Fotografernes indtjening på arkivfotos er styrtdykket

Engang kunne arkivfoto være en guldgrube for freelancefotografer. I dag er markedet oversvømmet af billige billeder, og Scanpix har sat priserne ned med op til 50 procent. »Prisen går kun en vej, og det er nedad,« siger direktør i Colourbox

»Det er ikke det værd.« 

Sådan siger freelancefotograf Ulrik Tofte, der har valgt at trække sine billeder fra Polfoto. Billedbureauets arkivpriser er ganske enkelt for lave.

Ulrik Toftes frustration kulminerede, da han så sin seneste salgsrapport fra Polfoto. Her fremgik det, at hans fotosidefoto til en bog om Ulrik Wilbek kun havde indbragt ham 422 kroner – før skat.

Ulrik Tofte undrede sig over, at Polfoto ikke kunne få flere penge for et forsidebillede til en bog om en mand, der tidligere har optrådt på bestsellerlisterne.

»Forsiden er det største trækplaster, og hvis man har en god forside, sælger man flere bøger,« siger han.

Ulrik Tofte mener, at eksemplet viser, at betingelserne for freelancefotografer er blevet hårdere. 

»Jeg har vundet en stribe udenlandske priser. Alligevel er det svært at få det til at hænge sammen,« siger han og henviser til, at han har vundet 10 internationale priser de seneste par år ved blandt andet Prix de la Photographie i Paris.

Polfotos salgs- og marketingchef, Kasper Lundtoft Bentsen, erkender, at markedsvilkårene for fotopriser har ændret sig. 

”Det er vi lige så kede af som Ulrik Tofte,” forklarer Kasper Lundtoft Bentsen i et skriftligt svar.

Billedet her er taget af Ulrik Tofte. Et portræt fra Polfoto af Ulrik Wilbek, som blev solgt til en bogforside. Fotografens fortjeneste: 422 kroner + moms.

 

Prisfald på 30-50 procent

Scanpix sælger ganske vist flere billeder end tidligere, siger direktør i Scanpix Niels Hjerrild.

»Men det er til langt lavere priser. Nogle steder er prisen reduceret med 30-50 procent. Det er kun i nogle få hjørner, at prisen er den samme som for 10-15 år siden,« siger han.

Udviklingen ses tydeligst på netmedierne.

»På nettet får udgiverne billederne til en meget lav pris, men de køber også store volumener,« siger Niels Hjerrild.

Fotograf Carsten Snejbjerg har billeder i kommission hos Polfoto. Han siger, at prisniveauet for arkivfotos har bevæget sig i den forkerte retning overalt.

»Jeg har svært ved at se, at du kan få ok arkivpriser nogen steder i dag. Hvis du finder et sted, må du endelig give besked,« siger han.

 

 

Jens Astrup har 13.000 billeder liggende i Scanpix.

»Jeg får ikke så meget per billede, men til gengæld sælger jeg flere billeder nu. Samlet set betyder det, at min indtjening er faldet lidt,« siger han.

Jens Astrup ser ikke billedbureauerne som skurkene.

»De vil også gerne have højere priser for billederne,« siger han.

Siden 2010 har freelancefotograf Martin Stampe stort set ikke leveret billeder til Scanpix, fordi det gav for lidt.

»Du kan tjene styrtende, hvis du har en meget stor volumen. Eller hvis du tager et billede af dronningen, der snubler,« siger Martin Stampe, der har knap 2.000 billeder i Scanpix’ arkiv. 

I dag køber medier som DR, TV 2 og BT illustrative billeder hos for eksempel Colourbox, Shutterstock eller Scanpix/Iris-arkiv for ganske få kroner. 

Ifølge Niels Hjerrild var der for 10 år siden faktisk et yderst lukrativt marked for professionelle stockbilleder. Men priserne styrtdykkede, da masseproduktion af stockfotografier blev sat i system. 

»De illustrative billeders værdi blev reduceret til en brøkdel. Prisen gik fra flere tusinde kroner til nogle få kroner,« siger Niels Hjerrild.

 

Billedet her er taget af Jens Astrup. Et portræt af Peter Bastian, som blev solgt til en af Scanpix’ store kunder. Fotografens fortjeneste: 50 kroner + moms.

 

Colourbox-direktør: Ingen udsigt til prisstigninger

Colourbox med hovedsæde i Odense har i alt 16 millioner billeder, videoer og illustrationer i arkivet leveret af mere end 50.000 forskellige fotografer, forklarer direktør Mads Martin Jørgensen.

»Der er for eksempel virkelig dygtige russiske og hviderussiske fotografer med base i Thailand, der laver nogle fede stockfotos,« siger han.

Fotograferne skal ikke tro, at de faldende priser vil rette sig op igen, mener Mads Martin Jørgensen.

»Prisen går kun en vej, og det er nedad.« 

Stockfotopriserne har presset priserne på redaktionelle arkivbilleder. Fotografer kan risikere at få ned til 50 kroner for et redaktionelt arkivbillede i et af de etablerede billedbureauer, hvis det for eksempel er til nettet.

»I dag prioriterer udgiverne, at de vil have fotos til alting, og det er ikke muligt at finde redaktionelle fotos til det hele. Samtidig er microstock økonomisk attraktivt,« siger Niels Hjerrild.

Desuden accepterer nogle kunder, at illustrationen ikke er optimal.

»Jeg har set en artikel om danske herregårde, der var illustreret med et foto af et tysk jagtslot. Vi blander os ikke i kunders billedvalg,« siger Niels Hjerrild.

