
Som repræsentant for journalisterne optræder Janni Pedersen, vært på TV 2, i kampagnevideoen. Foto: Skærmbillede fra kampagnevideoen
Skuespillere, sportsudøvere, journalister og musikere har umiddelbart ikke det helt store til fælles i deres arbejde.
Men ét fællestræk ved deres arbejde er der: Mange af dem oplever at modtage hadbeskeder på grund af deres arbejde.
Derfor er Spillerforeningen, Dansk Journalistforbund, Dansk Artist Forbund, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Musiker Forbund og Håndbold Spiller Foreningen gået sammen om en fælles kampagne, der skal sættes fokus på problemet med hadbeskeder.
Michael Sahl Hansen, Spillerforeningens direktør
Fra Dansk Journalistforbunds side er der ingen tvivl om, at det er en vigtig sag:
”Vi har et kæmpestort demokratisk problem, som går på, at en del af vores medlemmer – og også andre faggrupper, som er eksponeret og stiller sig frem i det offentlige – oplever det her med massiv, voldsom og hadefuld respons fra folk,” siger formand Tine Johansen og tilføjer:
”Risikoen på sigt er, at nogen trækker sig fra debatten og ikke kan holde ud at være på den arena. På sigt kan vi risikere at gå glip af vigtige stemmer i samfundet.”
Fodboldspillere ser det som en del af jobbet
Dansk Journalistforbund offentliggjorde i slutningen af 2020 en undersøgelse, der kortlagde problemet med digital chikane og negative kommentarer i forbindelse med deres arbejde. I den svarede hver fjerde, at de har oplevet digital chikane eller negative kommentarer som reaktion på arbejdet.
Endnu værre står det til i Spillerforeningen, der repræsenterer professionelle fodboldspillere. Spillerforeningen har netop lavet en undersøgelse af, hvor udbredt et problem hadbeskeder er blandt deres medlemmer.
Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund
Hele 44 procent på tværs af køn og ligaer oplever ligefrem hadbeskeder som en del af jobbet som professionel fodboldspiller. Størstedelen modtager dem på Instagram eller Facebook. Derfor overvejer 28 procent helt at droppe sociale medier på grund af den slags beskeder.
Nok skal offentlige personer som fodboldspillere ifølge Spillerforeningens direktør, Michael Sahl Hansen, indstille sig på at være mere tykhudede end andre, men:
”Det skal ikke være en del af jobbet at modtage hadbeskeder. Det må vi aldrig acceptere. Og det vil vi ikke acceptere. Kampen mod hadbeskeder er ikke vundet med vores kampagne, men det er et træk mod de beskeder – og personer bag – som man ikke skal modtage, fordi man dyrker sin passion og passer sit job,” siger han og tilføjer:
”Vi har fået sat tal på det, vi frygtede. Nemlig at hadbeskeder er et problem. Endda et stort problem. Og ikke kun i vores branche.”
Et opråb på flere niveauer
Kampagnen består af videoer til sociale medier, hvor et medlem af hvert af de seks forbund optræder sammen med eksempler på de beskeder, de har modtaget. Som repræsentant for journalisterne optræder Janni Pedersen, der er vært på TV 2.
Derudover udgiver forbundene et fælles debatindlæg.
”Det er et slags kollektivt opråb med et håb om, at vi alle bliver mere bevidste om vores digitale adfærd. Det lyder så banalt, men man skal tænke over, at der sidder et rigtigt menneske i den anden ende,” siger Tine Johansen.
”Noget af det her kommer i ens indbakke, men andet foregår i åbne kommentarspor. Der har vi også et ansvar for at gribe ind ved at sige fra, når vi møder det,” fortsætter hun.
Dansk Journalistforbund har i flere år sat fokus på problemet med hadbeskeder og chikane. Og opråbet er ikke kun et opråb til dem, der sidder og sender vrede beskeder.
”Når det er et kollektivt opråb, er det på mange niveauer: Hvad vi som almindelige mennesker kan gøre, når vi er vidner til det. Og så er der noget på myndighedsniveau, som er det lange seje træk, og som handler om, hvordan politiet håndterer henvendelser om det her.”
Derudover er der også en diskussion om techgiganterne, som netop er blevet aktuel igen, i forbindelse med at Elon Musk har overtaget Twitter og for alvor vil slippe debatten løs.
”Så det er også en diskussion om, om man giver så meget ytringsfrihed, at det går ud over andres frihed. For vi ser, at debatten kan være så voldsom at deltage i, at nogen trækker sig fra den,” siger Tine Johansen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.