Sindedag

For få år siden satsede DR stort på Vestdanmark. Nu rammer ”drastisk svækkelse”

Spareplan vil svække DR’s tilstedeværelse vest for Storebælt. Sandy French: Vi er ikke i gang med en nedprioritering

Hvad er egentlig DR’s ambitioner i provinsen? De seneste år er medarbejdere i stor stil blevet ansat i Aalborg og Aarhus, så DR kunne være til stede i hele landet.

Men den ambition er åbenbart gået i glemmebogen, og den aktuelle fyringsrunde er blot det seneste eksempel. Sådan lyder kritikken fra nuværende og tidligere medarbejdere i Aalborg og Aarhus, som mener, at DR følger en slingrekurs.

For eksempel flyttede ansvaret for indlandsdækningen for to år siden til Aarhus. Men med fyringsrunden bliver den nu nedlagt. DR Viden, der for få år siden blev flyttet til Aalborg, er i dag reelt opløst.

Journalisten har bedt presseafdelingen i DR om en kommentar til, hvordan de seneste års udfasning af DR Viden i Aalborg og den kommende nedskæring i Aarhus stemmer overens med DR’s få år gamle udflytningsplaner for at stå bedre i hele landet.

Nyhedsdirektør Sandy French har svaret, og hun afviser i en mail, at DR er i gang med en nedprioritering af indlandsdækningen.

”Vi har fortsat en stærk tilstedeværelse i hele Danmark som en høj prioritet. Der er tale om nogle meget konkrete formater til dr.dk, der tidligere blev lavet i Aarhus, som vi har besluttet ikke at udkomme med mere. Det er baggrunden for et mindre antal afskedigelser,” forklarer hun.

Med videnskaben som skjold
DR Viden i Aalborg er en af de redaktioner, der har været kastebold i DR’s organisatoriske omstruktureringer de seneste år.

I en pressemeddelelse lød det, at DR Viden skulle sætte faktatjek på dagsordenen og ”med videnskaben som skjold bekrige falske nyheder og sejlivede myter”.

Jeg er ked af og sur over, at der ikke blev passet bedre på folk.
Søren Bjørn-Hansen, tidligere videnskabsredaktør

Målet var at ”sætte skub i eksperimenter med digital formidling”, stod der i pressemeddelelsen.

Udflytning betød reelt en udskiftning på videnkabsredaktionen i DR Byen, hvor medarbejdere, som ikke ville flytte med, blev fyret eller omplaceret. Nye folk blev ansat i Aalborg, hvoraf mange flyttede til Aalborg fra København.

Det forklarer Søren Bjørn-Hansen, der selv valgte at flytte fra København til Aalborg for at blive videnskabsredaktør. I dag kalder han forløbet nedslående.

”Jeg var en brik i et spil, og jeg er ked af og sur over, at der ikke blev passet bedre på folk, som man fik ind og smed ud igen. Vi ansatte folk, som købte huse i Aalborg og omegn, fordi de blev stillet en masse løfter i udsigt,” siger Søren Bjørn-Hansen.

Politisk begejstring

Samlet set skulle DR’s udflytningsplan ”styrke indsatsen” i Aarhus og Aalborg med 165 årsværk fra 2016 til 2018, og initiativet blev modtaget med begejstring af Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance.

I alt sagde 28 DR-medarbejdere ja til at flytte deres arbejdsplads til Aarhus eller Aalborg.

”Man lokkede folk til den anden ende af landet, fordi man tilsyneladende håbede på at gøre politikerne glade. Men det lykkedes ikke, for allerede i 2018 blev vi ramt af den første sparerunde, fordi DR skulle spare 20 procent,” siger Søren Bjørn-Hansen.
Medieforliget i 2018 ramte også DR Viden, der blev beskåret med 25 procent, og Søren Bjørn-Hansens egen stilling som videnskabsredaktør blev også sparet væk.

Zigzag-kurs

Det bedste bud på konsekvenserne af sindedagen er, at seks DJ-medlemmer i Aalborg og 10 medlemmer i Aarhus er blevet sindet eller har fået tilbudt en omplacering, som de skal sige ja til, hvis de vil beholde deres job.

I Aarhus har fyringerne udløst frustration over DR’s ”zigzag-kurs”. Redaktionen i Aarhus er ifølge Journalistens oplysninger en af de redaktioner i DR Nyheder, der blev hårdest ramt ved sindedagen tidligere på ugen.

Det, der er sket med fyringerne, er det, man frygtede.
Søren Flytkjær, DR-tillidsrepræsentant, Aalborg

”Først bygges et stærkt fagligt miljø op, der dækker hele landet, og så nedlægger man det fra den ene dag til den anden,” lød det i går i en skarp kritik af ledelsen fra medarbejderne i Aarhus.

Medarbejderne i Aarhus peger på, at DR vil droppe den kun to år gamle plan om at flytte ansvaret for indlandsdækningen til Aarhus. Nu beder medarbejderne ”indtrængende ledelsen om at genoverveje” at skære i Aarhus.

Afdelingen er reelt opløst

I Aalborg siger tillidsrepræsentant Søren Flytkjær, at der er tre sindede DJ-medlemmer, som alle oprindeligt var tilknyttet DR Viden. Deres forventede afsked fra DR er det sidste kapitel i en lang række nedskæringer af DR Viden.

”Da der var flest i afdelingen, var der 46-47 ansatte. Afdelingen er reelt opløst,” siger Søren Flytkjær.

Det seneste år er medarbejderne sivet fra redaktionen, og med ugens fyringer er antallet af medarbejdere halveret i forhold til tidligere.

”Det, der er sket med fyringerne, er det, man frygtede, der ville ske,” siger Søren Flytkjær.

Sandy French forklarer, at flere af afskedigelserne i Aarhus skyldes, at en række formater til dr.dk ikke længere skal udkomme – blandt andet Mit Liv.

”Det har altså ikke noget at gøre med den journalistiske behandling af indlandsstoffet,” siger hun.

0 Kommentarer