Klokken nærmer sig midnat, og stilheden er ved at indfinde sig over København. Udenfor lyder en let summen fra bilerne, der kører forbi, selv om der så sent ikke er mange at finde.

I mørket på Studiestræde i København sidder Keith Lohse, så man kun aner hans ansigt i lyset fra computerskærmene.

Han sætter mikrofonen til rette og gør klar til at sende det, han selv kalder ”landsdækkende lokalradio” i de næste to timer. Det har han gjort de sidste 10 år, først på Radio24syv og sidenhen på Radio4.

Da klokken rammer 24, tændes det røde lys i ”on air”-skiltet, og fra studiet lyder et ”velkommen til ’attevagten”.

Keith Lohse er en af seks værter på ’Nattevagten’, men han er den eneste, som har været med fra den allerførste nat. Han havde egentlig lovet at være i studiet tidligere for at blive fotograferet, men en ulykke forsinkede ham.

”Ja, min datter har ødelagt mine briller, så jeg har været nødt til at fikse dem selv. Jeg er derfor nok heller ikke så kameravenlig i dag,” siger han og retter på sine stof-indbundne briller.

Idéen med ’Nattevagten’ er simpel. Det er en åben telefon, hvor enhver natteravn kan ringe ind.

”Jeg har haft Anders Samuelsen igennem, men jeg har også haft fængselsfanger og en hjemløs, der ringede i en periode. Så det er normale mennesker, der oftest ringer ind her, og det ser jeg som vores eksistensberettigelse,” siger Keith Lohse.

”Det er normale mennesker, der oftest ringer ind her, og det ser jeg som vores eksistensberettigelse.”

Keith Lohse, vært, ’Nattevagten’

Det lille mørke studie bidrager meget til stemningen omkring programmet, som i aften handler om singler. Keith Lohse har set en statistik, hvor det anslås, at der er 1,7 millioner singler i Danmark, og dem vil han nu snakke om. Den karakteristiske dybe stemme slår an, da Radio4-jinglen er ovre, og aftenens emne bliver introduceret.

Ude i det lille tekniklokale er en ny produktionsassistent, Simone Vejlin, under oplæring af Rebecca Nesheim, der har været på ’Nattevagten’ i et år. Inde fra studiet læser Keith Lohse sin introduktion til aftenens program.

”Er introen skrevet ned?” spørger Simone.

”Den lyder meget talesprogsagtig.”

”Ja, men sådan er det altid med Keith,” svarer Rebecca.

Den hårde kerne

Allerede et par minutter efter at udsendelsen er gået i gang, kommer de første opkald og sms’er ind. Den første, der ringer ind, kan ikke genkende Simone Vejlins stemme i telefonen og udbryder ”du må da være ny, men din stemme lyder meget rar”.

Produktionsassistenterne er vant til, at lytterne kan genkende stemmerne ude i teknikken, fortæller Rebecca Nesheim.

”Det er jo en lille hård kerne, som ofte ringer herind. Man skal lidt accepteres af lytterne, når man sidder herude i teknikken,” siger hun.

En af de trofaste lyttere er Trine Fjord, der har lyttet og ringet ind til ’Nattevagten’ i tre år. Første gang hun ringede ind, var emnet MeToo. Trine Fjord blev sat i en debat med en anden lytter, og selv om hun var meget nervøs, gav det hende mod på at ringe igen.

”Jeg har haft nogle søvnproblemer, så for mig har ’Nattevagten’ også været en slags terapi. Værterne er megakompetente på hver deres måde,” siger hun og tilføjer:

”Keith er for eksempel altid klassens frække dreng med et hjerte af guld, som man altid kan have en sjov samtale med. Men så er der også en vært som Rikke Grosell, som jeg har snakket med om mere seriøse ting fra min barndom,” fortæller Trine Fjord.

Hun synes, det gør ’Nattevagten’ til noget særligt, at der er en at snakke med, som tager hende seriøst.

”Jeg er i dag førtidspensionist, men var i en årrække i nogle forskellige ressourceforløb. Det kunne værterne huske, og de spurgte mig også til det, når jeg ringede ind. De elsker virkelig deres lyttere, og det kan man mærke,” siger hun.

Mads og Mikael

Da Keith Lohse første gang blev tilbudt at lave ’Nattevagten’, var det slet ikke det, han troede, han skulle.

Han har ingen uddannelse, men kommer fra en barsk barndom i Vejle med en far, der slog, og en mor, der var narkoman. Han havde dog opbygget en følgerskare på Facebook, hvor han skrev talrige og til tider mærkværdige statusopdateringer.

Men ud af det blå blev han kontaktet af Mads Brügger og Mikael Bertelsen, der dengang drev den 11. time på DR2, men som allerede var i gang med at lægge de første planer til, hvad der senere skulle blive Radio24syv.