Ulrik Tofte, der trak sine billeder fra Polfoto, er begyndt at løse viceværtopgaver for sin bror, som er ansat inden for ejendomsadministration. Broren kan betale 350 kroner i timen plus moms. Det hjælper, når der er for få opgaver.

»Som freelancer får du måske 800 kroner i timen. Men det er kun for de timer, du arbejder. Og du skal selv betale for den tid, du ikke arbejder. Derfor går jeg til hånde for min bror en gang imellem,« siger han.

 

Martin Stampes portræt af Birthe Rønn Hornbech i fuld størrelse, som indbragte 50 kr. »Du kan tjene styrtende, hvis du har en meget stor volumen. Eller hvis du tager et billede af dronningen, der snubler,« siger Martin Stampe, der har knap 2.000 billeder i Scanpix’ arkiv.

 

Må supplere indtægt med andet arbejde

Fotograf Martin Stampe arbejdede i en periode som chauffør for at supplere sin indtægt som fotograf.

»Lønnen var ikke fantastisk, men det gav mig penge til at betale husleje, og så behøvede jeg kun lave de fotoopgaver, der var spændende,« siger Martin Stampe, der dog droppede chaufførvejen og i stedet valgte at satse på et miks af stillfoto og levende billeder.

»Som tv-fotograf er timeprisen lavere. Til gengæld er du ansat i længere perioder ad gangen,« siger Martin Stampe.

Fotograf Carsten Snejbjerg ser arkivprisernes fald som en del af en større tendens. Der er stigende efterspørgsel på kommunikation og færre penge i journalistik.

»Hvis du henvender dig til en avis med en udlandsreportage, du har brugt fire uger på at lave, får du måske 4.000 kroner. Det dækker ikke engang flybilletten,« siger han.

I stedet skal det økonomiske fundament lægges via kommunikationsopgaver.

»Som freelancer er kommunikationsopgaver nødt til at være en del af din forretning – desværre, vil jeg sige. Jeg vil hellere fortælle historier, hvor man kan se min signatur i billederne,« siger Carsten Snejbjerg, der har vundet 10 priser ved Årets Pressefoto og »omkring 15-20 stykker« ved internationale konkurrencer.

Hos Colourbox koster et enkelt foto 74,50 kroner. Køber man 150 fotos på en måned, er prisen per billede 7,50 kroner per styk. Heraf får fotografen 20 procent. 

Til gengæld har fotografen mulighed for at uploade sine billeder mange forskellige steder.

Mads Martin Jørgensen mener, at stockfotografer skal satse på at få deres billeder ud så mange steder som muligt og lade mængden tjene pengene.

»Glem de gode gamle dage, de findes ikke mere. Der sidder fotografer, som er ganske tilfredse med at levere billeder til en meget lavere pris,« siger Mads Martin Jørgensen. 

 

 

 

 

5 Kommentarer

Thomas Pallesen
7. MARTS 2016
Hej Jakob

Hej Jakob
Mange tak for info. At bureauet kun kan få 100 kr. for billedet, understreger blot artiklens vinkel; at markedet virkelig er presset. Så fint lige at få det med :)
vh. Thomas
Nicolai Perjesi
5. MARTS 2016
Hos de store amerikanske som
Hos de store amerikanske som Getty mm er det 10-15% til fotografen. Pga af det er der kommet en modreaktion som Stocksy.com da fotograferne ikke længere vil være med til det. Og en del af køberne kan også se at der er en fordel i at købe billeder fra et bureau som sørger for at fotograferne kan leve af det. Plus at discount billederne efterhånden er blevet så utroværdige at det ikke længere er brugbart for virksomheder og til redaktionelle ting. Desværre er det kun langsomt ved at slå i gennem her til lands, og det irriterer mig en hel del at se at vores licens penge går til Getty og Colourbox billeder. DR burde vide bedre og nær også have råd til at hæve standarden.
Jakob Albrecht
4. MARTS 2016
Hej Thomas

Hej Thomas
Fotograf og fotobureau deler typisk 50/50.
Et fotografi til 100 kroner giver bureauet 50 kroner.
Jakob Albrecht, Journalisten
Thomas Pallesen
4. MARTS 2016
Det kunne være meget
Det kunne være meget interessant at vide, hvor meget billedbureauerne fx Polfoto tjener på at sælge et arkivbillede til 50 kr. + moms videre Altså forskellen mellem indkøbspris og udsalgspris. Kunne Journalisten.dk måske supplere artiklen med disse detaljer, så det blev lettere for læsere at sætte problematikken i en sammenhæng og forstå dette marked (også i forhold til Nicolai Perjesis kommentar ovenfor). Det kan næppe være fortrolige oplysninger. Mvh. Thomas Pallesen
Nicolai Perjesi
4. MARTS 2016
Kedelig artikel der fortæller
Kedelig artikel der fortæller om danske mediers evige brug af discount fotos, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal bruge den slags læsning til efterhånden. Hvad der ikke bliver fortalt er at der er begyndt at komme en del andre billedbureauer som sætter en ære i at behandle sine fotografer ordentligt, f.eks. dette: Stocksy.com, som jeg er med i, hvor overskuddet bliver delt mellem fotograferne som alle ejer en andel i cooperativet, får 50% af salget og 75% hvis det er med en udvidet licens på billedet. Priserne er rimelige både for kunder og også o.k. for fotograferne, og da rigtigt mange kunder efterlyser billeder der ikke ligner det sædvanlige stock/getty/shutterbox så er Stocksy.com en stor succes og salget er stigende. MVH Nicolai Perjesi

Flere