udsendelsen udgik.

Stadig ikke sig selv

Sanne Gottlieb tog hjem og mødte op hos politiet på Københavns Hovedbanegård morgenen efter for at anmelde truslen. Der blev oprettet en sag, og det bliver der nu til en straffesag.

”Så blev jeg sendt hjem. Jeg havde det skidedårligt. Jeg var stresset og bange. Det var en underlig måde at være bange på. Jeg ved ikke, hvem manden er. Jeg kan ikke finde noget på ham på nettet. Jeg ved ikke, hvordan han ser ud.”

”Hvis der er en mand i hans alder, der kigger på mig, tænker jeg ”er det ham?”. Der var en mand, der gik lidt underligt foran min opgang forleden. Så vendte jeg mig og spurgte, om han hedder det samme som ham. Bare det at bruge mental energi på det er opslidende. Der er jo en reel risiko for, at han kan handle på det,” siger Sanne Gottlieb.

Den vrede, Sanne Gottlieb følte, da hun konfronterede manden i telefonen, har fortaget sig. Men hun er ikke sig selv. Efter flere samtaler hos krisepsykolog er hun stadig stresset, hendes krop er i konstant alarmberedskab, hendes søvn er elendig.

”Det har ramt mig langt hårdere, end jeg umiddelbart havde troet. Jeg ser mig selv som sådan en sej en, og andre plejer at sige til mig, at jeg har kunnet holde til ting, de ikke ville kunne,” siger hun.

Derfor har Sanne Gottlieb også brugt lang tid på at tænke på, hvorfor hun reagerer, som hun gør nu. Det er gået op for hende, at det har tæret på hende at modtage tilsvininger – særligt dem rettet mod hendes køn og udseende – over 10 år. At hun har betragtet det som normalt.

”Det er en form for langvarig mobning. Det er jo dybt unormalt at få sådan noget, når man går på arbejde.”

”Så jeg tror, det er års ophobning af grænseoverskridende hændelser, jeg reagerer på. Det her var bare dråben.”

Vagt og afskærmning ville hjælpe

Sanne Gottlieb har skærmet sig selv. Hun er ikke længere vært på ’Nattevagten’, og hun kan ikke forestille sig at komme tilbage.

”Ikke som det er nu,” siger hun.

For følelsen af utryghed er ikke uvant for hende. Ud over en tekniker er der ikke andre i huset, når programmet bliver sendt. Samtidig bliver programmet sendt live, så det er nemt for lyttere at gætte, hvornår hun både møder og forlader bygningen med studiet.

”De fleste dagblade og DR har vagter. Bare sådan en lille ting kunne have været en meget rar ting at have.”

”Hvis jeg var 100 procent tryg ved at gå ind og ud ad den dør, kunne jeg godt gå på arbejde. Det er jo ret skørt. Det er en ydre ramme, der ville kunne gøre, at jeg kunne passe mit job.”

Samtidig ser hun et mere strukturelt problem, der rammer mediebranchen. Nemlig at kvindelige medarbejdere i højere grad bliver udsat for seksualiseret chikane i forbindelse med deres arbejde. Noget, der også er blevet dokumenteret på DR’s P3.

”Det er også en problematik, vi kvindelige værter på ’Nattevagten’ har talt om, og vi har også sagt det til vores chef på produktionsselskabet. Men det jo radioen, der skal sidde og filtrere, og jeg føler ikke, at de har taget det alvorligt,” siger Sanne Gottlieb.

Vil overveje tiltag

Hos Radio IIII kalder direktør og ansvarshavende chefredaktør Nikolai Thyssen sagen ”tragisk”.

”Jeg er megaked af det på Sannes vegne,” siger han og fortsætter:

”’Nattevagten’ er et vidunderligt generøst program, som rummer alverdens mennesker om natten. Min egen grænse går 1.000 gange før værternes i forhold til tolerance, og der er noget fint og rørende ved, at de giver rum til de mennesker, der sidder derude om natten.”

Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til at skærme værterne for de værste beskeder?

”På den ene side skal vi gøre, hvad vi kan. Vi blokerer også numre, når værter eller produktionsassistenter peger på noget, og der er min egen tolerancetærskel meget lavere end deres. På den anden side er ’Nattevagten’ også et program, der rammer og rummer mange typer mennesker, og tonen kan være hård. Der er også noget fint i at kunne ramme folk. Så det er en svær balancegang at rumme det uden at lukke det ned.”

”Men jeg ærgrer mig over, at vi ikke blokerede det her nummer med det samme,” siger Nikolai Thyssen.

Nikolai Thyssen påpeger selv, at det kan være sårbart for værterne på ’Nattevagten’, fordi man forlader lokalerne midt om natten.

Han har dog ikke hørt ønsket om vagter eller andre sikkerhedstiltag fra hverken Wingman, der er produktionsselskabet bag programmet, eller værterne på ’Nattevagten’.

”Det er et reelt spørgsmål. Der er ikke en konkret trussel, men jeg vil meget gerne tale med værterne om det. Hvis jeg havde fået den trussel og skulle ud på en øde gade, ville jeg også føle mig utryg. På bagkant er det en god overvejelse. Og hvis det ikke er trygt at gå på arbejde, så kan vi ikke lave programmet,” siger han.