Grønlandsk tv undskylder for bare bryster

Den grønlandske tv-station, KNR, kom ved en fejl til at vise bare bryster i stedet for afslutningen på VM-kampen mellem Danmark og Portugal. Nu undskylder tv-stationen, skriver Ritzau.

Den grønlandske tv-station, KNR, kom ved en fejl til at vise bare bryster i stedet for afslutningen på VM-kampen mellem Danmark og Portugal. Nu undskylder tv-stationen, skriver Ritzau.

Grønlandske fodboldfans fik sig lidt af en overraskelse i lørdags, da Danmark og Portugal kæmpede mod hinanden i Parken. Midt under afslutningen på VM-kampen blev forbindelsen afbrudt. I stedet for tonede der billeder af bare bryster frem.

Det hele som følge af en strømafbrydelse, der skabte problmer med det digitale udstyr, oplyser KNR, skriver Ritzau.

Eller som det hedder i det grønlandske netsite Webavisen.gl: El-svigt årsag til babser på TV.

"En medarbejder i afviklingen kom til at trykke på knappen til det udstyr, hvorfra vi henter signalet fra Danmark, der kører tidsforskudt. I de sekunder vi viste det direkte signal fra Danmark, viste DR2 Tema Lørdag udsendelsen »Nøgne bekendelser«. I få sekunder blev en kvinde med bar overkrop vist i KNR TV. Det var rigtigt dårligt timet, men uheldet er sket, og KNR beklager fejlen," skriver knr.gl.

De grønlandske tv-seere gik dog ikke glip af nogen af kampens to mål.

 

 

 

 

1 Kommentar

Vinh Prag
7. SEPTEMBER 2009
Re: Grønlandsk tv undskylder for bare bryster
Den meget uformelle stil i artiklen og den glade brug af ordet 'babser' tilhører formentlig Bjarne Hansen, som sidder i et lille hus i en skov midt på Bornholm og styrer webavisen.gl. Han startede med bornholm.nu, som er blevet en kæmpe succes på Bornholm ved at blande saksede nyheder fra de andre bornholmske medier og reklameomtale i en pærevælling, og så gjorde han det samme på Grønland. Og odsherredavis.dk er også hans, tror jeg nok.