”Jeg kendte kun Mads og Mikael fra tv, så jeg var lidt starstruck, da de kontaktede mig. Jeg troede, de ville have mig til at skrive oneliners til den 11. time. Da de så begyndte at snakke om radio, havde jeg ingen anelse om, hvad der skulle ske,” siger han.

Han er ikke sikker på, hvorfor valget faldt på ham. Han tror, at de havde set ham til en digtoplæsning, men har aldrig fået det bekræftet.

”Jeg var også altid for genert til at spørge dem,” siger han.

Da konceptet blev afsløret; en åben telefon til alle dem, der stadig er vågne efter midnat, var Keith Lohse med på idéen.

”Jeg er grundlæggende interesseret i mennesker og historier. Min barndom var fyldt med misbrug, alkohol og skiftende børnehjem. Det gør måske, at jeg ikke er lige så dømmende som andre. Så ’Nattevagten’ lød som noget, jeg gerne ville være med til,” siger han.

Inde fra studiet er Keith Lohse i gang med den første lytter. De snakker om alt fra alkoholisme til uheld i kærlighed og at hælde benzin på et bål, bogstaveligt talt. Samtalen varer næsten en halv time.

”Han kan have nogle lange samtaler. Der har været nætter med Keith, hvor vi kun har haft to igennem på to timer,” siger Rebecca Nesheim.

Keith Lohse har hele tiden vidst, hvad han ikke ville have ’Nattevagten’ til at ende som.

”Jeg hader sådan noget som ’Go’ Morgen Danmark’, hvor man kun har tre minutter til at snakke om sin leverkræft eller sit døde barn. Jeg ville gøre noget anderledes,” siger han.

De lange samtaler er noget, som Keith Lohse ser som et kerneelement i ’Nattevagten’. For ham er lytternes historier det vigtigste, og de skal have lov at blive udfoldet, uden tidsbegrænsninger.

”Jeg ved jo fra mig selv, at de første måske 20 minutter, hvor man fortæller om noget personligt, er meganervepirrende. Derfor kører jeg efter et princip om, at hvis man vil bruge en time på at ’udfolde sin blomst’, får man lov til det,” siger han.

”Selv når det er dårligt, så er det stadigvæk bedre end et kvarter af et eller andet P3-noget, hvor man spørger lytterne, om de kan have marmelade under forhuden, eller et andet mærkeligt påfund.”

Keith Lohse, vært, ’Nattevagten’ 

I teknikken ringer telefonen næsten uafbrudt. Det er produktionsassistenterne, der skal beslutte, hvem der bliver stillet igennem til værten.

Ifølge Keith Lohse kan det godt være en udfordring, at det er de samme, der ofte ringer ind.

”De sidste tre gange, jeg har haft vagten, har der været nye lyttere igennem hver nat. Det er dog ikke ofte, at det sker mere,” siger han.

For Keith Lohse har ’Nattevagten’ en unik plads i radioverdenen som en slags ”landsdækkende lokalradio”, hvor folk kan fortælle deres egne historier uden de begrænsninger, han ser i andre radioprogrammer.

”Selv når det er dårligt, så er det stadigvæk bedre end et kvarter af et eller andet P3-noget, hvor man spørger lytterne, om de kan have marmelade under forhuden, eller et andet mærkeligt påfund,” siger han.

Smukt, men sørgeligt

I studiet er Keith Lohse begyndt at læse sms’er fra lytterne op. Da emnet er singler, kredser mange af beskederne også om det.

”Grunden, til at mænd i højere grad er single, er, at de er snotdumme,” lyder det fra en af dem.

”Du er for grim til at score,” lyder en anden.

Til kommentaren om sit udseende svarer Keith Lohse skarpt tilbage: ”Det var ikke et problem for din mor!”

Når telefonen er åben for alle, kommer der alverdens forskellige historier. Nogle sjove, nogle seriøse og så dem, der sætter sine spor i værterne. For Keith Lohse er der særligt en historie, der har bidt sig fast i ham.

”Der var en 91-årig mand, der ringede ind til mig for måske fem-seks år siden. Hans kone gennem 60 år var død tidligere på året. Han ringede ind og læste et Benny Andersen-digt op. Han fortalte bagefter, hvordan han stadig lagde sin kones røde yndlingskjole ud på sengen hver morgen og duftede til den, fordi den stadig duftede lidt af hende,” siger han.

Hvordan håndterede du det live i radioen?

”Ligesom hvis jeg mødte ham på gaden. I sådan en situation nytter det ikke noget at blive helt sørgelig eller sådan ’wow, hold nu kæft’, selv om det er pissesørgeligt. Det er også smukt. Smukt og sørgeligt på samme tid. Måske mere sørgeligt nu, hvor han sikkert er død.”

–

Foto: Jacob Nielsen