Lokaljournalistik

Fastansatte på B.T. er bekymrede efter udmelding

Det skaber usikkerhed blandt medarbejderne på B.T.’s cityredaktioner, at de tidsbegrænset ansatte ikke bliver forlænget, siger tillidsrepræsentant. Rettet 2/6-2022 klokken 10.22

Det forplanter sig hos de fastansatte medarbejdere på B.T.’s lokalredaktioner i Aarhus, Aalborg og Odense, at antallet af medarbejdere på avisens lokalsatsninger står til at blive reduceret kraftigt ved udgangen af næste måned.

Det siger Rasmus Skat Andersen, tillidsrepræsentant på B.T., til MediaWatch, efter at Journalisten i går kunne fortælle, at de tidsbegrænset ansatte på lokalredaktionerne ikke bliver forlænget, når deres kontrakter udløber i den kommende tid. For de flestes vedkommende udløber deres kontrakt den 30. juni.

”Det projekt, som blev sat i søen med cityredaktionerne sidste år, står over for nogle ændringer nu, når bemandingen bliver så reduceret, for det er åbenlyst, at det nuværende koncept ikke kan fortsætte med den bemanding,” siger Rasmus Skat Andersen til MediaWatch.

Han uddyber over for MediaWatch, at de fastansatte både er nervøse over deres jobsituation og frustrerede over, at projektet med lokalsatsningerne har ændret sig så markant.

Var slået stort op

B.T.’s cityredaktioner blev lanceret med pomp og pragt sidste år, hvor Danmarks fire største byer var blevet udsmykket med annoncer for den nye satsning på lokaljournalistik.

Der var blevet ansat 32 reportere til projektet, som skulle bygge på en abonnementsordning, der dog hurtigt viste sig ikke at være en farbar vej til at tjene på lokaljournalistikken.

Efter tre måneder meddelte daværende chefredaktør for B.T., Michael Dyrby, at projektet var kommet ’flyvende fra start’, men at forretningen ikke gik som ventet. Der var problemer med at få brugerne til at logge ind og til at tegne abonnement, og derfor droppede man betalingsartiklerne.

I samme ombæring blev der skåret, hvad der svarede til en person per redaktion.

”Da det i sin tid blev præsenteret, var det jo præsenteret som en langsigtet plan, så det er meget kort tid kun at give det et par måneder,” lød det på det tidspunkt fra Rasmus Skat Andersen.

Halvdelen blev ansat som tilkaldevikarer

Omkring halvdelen af dem, der i første omgang blev ansat på city-satsningerne, blev hyret ind på vikariater og som tilkaldevikarer, der var blevet lovet et minimumsantal af vagter på redaktionerne. Det udløste en faglig strid, som endte med, at B.T. ansatte en stor del af vikarerne som tidsbegrænset ansatte.

Det er altså dem, der ikke bliver forlænget mere. Ansvarshavende chefredaktør for B.T. Pernille Holbøll oplyste i går til Journalisten, at det er i omegnen af tre personer på hver af redaktionerne, der ikke får forlænget deres kontrakt.

”Det betyder selvfølgelig, at vi ikke kan udkomme med den samme kvantitet. Så selvfølgelig betyder det noget,” sagde Pernille Holbøll i går til Journalisten.

”Men det er en naturlig beslutning set ud fra, hvor satsningen er lige nu i forhold til den oprindelige abonnementsforretning, som viste sig ikke at kunne hente det, som var planen. Derefter har satsningen haft nogle andre præmisser. Det arbejder vi stadig med at få på plads,” lød det videre.

Pernille Holbøll tiltrådte som chefredaktør på B.T. for et par uger siden, og i går udtalte hun, at det endnu er for tidligt at sige, hvad fremtiden bringer for B.T.’s lokalsatsninger, eller B.T. i det hele taget.

”Jeg er lige startet og kigger selvfølgelig på, hvad der fungerer, hvad der kan fungere bedre, og om noget skal fokuseres. Det er en proces, jeg skal i gang med. For god ro og ordens skyld har jeg meldt det her ud så hurtigt som muligt,” sagde hun i går.

Indtil videre arbejder de fastansatte på lokalredaktionerne ifølge Pernille Holbøll fortsat videre med lokaljournalistikken.

Rettet den 2. juni 2022, klokken 10:22. Det fremgik tidligere, at 32 af dem, der i første omgang blev ansat, var ansat som vikarer. Det er en fejl, idet det var omkring halvdelen af de 32, der blev ansat som vikarer.

0 Kommentarer